Kvinderne på arbejdsmarkedet

De første fagforeninger i Danmark betragter kvinder som løntrykkere, der ikke burde findes på arbejdsmarkedet. Men efterhånden indser de, at også kvinderne bør organiseres. Kvindeligt Arbejderforbund ser dagen lys i 1885. I 1899 danner Marie Christensen Tjenestepigeforeningen. Og i 1915 får kvinderne endelig stemmeret.

Kvindeligt Arbejderforbund

Omkring år 1900 arbejder ca. 30.000 kvinder indenfor industri, handel og transport. Flertallet af kvinderne er uorganiserede. Hovedparten af de organiserede kvinder kommer fra den københavnske industri. Organisationsprocenten for kvinder er på ca. 30 pct. En lang række kvinder arbejder hjemme f.eks. syersker, og de er nærmest umulige at få med i organisationerne. De første fagforeninger i Danmark modarbejder kvinderne af frygt for, at arbejdsgiverne vil ansætte dem som billig arbejdskraft og at kvinderne vil fungere som strejkebrydere.

For mange arbejderkvinder er deres første møde med fagbevægelsen en blandet fornøjelse. I nogle brancher forsøger man at lave egentlige kvindefagforeninger, men de har som oftest kun en kort levetid. I andre fag som f.eks. tobaksarbejderne og skrædderne bliver kvinderne optaget i samme fagforening som mændene, og det er de fag, der har den højeste organisationsprocent. I 1885 bliver Foreningen for Vadske og Rengøringskoner stiftet. Året efter skifter den navn til Kvindeligt Arbejderforbund. Foreningen er en ren kvindeforening, hvor Olivia Nielsen er formand. Foreningen har det hårdt, men i 1901 bliver Kvindeligt Arbejderforbund, det der i dag hedder KAD, landsdækkende, og de bliver især støttet af Dansk Arbejdsmand Forbund.

Et af KAD’s hovedproblemer er, at manden regnes for hovedforsørgeren på arbejdsmarkedet, og derfor ses kvindens løn kun som en ekstraindtægt. Hun behøver ikke tjene så meget som manden, men det er en svøbe især for ugifte kvinder eller enker, og der er mange af dem f.eks. i 1906, hvor det gælder for 70 pct. af samtlige kvindelige arbejdere. Det er en af grundene til at arbejderkvindernes kamp kommer til at dreje sig om lige løn for lige arbejde. Den manglende ligestilling betyder også, at først i 1963 bliver Ella Jensen, som den første kvinde valgt til formand i et forbund, der både organiserer mænd og kvinder.

Tjenestepiger og tyende

Tyendet på landet lever under barske vilkår. Mange af dem har levet en slavelignende tilværelse på landet. Arbejdstiden for en pige på landet i 1870’erne er ofte mellem 17 og 18 timer, og det er husbond og madmor, der suverænt bestemmer arbejdsdagens længde og indhold, men som minimum skal pigen stå for bondens 5-6 daglige måltider. Pigerne på landet deler tit seng med hinanden og rotterne i et usselt hummer i stalden. Det er husbond der bestemmer lønnen, og det er ham der skriver i skudsmålsbogen, som alle der er ude at tjene skal have. Derfor gælder det om at makke ret og lade være med at stille krav, ellers bliver det svært at finde en anden plads.

En del af forklaringen på, at pigerne finder sig i forholdene er, at det dels kræver overskud at gøre op med det liv de bliver budt, dels at fremtidsdrømmen for dem, handler om selv, som kone til en gårdejer, at skulle stå for en større husholdning. Omkring 1900 er der ca. 24.000 tjenestepiger i København, og det er dermed et af de største kvindeerhverv. Det er primært de indvandrede piger fra landet, der bliver tjenestepiger. De er mere villige til at indordne sig under herskabernes krav om arbejde og lydighed.

