Økonomisk Demokrati

Fagbevægelsen ønsker, at arbejderne får andel i virksomhedernes overskud og mere indflydelse på virksomhedernes ledelse. Derfor bliver debatoplægget om Økonomisk Demokrati fremlagt i 1971.
” Vi skal have ændret i fordelingen af formuer og ejendomsret”, siger hovedmanden bag oplægget.

Socialdemokraternes forslag om ØD

I 1968 nedsætter LO’s forretningsudvalg et udvalg, der har til opgave at udforme et debatoplæg om økonomisk demokrati – ØD. Oplægget skal indeholde ideer om, hvordan man øger demokratiet på arbejdspladserne og fører det videre på det økonomiske område. Det skal indeholde ideer om, hvordan man sikrer at lønmodtagerne og deres organisationer får indflydelse på ejerforholdet til virksomhederne, og hvordan virksomhedernes penge bliver forvaltet. Formand for udvalget bliver Henry Grünbaum, der tidligere har været finansminister.

Ved fremlæggelsen af debatoplægget på LO’s kongres i 1971 formulerer Grünbaum ideerne i oplægget sådan: “ØD drejer sig blandt andet om at få ændret magtstrukturene i det danske samfund. Her skal vi ikke stikke noget under stolen……. Vi skal have ændret i fordelingen af formuer og ejendomsret. men vi skal også have ændret på magtfordelingen. Ellers er det ikke ØD, der er tale om.” LO-kongressen vedtager betænkningen om ØD, der indeholder følgende hovedpunkter: ØD skal gælde for alle lønmodtagere. Der skal oprettes en central fond, lønmodtagernes udbytte- og investeringfond.

Det er en fond, hvor arbejdsgiverne efter en otteårig periode skal indbetale 5 pct. af den årlige lønsum. Bidragene til fonden skal forblive i virksomhederne som aktier eller særlig lønmodtagerkapital. Lønmodtagerne får så et certifikat, der kan indløses efter fem år, eller når man forlader arbejdsmarkedet. Lønmodtagerne skal på lige fod med andre aktionærer være repræsenteret i virksomhedens bestyrelse, alt efter hvor stor deres kapitalandel er. Der er ingen grænse for, hvor stor lønmodtagerkapitalen må blive. Det betyder at lønmodtagerne på længere sigt kan opnå flertal i virksomhedens bestyrelse.

For eller imod den centrale fond

Nogle af argumenterne for at lave en central fond er, at det ikke er alle lønmodtagere, der har mulighed for at oparbejde en kapitalandel, det vil f.eks. være svært for en række offentligt ansatte. Samtidig vil der blive meget stor forskel på lønmodtagernes indflydelse i små og store virksomheder. Det kan også være problematisk for en lille virksomhed at ophobe så meget kapital. Men Henry Grünbaums hovedargument for den centrale fond er, at den er en sikring af den enkelte lønmodtager. For hvis en virksomhed pludselig krakker, er hele den kapital, der er tilført af lønsummen, gået tabt. Desuden vil lønmodtagerkapitalen blive så stor, at det er muligt at overtage flertallet i virksomhedernes bestyrelser og dermed ændrer ved de eksisterende ejendomsforhold.

Modstanden mod en central fond er stor, og den kommer fra flere sider. Arbejdsgiverne er naturligvis ikke interesserede i udsigten til at miste den afgørende indflydelse på virksomhedernes kapital, og i at lønmodtagernes organisationer skal have en så central rolle i fondens bestyrelse. De argumenterer med at lønmodtagerne, hvis de ønsker indflydelse, også må være villige til at bære et ansvar for risikoen ved investeringer.

SF mener at fagbevægelsens indflydelse bliver alt for stor i ledelsen af en central fond, så de ønsker en mere decentral model. DKP mener at arbejderne blot kommer til at bidrage til det kapitalistiske system, og mener at der politisk skal ske en reel demokratisering af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Mange arbejdere er i begyndelsen positiv stemt overfor ØD-forslaget, men ender med hellere at ville have mere i lønningsposen end formel indflydelse på fondsmidler deponeret i en central fond.

Andre forslag om ØD

Diskussionerne om ØD er mange i starten af 1970’erne. ØD handler om en demokratisering af samfundet, og 1970’erne er en tid, hvor opgør med autoriteterne og større indflydelse til den almindelige befolkning står på dagsordenen. SF’s forslag til ØD er det der ligger nærmest på fagbevægelsens og Socialdemokratiets. Men det adskiller sig på et afgørende punkt, nemlig spørgsmålet om den centrale fond. SF mener, at den enkelte lønmodtagers indflydelse bliver begrænset, hvis lønbidragene investeres i en central fond. For her bliver det fagbevægelsens ledere, der skal tage stilling til forvaltningen af pengene, frem for en kollega fra ens egen virksomhed.
SF går ind for en decentral fondsmodel, som de mener vil styrke den enkelte lønmodtagers mulighed for indsigt og indflydelse.

Arbejdsgiverne og Industrirådet udarbejder sammen et modforslag til ØD i 1972. Selve ideen om at lønmodtagerne skal have en andel i virksomhedernes overskud er egentlig ikke så fremmed for arbejdsgiverne. Men de stejler over at pengene skal samles i en central fond, hvor arbejdernes organisationer vil få meget stor indflydelse. Det krænker den private ejendomsret.

Arbejdsgiverne og Industrirådet siger selv, at det vigtigste formål med deres modforslag er, at indgå i ØD-debatten med en konstruktiv kritik. Fra fagbevægelsens side er vurderingen af forslaget, at det udelukkende er stillet for at skabe så meget uro, at det oprindelige ØD-forslag kan blive begravet, så alt igen kan blive lige som før.

ØD afgår ved døden

I januar 1973 fremsætter den socialdemokratiske regering et lovforslag om ØD. Det er ændret på to punkter i forhold til det oprindelige forslag fra 1971. Det ene punkt er det, der handler om hvor stor lønmodtagernes kapitalandel, og dermed indflydelse i bestyrelsen, må være. I det oprindelige forslag er der ingen øvre grænse, men det er der i det fremsatte lovforslag. Det andet punkt er spørgsmålet om, hvornår den enkelte lønmodtager kan indløse sin kapitalandel. I det oprindelige forslag er det efter fem år, men i lovforslaget er perioden forlænget.

Folketingets tilhørerloger.
Folketingets tilhørerloger.

Umiddelbart ser det ud som om mulighederne for at få forslaget vedtaget er gode, for ved valget i 1971 er både Socialdemokratiet og SF blevet styrket, så det tegner til et knebent S-SF flertal. De to partier indleder forhandlinger, men der er afgørende uenigheder i spørgsmålet om den centrale fond. Samtidig er der voksende modstand blandt venstrefløjens tillidsfolk på arbejdspladserne. Der når ikke at blive taget stilling til forslaget i folketinget før sommer. ØD-forslaget bliver genfremsat i Folketingets efterårssamling, men det når ikke at blive behandlet før udskrivelsen af valget i efteråret 1973.

Det valg bliver et katastrofevalg for Socialdemokratiet, der mister 24 mandater. SF får også en markant tilbagegang på seks mandater, og dermed er muligheden for at samle flertal for ØD-forslaget ødelagt. Efterfølgende har fremsættelsen af lovforslaget ført til mange diskussioner mellem dele af fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Henry Grünbaum, som er arkitekten bag det oprindelige forslag kritiserer Anker Jørgensen for at forhaste sig. Grünbaum mener, at et så radikalt forslag, som ØD-forslaget er, kræver en lang og grundig folkelig debat, inden det bringes op i Folketinget.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her