Ungdomsoprør

I slutningen af 1960’erne opstår en ny ungdomskultur i hele den vestlige verden. De unge gør oprør mod autoriteterne. På universiteterne vil de studerende have indflydelse på undervisningen. Kvinderne vil have ligeløn og lige ret. Fagbevægelsen bliver kritiseret for at være forstenet og en del af det etablerede samfund.

Den antiautoritære bølge

I slutningen af 1950’erne er der flere eksempler på konfrontationer mellem politi og unge, der har været inde og se rock’n-roll- film eller været til rockkoncerter. En ny ungdomskultur med læderjakke, anderumper og rockmusik ser dagens lys, og både politi og forældre på den anden side af generationskløften føler sig provokeret. I starten af 1960’erne forgår en række protestmarcher mod atomvåben. I påsken 1962 samler atommarchen, der går fra Holbæk til København 25.000 deltagere. I 1964 skifter fokus og USA’s involvering i Vietnamkrigen bliver emnet for en lang række demonstrationer foran den amerikanske ambassade. Demonstranterne protesterer mod USA’s krigsførelse og flere gange udvikler de sig til konfrontationer mellem demonstranter og politi, meget voldsom i forbindelse med verdensbankmødet i 1970.

I april 1968 besætter de psykologistuderende på Københavns Universitet deres institut i protest mod professorvældet. De studerende forlanger medbestemmelse og et mere relevant fagindhold. Protesten breder sig til andre universiteter, og kravet om medbestemmelse smitter også af i gymnasiet og folkeskolen.

Der er også en række græsrods- og miljøorganisationer, der ser dagens lys i slutningen af 1960’erne. Kvinderne laver happenings og demonstrationer for ligeløn, og slumstormerne besætter saneringsmodne ejendomme. Det kulminerer i oprettelsen af Christiania i 1971. Tiden er til eksperimenter. Nogle flytter i kollektiv, og nogle stifter familie uden at gifte sig. Hippiestilen, med langt hår, cowboybukser eller orientalsk tøj og slogans som f.eks. “peace and love” er in.

Arbejderbevægelsen og ungdomsoprøret

Da ungdomsoprøret tager fart fra slutningen af 1960’erne, kommer det fuldstændig bag på den danske arbejderbevægelse. De unges oprør mod autoriteterne bliver også rettet mod fagbevægelsen eller “fagforsteningen”, som den bliver kaldt. Den er en del af det etablerede samfund, altså en af de autoriteter, der skal gøres op med.

Mange socialdemokrater sidder på borgmester- og andre ledende poster, og i den forbindelse oplever de også at komme på konfrontationskurs med f.eks. de unge slumstormere, når der skal tages beslutning om rydning af et besat hus. Grundlæggende er problemet for arbejderbevægelsen, at den ikke forstår, hvad det er, de unge vil. Da Lærlingenes- og ungarbejdernes Landsorganisation bliver dannet i 1972 sker det i overensstemmelse med den voksne del af fagbevægelsen.

Men der går ikke mange år før samarbejdet ophører, for de unge begynder at handle uden “at have spurgt om lov”, og det er mere end “den voksne” fagbevægelse kan klare. Det hænger også sammen med, at en gruppe af de aktive unge, der tilhører den politiske venstrefløj, op igennem 1970’erne beskylder Socialdemokratiet for at være klasseforrædere.

Den antiautoritære venstrefløj

Fra begyndelsen af 1970’erne begynder flere og flere unge at føle sig hjemme på den politiske venstrefløj. Der opstår en række større og mindre venstrefløjspartier af forskellig marxistisk, marxistisk- leninistisk og maoistisk observans. Det største af de nye partier er Venstresocialisterne, VS. Mange af de unge, der er politiske organiserede, arbejder også i forskellige nyopståede foreninger og bevægelser som f.eks. miljø-, freds- og kvindebevægelsen. Nogle af de nye organisationer etablerer sig med en rimeligt stram struktur f.eks. Danske Gymnasielever Sammenslutning, DGS, Landsorganisationen for elver, LOE, eller Lærlingene- og ungarbejdernes Landsorganisation, LLO.

Græsrodsinitiativer blomstrer især i miljø- og fredsbevægelsen. Her er strukturen mere flad – ideelt set har alle lige meget at skulle have sagt. Mange kunstnere føler sig tiltrukket af og etablerer sig i venstrefløjsmiljøet bl.a Fiolteatret, kunstner kollektivet Røde Mor og teatergruppen Solvognen. Fantasien og det kulturelle liv er samtidig med til at tiltrække endnu flere unge. Venstrefløjen benytter sig af forskellige aktionsformer. De laver store lærlinge- og elevdemonstrationer, støttekoncerter og film i forbindelse med arbejdskampe. der bliver lavet gadeteater og store happenings, f.eks. ved det dansk-amerikanske stævne i Rebildbakker 4.juli 1976. I protest mod USA-imperialismen sender Solvognen 100 mennesker, udklædt som indianere på heste, ned ad bakkerne for at hilse på.

Men der er også dele af venstrefløjen som hælder til de mere militante aktionsformer, det får dog aldrig samme karakter som i Tyskland med Rote Arme Fraktion. Efterhånden mister venstrefløjen sin tiltrækningskraft, fordi den stivner i intern mudderkastning og langhårede teoretiske diskussioner om, hvordan verdensrevolutionen skal gennemføres.

Weidekamp og BZ’erne

Den 14. oktober 1981 indtager en række unge brødfabrikken Rutanas gamle bygninger for at skabe sig et tag over hovedet på egne betingelser. Politiet stormer Rutana, og finder de tyve unge, siddende, syngende på gulvet. Aktionen forløber fredeligt, men er startskuddet til en lang række sammenstød mellem politiet, der på overborgmesterens foranledning, konsekvent griber ind over for husbesættelserne, og de unge BZ´ere, der konstant forsøger at fastholde deres tilstedeværelse i de besatte huse.

BZ'ere på barikaden under besættelsen af huset i Ryesgade 58.
BZ’ere på barikaden under besættelsen af huset i Ryesgade 58.

Ved rydningen af gummifabrikken Schiønning & Arvé beskyder politiet den besatte fabrik med tåregas. Det er en optrapning af situationen. Efter den dag omtaler BZ’erne politiet som “pansersvin”. På trods af konfrontationerne mellem BZ’ere og politi, har fantasien magten i BZ-bevægelsen i starten af 1980’erne. De unge BZ´ere vinder sympati i store dele af befolkningen med kreative flugtmanøvrer: De undslipper i 1983 fæstningen Allotria gennem en tyve meter lang tunnel. Da hundreder af betjente rykker ind i huset med trukne knipler, er fuglen fløjet. Men gradvist bliver de autoritære træk i bevægelsen synligere. Man isolerer sig fra beboerene i de kvarterer, hvor man besætter huse.

De spraglede hippier er blevet til sortklædte byguerillaer, der skjuler sig bag bankrøverens maske. Slaget om Ryesgade 58 bliver begyndelsen til enden for BZ´erne. I måneder forhandler BZ´erne med Ungbo om indretning af huset på de unges betingelser. Det strander på modstand fra overborgmester Egon Weidekamp. Efter en uges belejring rømmer BZ´erne huset – medbringende et arsenal af frustrationer og had. Ryesgade bliver opfattet som et tillidsbrud. Det bureaukratiske spil har oversteget BZ´ernes evner – og de intellektuelle i bevægelsen siver væk.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her