De unge piger fra byerne søger arbejde i industrien, hvor de på trods af hårdt arbejde, får en bedre løn og fast arbejdstid. Tjenestepigerne i byerne arbejder dagligt mellem 12 og 14 timer. Mange af pigerne bor på loftskamre uden vindue, hvor der, også i byerne, er så koldt, at der er is på vandet i vaskefadet om vinteren. Tjenestepigerne er omfattet af tyendeloven, der giver husbond eller herskab hånd- og halsret over deres folk, og som slår fast, at de ikke har stemmeret. Tyendeloven er forhadt blandt tyendet, fordi den fastholder dem i et fæstelignende forhold, uden nogen form for rettigheder.

Tjenestepigeforeningen dannes

Som 16-årig kommer Marie Christensen ud at tjene hos en lægefamilie i Frederiksværk. Forholdene i pladsen er dårlige. Marie får senere flere af den slags pladser, men selv efter at hun flytter ind til København for at prøve lykken, viser tjenestepigernes forhold sig at være elendige. Først efter hun endelig finder en ordentlig plads, får hun overskud til at tænke over sin egen og andre tjenestepigers situation. Det, der får dråben til at flyde over for Marie Christensen er, at hun i en avisartikel læser, at langt de fleste prostituerede i København er tidligere tjenestepiger.

15. november 1899 indbyder Marie Christensen til møde i Gothersgade, men selvom hun har delt 200 invitationer ud, møder der kun ca. 30 mennesker op. Hun holder en flammende tale, hvor hun gør rede for tjenestepigernes forhold og kommer med bud på, hvad der skal gøres for at forbedre forholdene. Arbejdstiden skal forkortes, man skal have fast fridag, ordentlig kost, rimelige værelser, ret til uddannelse og højere løn. Tjenestepigerne og tyendet har ingen tradition for at organisere sig, og på grund af deres dårlige arbejdsforhold er overskuddet meget lille.

Det lykkes alligevel at stifte Københavns Tjenestepige Forening, med Marie Christensen som dens første formand. Foreningen har en vis opbakning blandt borgerskabets fruer, men det er først da tjenestepigeforeningen kaster sig over arbejdet mod tyendeloven, den kommer i kontakt med fagbevægelsen. I 1904 bliver tjenestepigeforeningen landsdækkende, og samme år kommer Marie Christensen bl.a. sammen med Peter Sabroe og M.C. Lyngsie med i Tyendekommisionen, der skal revidere tyendeloven. Først i 1921 bliver tyendeloven erstattet med medhjælperloven.

Kvinderne får stemmeret

Omkring 1900 har arbejderne organiseret sig og fagbevægelsens situation er stabiliseret i Danmark. Socialdemokratiet er repræsenteret i Landsting, Rigsdag og i kommunale bestyrelser. Spørgsmålet om kvinders ret til at stemme har ikke beskæftiget parti og fagbevægelse. Debatten er op gennem 1880’erne og 90’erne blevet ført af en række kvindeforeninger. I 1903 får kvinderne valgret til menighedsrådene, men der er lang vej til at valgretten også gælder ved egentlige politiske valg. I 1904 dannes Politisk Kvindeforening i København, med valgretsspørgsmålet på programmet.

Lignende initiativer opstår rundt om i landet, og i 1907 bliver de sluttet sammen til Landsforbundet for Kvinders Valgret, mest præget af kvinder fra Det radikale Venstre. Samme år danner kvinder fra arbejderbevægelsen en valgretsforening, men den bliver ikke anerkendt af partiet, fordi holdningen er, at kvinder og mænd skal kæmpe sammen. I 1908 får kvinderne valgret til kommunale råd, og de følgende år får de plads i kommunalbestyrelserne. Først med den nye grundlov 5. juni 1915, hvor kvinderne får valgret til Rigsdagens to ting, opnår de danske kvinder formel politisk ligestilling.

Det bliver fejret med et stort grundlovsoptog, hvor over 20.000 kvinder går til kongen, for at takke ham for hans underskrift. Mændene i Socialdemokratiet mener ikke, at kvinderne har noget at takke kongen for, så partiets kvinder bliver beordret til festmøde i Søndermarken. Men mødet slutter tids nok til, at de også kan nå at deltage i optoget til kongen. Christian 10. mener nu stadigvæk at kvindernes plads er i hjemmet “Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes, thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark.”