Folkeskolen

For arbejderbevægelsen er opbygningen af en velfungerende folkeskole et centralt led i tankerne om et velfærdssamfund. Allerede i 1906 formulerer socialdemokraterne deres vision om en udelt enhedsskole, hvor børn fra alle samfundslag kan gå sammen. Først i 1993 bliver muligheden for niveaudeling afskaffet.

Arbejderbørnenes skole omkring 1900

I 1876 vedtager Socialdemokratiet sit første principprogram, Gimleprogrammet. Socialdemokraterne kræver en “almindelig lige og obligatorisk skoleundervisning”. For socialdemokraterne er det en vigtig bestræbelse på vejen mod et mere lige samfund, at arbejderklassens børn også får en ordentlig skolegang. Omkring 1900 er der meget stor forskel på skolerne på landet og i byerne. Landsbyskolerne er ofte kun delt op i 2 klassetrin, og den pædagogiske nytænkning har svære kår. Samtidig er undervisningen i landsbyskolen styret af, hvornår der er brug for arbejdskraft i landbruget, for det har højeste prioritet. I København og de større købstæder er der flere forskellige private og offentlige betalings- og betalingsfrie skoler.

Arbejderklassens børn går i de offentlige halvdagsskoler, hvor skoletiden også er tilrettelagt sådan, at de kan passe deres arbejde. Borgerskabets børn går i de private skoler, hvor undervisningen strækker sig over hele dagen, og lærerne er dygtigst. Forskellen på de private og offentlige skoler forstærker de sociale forskelle mellem børnene i byerne. Nogle arbejdere beskriver i deres erindringer, hvordan de i skolen bliver afstraffet af deres lærere, fordi de falder i søvn i timerne, og hvordan de udenfor skolen ligger i “bandekrige” med de fine drenge fra privatskolerne.

I 1903 får Socialdemokratiet og Venstre i fællesskab gennemført “Lov om højre Almenskoler m.m.” Loven er et forsøg på at demokratisere skolesystemet. Den 4-årige mellemskole bliver indført som en bro mellem folkeskolen og gymnasieskolen, så børnene i princippet skal kunne gå direkte gennem hele systemet. Det vil i princippet betyde at arbejderklasens børn kan kvalificere sig til det voksende antal funktionærstillinger eller en højere uddannelse.

Arbejderbevægelsen og skolen

Skolereformen i 1903 indfører, som et led i demokratiseringen af folkeskolen, mellemskolen. Sigtet er, at alle elever, der er egnede, skal kunne fortsætte direkte i gymnasiet. Det får stor betydning for pigerne, der i større antal end før, går videre i skolesystemet. Det viser sig, at det stadig er svært for arbejderklassens børn, at opnå et længere skoleforløb. Det bliver almindeligt, at børnene må til optagelsesprøver for at komme i mellemskolen. Prøverne er abstrakte og teoretiske, og bl.a. “den sociale arv” gør prøverne svære at bestå for arbejdernes børn.

Optagelsesprøverne kommer til at fungere som en sorteringsmekanisme, stik imod den socialdemokratiske vision om skolen formuleret af en fremtrædende socialdemokrat i 1906: “Enhedsskolen kræver Folkeskolens Fuldkommmengørelse ved fortrinlig Undervisning og et saa udvidet Maal, rige og fattige, fornemme og ringe, begavede og ubegavede.” Eleverne skal lære at hjælpe og forstå hinanden. Når alle samfundslags børn går i den samme skole, vil de få et fælles dannelsesgrundlag, der danner bro over de sociale skel i samfundet.

For arbejderbevægelsen er ideen om en skole for alle et centralt led i opbygningen af velfærdsstaten. At undervisningen i folkeskolen også skal være et tilbud til de socialt dårligst stillede børn, giver dem mulighed for at få en bedre placering i samfundet. Før har det været næsten umuligt for et barn af arbejderklassen at bryde ud og bevæge sig op ad den sociale rangstige. I det socialdemokratiske principprogram fra 1913 fremføres krav om gratis skolegang i heldagsskoler, afskaffelse af religionsundervisning, adgang til videregående uddannelse “uden Hensyn til ydre Kaar” og indførelse af offentlige tekniske og faglige uddannelser.

