Indvandrere

I slutningen af 1960’erne begynder Danmark at importere gæstearbejdere til den voksende industri. Gæstearbejderne bliver positivt modtaget i begyndelsen. Men efterhånden skifter stemningen. Lovgivningen for indvandrere og flygtninge strammes jævnligt op gennem 1980’erne og 1990’erne.

Mangel på arbejdskraft i 1960’erne

I 1960´erne kommer Danmark for første gang i en situation, hvor industrien eksporterer for større beløb end landbruget. Arbejdsløsheden forsvinder, der kommer fuld beskæftigelse og i nogle fag efterhånden mangel på arbejdskraft. Flere og flere kvinder bliver erhvervsaktive og der er efterspørgsel på udenlandsk arbejdskraft. Det medfører, at der i slutningen af 1960´erne og i starten af 1970´erne foregår en indvandring af arbejdere fra især Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan.

Den danske industri mangler arbejdskraft, og de fremmede får de job, som ikke kan besættes med danskere. I 1970 er der ca. 20.000 udenlandske arbejdere i Danmark. Langt de fleste har kun til hensigt at bo og arbejde i Danmark nogle år. Derefter vil de tilbage til deres hjemland. Men når børnene først er kommet hertil og er startet i skole bliver den planlagte hjemrejse sjældent realiseret. Indvandringen sker uden særlig misstemning og knytter sig til tidligere tiders indvandring af arbejdskraft: svenske landarbejdere i 1800-tallet, polske roearbejdere i de første årtier af 1900-tallet. I 1960´erne taler danskerne om “gæstearbejdere”.

Men allerede i 1970´erne begynder betegnelsen “fremmedarbejdere” at blive mere almindeligt som betegnelsen for de indvandrere, der er blevet bedt om at komme hertil. Mange af indvandrerne føler sig ensomme; de forstår ikke dansk og har svært ved at komme i kontakt med danskere. En jugoslavisk indvandrer fortæller: “Det var svært pludselig at komme til Danmark. Jeg kunne kun lidt engelsk, og selvfølgelig slet intet dansk. De eneste jeg talte med, var dem jeg arbejdede sammen med – de var også indvandrere. Og så savnede jeg min kone og to børn. Hver dag tænkte jeg på dem – hele tiden. De kom herop tre år efter i 1972.”

Indvandrernes børn

Betegnelsen “andengenerations-indvandrer” kaldes gæstearbejdernes og flygtningenes børn ofte i medierne i dag. Selv kalder de sig for “etniske danskere.” For gæstearbejderens børns vedkommende gælder, at de enten er kommet til Danmark i 1970´erne sammen med deres mor og søskende, mens deres far er kommet nogle år tidligere for at arbejde i Danmark. Eller også er de født i Danmark. Børnene vokser op i en blandingskultur, der dels har en baggrund i forældrenes oprindelseslande dels i den danske moderne vestlige kultur de befinder sig i.

De fleste unge indvandrere føler sig mest hjemme i Danmark, men alligevel opfatter de sig som en blanding mellem to kulturer. Nogle føler sig endda som fremmede i Danmark. Forældrenes planer eller drømme om engang at vende tilbage til deres oprindelsesland præger hele eller store dele af de unges opvækst, deres tanker og handlinger samt deres nuværende tilværelse. De har måttet leve delvis med oprindelseslandets kultur og delvis med den danske kultur. Det viser sig blandt andet sprogligt, idet mange unge taler et sprog fra oprindelseslandet i det daglige – særligt med forældre og ægtefælle – ud over at tale dansk.

Med søskende taler de fleste derimod dansk, en ung indvandrer fra Tyrkiet siger: “Jeg snakker kurdisk med min storesøster, men dansk med mine brødre, som er yngre end mig. De var kun 3 og 5 år, da de kom til Danmark, så de kan bedst dansk.” Desuden har de fleste unge indvandrere stadig deres oprindelseslands religion, hvor det især er de unge fra Pakistan, der opfatter religionen som meget betydningsfuld for dem.

