Fagbevægelsen grundlægges

Fra arbejderbevægelsens start i 1871 sendes agitatorer rundt i landet for at hverve nye medlemmer. Det er et hård job og betyder ofte, at de bliver udelukket fra at få arbejde indenfor deres fag. Det er også svært at finde lokaler at samles i. Derfor bygger arbejderbevægelsen Folkets Hus i København i 1879. Snart har alle større byer i Danmark et Folkets Hus.

Rejseagitatorer

Lige siden Pio i 1871 sendte det første nummer af Socialistiske Blade på gaden, har arbejderbevægelsen haft tradition for skriftlig agitation gennem aviser og fagblade. Men i fagbevægelsens spæde start, er det den personlige agitation, der er afgørende for, at flere og flere slutter op om bevægelsen. Kun 14 dage efter Pio, Brix og Geleff stifter Den Internationale Arbeiderforening for Danmark, bliver Geleff sendt til Jylland for at agitere for oprettelsen af lokale foreninger i provinsen.

I 1878 bliver Socialdemokratisk Forbund dannet, og formelt er parti og fagbevægelse nu adskilt, men de næste 20 år er det de samme personer, der virker begge steder. Det nye politiske parti starter en omfattende agitationskampagne, hvor udvalgte mænd bliver sendt rundt i hele landet, for at tale ved møder i både store og små forsamlinger. At være rejseagitator er et fuldtidsjob. Det er helt almindeligt at den tid, hvor agitatoren ikke deltager i møder, bliver brugt som journalist ved Social-Demokraten eller andre af partiets lokale aviser.

A.C. Meyer er kun midt i 20’erne, da han af P. Knudsen bliver sendt af sted på sin første agitationsrejse. Han har både kone og barn på det tidspunkt, men de unge medlemmer af den nye bevægelse er nogle rigtige ildsjæle. Efter Hørdum og Holm som de første socialdemokrater er valgt til rigsdagen, er der stor efterspørgelse på talere til møderne. Efter et møde skal taleren kort telegrafere hjem til partiet om dets fremgang. En anden stor socialdemokratisk agitator er Borgbjerg. I 1892, 26 år gammel, tager han på agitationsturne, specielt for at organisere folk på landet. Hvis der ikke er penge til toget, må han gå fra by til by. Hans navn bliver kendt i hele landet, og samme år vælges han ind i partiets ledelse.

Aktive Agitatorer sortlistes

Det er helt almindeligt, at de fagligt aktive, lederne og dem der forsøger at skaffe nye medlemmer til fagforeningen, bliver fyret fra arbejdspladsen. For nogle folk bliver det meget svært at få arbejde andre steder, fordi mestrene taler sammen, og de vil ikke have “de røde” inden for dørene. I 1891 bliver Guld- sølv- og elektropletarbejdernes Fagforening stiftet. Kassereren i foreningen beskriver i sine erindringer, hvor svært det er at danne den, fordi gulsmedene betragter sig som for fine til at være organiserede.

En dag beder han om fri til at gå til begravelse. Han får lov at tage en halv dag fri, men kommer lidt for sent tilbage. Mesteren trækker fagforeningskassereren for en hel dags løn, men da han protesterer, bliver han fyret. Han får arbejde på et andet værksted, men bliver fyret efter 1/2 års tid, fordi den nye mester har hørt, at han er en af de røde. Det går op for ham, at han er kommet på den sorte tavle i Guldsmedelauget, en tavle hvor de aktive fagforeningsfolk er skrevet op.

Det samme sker for de andre af fagforeningens bestyrelsesmedlemmer, så efterhånden bliver de nødt til at flytte til provinsen for at få arbejde, hvor de ikke er kendt blandt mestrene. De andre medlemmer af fagforeningen vil ikke overtage pladserne i ledelsen, efter de har set, hvad der er sket med den første bestyrelse. Det betyder at fagforeningen stort set ikke eksisterer mere, og i hvertfald de næste par år er i dvale.

Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade i København

Umiddelbart efter stiftelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark begynder regering og politi en systematisk forfølgelse af foreningen. Det er stort set umuligt at leje mødelokaler, for dem, der lejer ud til arbejdernes møder, får ofte frataget deres bevilling. Internationalen nedsætter en byggekomite, der får til opgave at skaffe penge til, at arbejderne i første omgang kan købe en byggegrund. Pengene bliver skaffet ved salg af interimsbeviser, der er en ti-kronesaktie. De fleste betaler 1 krone hver torsdag, til en indsamler fra fagforeningen.

I 1876 er pengene til grunden, i Rømersgade i København i et pænt borgerkvarter, fremskaffet. I oktober 1878 er der skaffet midler nok til byggematerialer, så byggeriet kan gå i gang. Arbejdet foregår mest om søndagen med frivillig arbejdskraft, men det går hurtigt og allerede et halvt år senere står Folkets Hus klar til brug. Den 23. april 1879 bliver festsalen indviet med en maskerade, men festen er knap nok forbi, før politiet møder frem med klager over larm. Bygningen rummer ud over den store sal, mindre mødelokaler, kontorer, enkelte funktionærboliger og en restaurant.

Salen bliver centrum for en stor del af arbejderbevægelsens aktiviteter. Det er her forhandlingerne under storlockouten i 1899 foregår, og det er her De Samvirkende Fagforbund, det der i dag hedder LO, bliver dannet. Salen er også ramme for store fester bl.a. da Hørdum og Holm bliver valgt til Rigsdagen i 1884, og der er mange, der møder deres kæreste til et bal i Rømersgade. I huset holder fagforeninger og Social-Demokraten til, og flere af arbejderbevægelsens ledere er blevet fulgt til graven derfra. I dag bliver bygningerne brugt af Arbejdermuseet.

Arbejdernes internationale kampdag – 1.maj

I 1889 afholder 2. Internationale sin stiftende kongres I Paris. På kongressen er der repræsentanter fra en lang række lande i Europa og Amerika. Den vigtigste beslutning på kongressen bliver, at gøre 1. maj til en international demonstrations- og festdag, en dag hvor arbejdere i alle lande skal stille krav om forbedring af deres sociale og økonomiske levevilkår. Grunden til at valget af dag lige falder på 1. maj er, at de amerikanske arbejdere allerede før kongressen har besluttet det. 1. maj 1890 er en helt speciel dag i den internationale arbejderbevægelses historie, for da er det første gang arbejdere verden over går på gaden.

Banner fra maj-demonstrationer for otte timers arbejdsdag
Banner fra maj-demonstrationer for otte timers arbejdsdag.

I København forbyder politiet at arbejderne går i procession gennem gaderne, så 1. maj mødes de på Fælleden. Politiet har indkaldt forstærkning fra gendarmerne på Sjælland, for de kan godt huske, hvordan det gik 18 år tidligere under “Slaget på Fælleden”. På trods af at mange er blevet truet med fyring, hvis de deltager, møder 50.000 mennesker op på Fælleden. På B&W er stemningen lidt vaklende, for er en demonstration nu noget at ofre en dagløn for? Men da firmaet slår plakater op på hele værftet, der truer med afskedigelse, hvis man deltager 1. maj, betyder det, at ikke en eneste møder på arbejde på dagen.

På Fælleden er der taler af P. Knudsen og Jens Jensen og folk synger en sang om 8 timers dagen, som A.C. Meyer har skrevet til lejligheden. I Danmark forløber dagen roligt, men i andre lande udvikler den sig til regulære kampe, hvor blodet flyder i gaderne. Store dele af fagbevægelsen får gennem overenskomstforhandlinger indført, at de har krav på at have fri 1. maj. Helt frem til 1920 bliver den vigtigste parole på 1. maj kampen for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her