Skolereformerne

Med skoleloven fra 1937 bliver den praktiske “eksamensfri” mellemskole indført som en parallel til eksamensmellemskolen. Den praktiske mellemskole varer 4 år ligesom eksamensmellemskolen, men ud over de fem første år i grundskolen, er det kun de to første der er obligatoriske. Ideen med den nye skolelov er at styrke det praktiske arbejde i skolen, ud fra det synspunkt at praktiske og manuelle aktiviteter virker opdragende og udviklende. Det er især fag som gymnastik, sløjd og håndarbejde, der bliver styrket. Samtidig er tanken at undervisningen i de boglige fag skal være emneopdelt og tværfaglig.

Men den nye skolelov får ikke så stor folkelig opbakning, for de fleste ønsker at deres børn skal gå i eksamensmellemskolen, fordi den giver bedre forudsætninger efter skolen. Så optagelsesprøverne efter 5. klasse virker stadig som en social sortering. Skoleloven fra 1958 er et kompromis hvor socialdemokrater og Det Radikale Venstre på den ene side ønsker en udelt niårig enhedsskole, og de store borgerlige partier på den anden side ønsker en fortsat deling af eleverne efter evner og anlæg.

Kompromiset bliver en 7- årig hovedskole med en 3-årig realskoleoverbygning, der er for de boglige, parallelt med 8. og 9. klasser, for de praktisk orienterede elever. Det er op til de enkelte kommuner om 6. og 7. klasse skal være delt i en boglig og en almen linje. I 1975 gennemføres endnu en skolelov, hvor delingen af elverne efter 7. klasse bliver afskaffet. Til gengæld åbnes der mulighed for, at undervisningen i matematik, engelsk, tysk og fysik opdeles i grund- eller udviddet kursus. Samtidig bliver afgangsprøver og karakterer fastholdt, selvom Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre ifølge deres politiske programmer er modstandere af det.

Skolen i dag

Siden vedtagelsen af skoleloven i 1975 har folkeskolen været til debat. Udviklingen har gået i to retninger. Den ene tendens har været at lægge øget vægt på, at undervisningen skal være almendannende. Samtidig har skolerne styrket den tværfaglige undervisning og åbnet op mod det omkringliggende samfund. Den anden tendens har været at styrke de enkelte fags indhold og niveau, så Danmark, kan bryste sig af samme faglige kvalitet i skolen, som de lande vi normalt sammenligner os med.

Enkelte elev får større ansvar for egen læring.
Den enkelte elev får større ansvar for egen læring.

Debatten om folkskolen har også gået på, hvordan både de stærke og de svage elevers ressourcer bedst bliver udnyttet. Sker det ved at dele undervisningen op i forskellige niveauer, eller gennem en udelt skole, hvor undervisningsdifferentiering er er en fast bestanddel i alle fag? I 1993 bliver den skolelov, der gælder i dag vedtaget. 1993-skoleloven afskaffer muligheden for niveaudeling i 8., 9. og 10. klasse. Samtidig bliver undervisningsdifferentieringen og lærerens pligt til at tage udgangspunkt i den enkelte elves situation styrket på alle klassetrin, så der i teorien ikke længere sker en social sortering i den danske folkeskole.

Nu sker sorteringen mere via valget mellem privatskole eller folkeskole. Afgangsprøver og karakterer bliver fastholdt i folkeskolen, men de er suppleret med en obligatorisk projektopgave i 9. og 10. klasse. Det betyder at den enkelte elev får større ansvar for egen læring og at den undersøgende og problemorienterede arbejdsform bliver styrket. I loven er der lavet præcise formuleringer om, at eleverne skal have medbestemmelse og at den demokratiske dannelse skal styrkes. Og sidst er der åbnet op for, at der kan gennemføres emneopdelt og tværfaglig undervisning på alle klassetrin.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her