Indvandrerstop i forstæderne

De fleste EF-lande indfører i 1970´erne et mere eller mindre restriktivt indvandrerstop. I Danmark sker det således i 1973. Det betyder, at man skal være flygtning for at få permanent opholdstilladelse. Indvandrerstoppet fungerer også på kommunalt plan, men dér handler det ikke kun om indvandrere, men også om flygtninge. I 1983 vedtages udlændingeloven, og den skærpes for flygtninge i 1986. Flere kommuner, der har et betydeligt koncentrat af borgere på overførselsindkomst, begynder at protestere mod, at de fortsat skal modtage indvandrere og flygtninge i deres kommuner.

I 1994 taber fire socialdemokratiske borgmestre tålmodigheden med den flygtningepolitik, der føres fra centralt hold. Borgmestrene fra Ishøj, Brøndby, Hvidovre og Århus repræsenterer kommuner, som huser mange indvandrere. Borgmestrene genopliver debatten om invandrerkvoter og en anderledes fordeling. Thorkild Simonsen, daværende borgmester i Århus, udtaler: “Glistrup er ved at få ret, når det gælder statens forfejlede flygtningepolitik.” Derpå følger en af de mest hadske debatter i Folketinget i nyere tid. Fra talerstolen kalder politikerne på skift hinanden “pladderhumanister” og “kynikere”.

Men der er også dele af venstrefløjen som hælder til de mere militante aktionsformer, det får dog aldrig samme karakter som i Tyskland med Rote Arme Fraktion. Efterhånden mister venstrefløjen sin tiltrækningskraft fordi den stivner i intern mudderkastning og langhårede teoretiske diskussioner om, hvordan verdensrevolutionen skal gennemføres.

Flygtningelov

Flygtninge der kommer til Danmark, giver ikke anledning til problemer i perioden fra 1950´erne frem til begyndelsen af 1980´erne. Danmark er stolt af sin humanitære indstilling og sin tolerance og tager godt imod ungarske flygtninge efter 1956-opstanden, polske flygtninge i 1969-70, flygtninge fra Chile i 1973-74 og vietnamesiske bådflygtninge omkring 1980. Ca. 10.000 flygtninge fra Iran, Libanon og Sri Lanka skal derimod i perioden 1984-86 vende op og ned på både dansk flygtningepolitik og befolkningens forhold til både flygtninge og indvandrere.

I Brøndby Strand markerer Dannebrog flere steder, at "her bor en dansk familie".
I Brøndby Strand markerer Dannebrog flere steder, at “her bor en dansk familie”.

Mange danskere begynder at opfatte de fremmede som konkurrenter på arbejds-, uddannelses- og boligmarkedet, og som nogle, der kommer for at snylte på den danske velfærdsstat. På denne baggrund vedtager Folketinget i 1986 en ny flygtningepolitik, der gør Danmark til et af de vanskeligste tilgængelige lande for flygtninge i stedet for ét af de mest liberale. I de flg. år laves lovgivningen på området gentagene gange om. Den 14. december 1994 bliver den såkaldte “bosnierlov” vedtaget i Folketinget. Loven er en del af et kompromis mellem på den ene side Venstre og Konservative og på den anden side Socialdemokratiet og de øvrige regeringspartier.

I det følgende år får ca. 10.000 opholdstilladelse, hvilket igen giver anledning til offentlige protestråb. Derfor justeres bosnierloven allerede samme år, og betyder for de bosnier, der får afslag på deres asylsag, at de vil få en såkaldt “humanitær opholdstilladelse”, hvis forholdene i hjemlandet stadig er for kaotiske. I august 1998 underkender FN en ny integrationslov, der betyder, at nye flygtninge de første tre år kun skal modtage 80% af kontanthjælpen.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her