Saneringsspolitik

Efter 1976 er der et opsvinget beboerbevægelsernes kampe. Dette opsving er tæt forbundet med udviklingen i den statslige boligpolitik. Kampen er først og fremmest mod fupmoderniseringer og ejerlejlighedsudstykninger og for sociale saneringer og beboerstyrede moderniseringer.

Adelgade-Borgergade saneringerne

I 1939 bliver den første saneringslov vedtaget og under besættelsen bliver der for første gang indledt en omfattende offentligt støttet indsats for at forbedre den eksisterende boligmasse i København. Men saneringen er kompliceret og for et af de mest belastede kvarterer i København, Adelgade/Borgergade-kvarteret, begynder saneringen i 1944. Der er 12.000 husvilde i København på dette tidspunkt, og problemet skal løses ved både nybyggeri og sanering.

Saneringen af Adelgade/Borgergade er en af de største saneringsopgaver i hovedstaden, og den bliver gennemført af private foretagender. Byggeriet, der erstatter det berygtede slum i kvarteret, er eksklusivt selv om det efter krav fra kommunen består af mange små lejligheder. Kommunen er også grundejer, og den er derfor interesseret i grundens udnyttelse, som har indflydelse på grundens pris. Dronningegården ved Dronningens Tværgade – 10-etagers huse i rødt murværk med tilbagetrukne altaner -er udtryk for krigens mangel på cement og jern og et arkitektonisk kompromis mellem monumental nyklassicisme og national tradition.

Saneringssagen er dybt kompliceret. Der er nedsat et firemands-udvalg som skal forsøge at bringe harmoni i bebyggelsen, men det viser sig at være vanskeligt med Københavns kommune som grundsælger, 17 forskellige bygherrer og fire byggekonsortier. Men saneringen bliver færdig og Københavns kommune lader nogle rækkehusbebyggelser opføre af genbrugsmaterialer fra de nedrevne huse.

Beboeraktionerne

Starten på de nye beboergrupperne er knyttet sammen med bevægelserne i slutningen af 1960´erne: ungdomsoprøret m.v. og slumstormerbevægelsen. I starten af 1970´erne går dele af disse bevægelser over i en egentlig organisering i beboergrupper. Beboergrupperne er centreret omkring bevægelser i bolig- og lejerkampe. Opsvinget i beboerbevægelsernes kampe fra 1976 er tæt forbundet med udviklingen i den statslige boligpolitik. Kampen er først og fremmest mod fupmoderniseringer og ejerlejlighedsudstykninger og for sociale saneringer og beboerstyrede moderniseringer.

Men det er også huslejeaktionerne i højrentebyggeriet. 1. april 1976 indledes Galgebakkens huslejeboykot. Aktionen løber i godt to år, og siden hen følger andre aktioner inden for højrentebyggeri. Fra disse aktioner udgår initiativer til en organisatorisk og politisk samling af lejerkampen: I foråret 1976 bliver “Boligaktion 76” dannet. Bag “Boligaktion 76” står en række organisationer bl.a. Byggefagenes Samvirke og Faglig Ungdom. I 1976-77 er der tale om et opsving i beboerkampen i den gamle boligmasse.

Blandt de største og mest kendte af beboerkampene i den gamle boligmasse hører kampene i Godsbanegade og Todesgade i København, i Århus er det bl.a. kampen i Ny Munkegade 89, og i Randers Borggården. Under disse boligkampe markerer den nye beboerbevægelse sig som en anden form for organiseringen af lejerkampen end den som den etablerede lejerbevægelse i LLO repræsenterer.

Byggeren

I 1972 bliver et stort ejendomsareal på Nørrebro revet ned som led i bysaneringen i København. Men genopbygningen trækker ud og i juni 1973 etablerer en række beboere en byggelegeplads for kvarterets børn. Den får navnet Firkantens Byggelegeplads, i daglig omtale Byggeren. Byggeren bliver hurtigt en yndet legeplads blandt kvarterets børn. I februar 1977 fremlægger overborgmester Egon Weidekamp et storstilet prestigeprojekt om en samlet byfornyelse af det Indre Nørrebro: overborgmesteren ønsker Byggeren belagt med bolig- og friareal uden byggelegeplads.

Demonstranter på byggeren bliver fjernet af politiet, så rydningen af legepladsen kan komme i gang
Demonstranter på byggeren bliver fjernet af politiet, så rydningen af legepladsen kan komme i gang.

Tirsdag den 22. april 1980 gennemfører en række håndværkere, beskyttet af 800 politibetjente, en halvering af Byggeren. Legeredskaber, huse m.v. flyttes over på den ene halvdel af grunden. Da politiet har trukket sig tilbage, flytter flere hundrede børn og beboere legeredskaber og huse tilbage og genopretter Byggeren. Ugen efter gennemfører Kommunen en totalrydning af Byggeren, og i de følgende dage kommer det til adskillige sammenstød mellem politi og beboeraktivister – med Kommunen som sejrherre..

Syv års kamp for bevarelsen af Firkantens Byggelegeplads er forbi. Byggeren bliver et symbol på et fristed i storbyen – et fristed og åndehul der blev kvalt, og som måtte vige pladsen for bystyrets fejlslagene håb om nye og mere lønsomme skatteborgere.

Boligsagen

Det store normoprør i slutningen af 1960´erne rammer også boligområdet. Oprøret er rettet mod monotonien, masseproduktionen og topstyringen. Oprøret kan ses som en tilbagevenden til tiden før Den første Verdenskrig, hvor byggeforeningerne har været overskuelig, demokratiske i samtidens forstand, og hvor medlemmerne selv former deres planer. Boligselskabernes fortsætter mastodontbyggerierne, i en årrække op i 1970´erne, for de store topstyrede selskaber er ikke lige til at vende.

Tåstrupgård.
Tåstrupgård.

Men huslejeoprør og udlejningsvanskeligheder får selskaberne til at reagere. Selskaberne reagerer på to fronter. En beboerdemokratibevægelse bliver sat i gang. At den ikke vokser frem nedefra men bliver skabt og nurset oppefra, illustrerer at boligbevægelsen, selv om den udefra kan have noget elefantagtigt over sig, både er handlekraftig og modig. Den arkitektoniske kritik rammer alle de områder, som har været 1960´ernes satsningsområder. Nu skal det være småt, individuelt og æstetisk. Boligbevægelsen bliver født i opposition, men vokser til under socialdemokratiske regeringer, som har boligselskaberne som redskaber for boligpolitikken.

Det sikrer vækst, men hæmmer handlefriheden. Bevægelsen løser de opgaver, der bliver stillet, men bindingerne til Socialdemokratiet forhindrer overvejelser om, hvorvidt opgaveformuleringen er rigtig. Et godt eksempel på bindingernes styrke ses af tilvejebringelsen af den boligpolitiske hvidbog i 1974: Det er vigtigt for boligbevægelsen, at hvidbogen bliver til uden socialdemokratiets medvirken. Alligevel er der blandt ophavsmændene Mogens Lykketoft fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Poul Nyrup fra LO. De er ikke med som repræsentanter for Socialdemokratiet, men tilknytningen er der alligevel ingen tvivl om.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her