Besættelsen

Den tyske besættelse af Danmark i 1940 kommer til at betyde en forringelse i arbejdernes levevilkår. Mange danskere må tage vejen til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Arbejderbevægelsen støtter samarbejdspolitikken. DKP er aktiv i modstandsbevægelsen og får en betydelig fremgang efter krigen.

Lønstop, levevilkårene forringes

Efter besættelsen den 9. april 1940 opstår der problemer med afsætningen af landbrugsvarer og prisforholdet mellem eks- og import, dels med bekæmpelse af inflationen og fordelingen af den forventede fattigdom og ekstra sociale skævhed. Den engelske import af danske landbrugsvarer stopper, men bliver i nogen grad erstattet af tysk efterspørgsel. Med svindende varebeholdninger og stærkt stigende seddelomløb frygter regeringen en galopperende inflation og dermed omfattende prisstigninger. Det bliver forhindret ved at gribe ind med prisreguleringer og omfattende rationeringer af forbruget.

Smør-rationeringsmærker
Smør-rationeringsmærker.

Den danske befolkning må sige farvel til nogle af tilværelsens behageligheder, kaffe, the, chokolade, tobak og benzin. Tekstilindustrien mangler råstoffer, tøjet er af ringe kvalitet. Det er ikke til at opdrive cykeldæk, og det kniber med brændsel. Togtrafikken er skåret ned, og gas- og elektricitetsforbruget rationeres. Fra maj 1940 og resten af krigen bliver lønspørgsmålet afgjort af et uvildigt nævn, der principielt kun tager samfundsøkonomiske hensyn. Der gennemføres lønstop med tilbagevirkende kraft fra januar og en ophævelse af dyrtidsreguleringen fra 1939.

Der skal nogle vanskelige politiske forhandlinger, der er ved at sprænge regeringen, til, før forliget mellem partierne er i hus. “Maj-kriseforliget” medfører et reallønsfald på omtrent 20% i løbet af de første to år, og der bliver ved samme lejlighed gennemført forbud mod strejker. Fagbevægelsen affinder sig med indgrebene, for at sikre at regeringen ikke bliver sprængt, et forhold de vurderer vil værre et endnu større anslag mod arbejdernes velfærd.

Tysklandsarbejderne

Når arbejderbevægelsen accepterer de mange omfattende lovindgreb, sker det bl.a. pga. den store arbejdsløshed det første krigsår – næsten 25% af alle lønmodtagere er uden beskæftigelse. Men allerede i 1941 falder arbejdsløshedsprocenten til 11,1% og 1944 er den på 4,6%. Det er i høj grad besættelsesmagtens anvendelse af dansk arbejdskraft til de mange forsvarsanlæg, der bevirker at arbejdsløshedsprocenten falder i denne periode. Allerede i sommeren 1940 stiller tyskerne krav om, at 6.000 danske arbejdere skal rejse til Tyskland for at arbejde med kulleverancer.

Men antallet af danske arbejdere som tyskerne ønsker stiger meget hurtigt, så der i vinteren 1940 er omtrent 25.000 danske arbejdere i Tyskland. Der er ikke tale om en tvangsudskrivning, men med arbejdsløsheden som alternativ, melder danske arbejdere sig selv i tilstrækkelig stor grad til at tilfredsstille tyskernes ønsker. Ligesom de danske myndigheder lægger pres på arbejderne ved at nægte dem understøttelse, såfremt de ikke tager af sted.

Op imod 50.000 danskere tager arbejde i Tyskland eller for tyskerne i Norge eller ved værnemagtarbejder i Danmark, hvor tyskerne bygger omfattende bunkere langs den jyske vestkyst. Der bliver indført arbejdskort for at forhindre misbrug af arbejdsløshedsunderstøttelsen, og stavnsbåndslignende forhold bliver genindført for landbrugsarbejderne, hvilket skaber stor frustration og irritation.

De Samvirkende under besættelsen

Med besættelsen i 1940 forstærkes det tætte forhold mellem parti og fagbevægelse. For arbejderbevægelsen er det afgørende vigtigt, at beskytte organisationerne og bevare produktionsapparatet intakt. Arbejderbevægelsen som helhed står fra begyndelsen bag samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt, da de er af den opfattelse, at det er i arbejderklassens interesse, at holde den materielle produktion i gang.

I dele af Socialdemokratiet er der derimod visse anfægtelser, der i nogle tilfælde betyder en direkte tilnærmelse til modstandsbevægelsen. Formanden for De sammenvirkende Fagforbund, Laurits Hansen, taler i radioen den 1. maj 1940, hvor han opfordrer til loyalt samarbejde med samarbejdsregeringen for at sikre en fornuftig nationaløkonomi. Nogen finder, at Laurits Hansen går for vidt således er arbejdsmændenes formand, Axel Olsen, meget kritisk over for talen. Ikke så meget pga. af det omfattende samarbejde, som i sidste ende tjener tyskernes interesser, men nærmere fordi, at talen giver det indtryk, at arbejderne på forhånd giver efter for kravet om lønregulering.

Efter krigens afslutning finder et voldsomt internt opgør sted i De samvirkende Fagforbund, om hvorvidt nogle af lederne af De sammenvirkende Fagforbund har været for samarbejdsvillige i forhold til tyskernes interesser. Socialdemokratiet nedsætter i 1945 en æresret, der skal undersøge enkelte medlemmers forhold til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Laurits Hansen er en af dem, der bliver efterforsket og stærkt kritiseret. Han bliver afsat, ekskluderet af Socialdemokratiet og ender sine dage som billetkontrollør i Idrætsparken.

DKPs fremgang

Ved besættelsens start er kommunisternes stjerne hos den danske befolkning ikke særlig stor, bl.a. pga. Nazi-Tyskland og Sovjetunionen har indgået en ikke-angrebspagt i 1939. Men da tyskerne i sommeren 1941 arresterer et par hundrede danske kommunister, der i blandt et folketingsmedlem, stiger sympatien for kommunisterne.

Tegning fra den nu forsvundne illegale bombemanual fra besættelsen
Tegning fra den nu forsvundne illegale bombemanual fra besættelsen.

Men afgørende for befolkningens voksende sympati overfor kommunisterne er deres andel i modstandskampen mod tyskerne: Kommunisternes modstandsorganisation, BOPA, er sammen med den borgerlige modstandsbevægelse, Holger Danske, den centrale drivkraft i sabotagehandlinger rundt om i landet. DKP er også en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Frihedsrådet og kommunisterne spiller en væsentlig rolle under det folkelige august-oprøret i 1943. DKP kan i denne periode gøre Socialdemokratiet rangen stridig som arbejderklassens egentlige ledelse.

Socialdemokraterne repræsenter samarbejdspolitikken, hvor kommunisterne i deres illegalitet symboliserer frihedskampen mod nazisterne. Som eksempel på kampen for national selvbestemmelse og for demokrati har DKP placeret sig selv centralt på den danske politiske scene. Partiet er blevet en magtfaktor, som nødvendigvis må medtænkes i en regeringsløsning efter krigen. Dette er en helt ny situation for det lille marginale oppositionsparti.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her