Landarbejderne

Omkring år 1900 er landarbejderne en af de største og mest undertrykte grupper af arbejdere. Først i 1907 danner Carl Westergaard et forbund for landarbejdere. Forbundet er aktivt i kampen for at afskaffe den forhadte tyendelov. Men i 1934 kan landarbejderforbundet ikke længere klare sig alene og det lægges sammen med arbejdsmandsforbundet.

Landarbejdernes Forhold

I 1901 er Danmarks befolkning på ca. 2.5 millioner mennesker, og heraf bor over en million på landet. Langt de fleste af dem er mindre husmænd, landarbejdere og tjenestefolk. Mange ejer ingen jord selv, men må leve af at sælge deres arbejdskraft til bønderne, og børnene følger med som gratis ekstrahjælp. Landarbejderne og tyendet tilhører den absolutte underklasse. Flertallet af husmændene lever omkring eksistensminimum, og mange drager ind til byerne eller emigrer til Amerika i håb om at finde en bedre tilværelse der.

Udvandringen til Amerika udgør ca. 10 pct af Danmarks befolkning, og de fleste af udvandrerne kommer fra landet. Manglen på arbejdskraft bliver så stor, at det er nødvendigt at hente folk fra især Sverige og Polen, hvor forholdene er endnu værre end i Danmark. Manglen på arbejdskraft stiller de tilbageblevne bedre, men deres forhold er langt fra gode. Tyende og tjenestefolk må bo i de usle, halvrådne kamre i stalden sammen med dyrene. Det er almindeligt at pigerne på gården deles om en halmseng, hvor rotterne også holder til. Folkene må vaske sig i det kolde vand ved pumpen, og kosten er tit elendig.

Arbejdstiden er ikke fast, og arbejdsgiveren råder over arbejdskraften døgnet rundt. Tyendet er underlagt tyendeloven fra 1854, der giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 og drengene indtil de fylder 18 år. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret. Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til, at give den ansatte en udtalelse i skudsmålsbogen, hvis han eller hun skifter plads. Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.

Landarbejderforbundet dannes

Landarbejder og tyende lever og arbejder spredt, og deres ringe arbejdsforhold og ofte mangelfulde skolegang gør, at bare tanken om at organisere sig ligger fjernt for de fleste. En stor del af tyendet ser også deres status som et nødvendigt skridt i den retning, der forhåbentligt skal føre til, at de får deres egen gård eller hus. Derfor er der heller ikke mange af dem, som opfatter sig som arbejdere ligesom f.eks. daglejerne. De få forsøg på at organisere landarbejderne og tyendet i 1800 tallet er ikke helhjertede og karakteriserede ved at initiativerne kommer fra folk, der ikke selv er en del af landarbejderklassen.

I 1906 modtager de samvirkende Fagforbund DsF et brev fra en ung mand, Carl Westergaard, der selv er husmandssøn og har arbejdet som landarbejder. På Askov højskole i 1905 deltager han i debatten om landarbejdernes og tyendets forhold, og det får ham til at tilbyde DsF sin assistance i organiseringen af landarbejderne. Carl Westergaards eget brev bliver fulgt op af et brev fra Jeppe Aakjær, som anbefaler DsF at støtte Westergaards arbejde. Han får 200 kr. af DsF til sit agitationsarbejde, og i 1907 bliver Tyendeforbundet stiftet på et møde i Odense.

Første nr. af Tyendebladet
Første nr. af Tyendebladet.

Ildsjælen Carl Westergaard vælges både til formand, kasserer og redaktør af Tyendebladet. På trods af ihærdighed får forbundet kun 1000 medlemmer det første år, men allerede året efter er tallet fordoblet. Tyendeforbundet ønsker ikke at binde sig til Socialdemokratiet, men at have kontakter flere steder f.eks. Det radikale Venstre. Rundt omkring i de lokale afdelinger er det Socialdemokratiet og Dansk Arbejdsmands Forbund, der bakker op om aktiviteterne og giver økonomisk støtte, når det er nødvendigt.

Konflikterne mellem forbundet og Carl Westergaard

Jeppe Aakjær anbefaler DsF, at støtte Carl Westergaard i hans bestræbelser på at danne et landarbejderforbund. I sin anbefaling slår Aakjær på, at Westergaard er husmandssøn, at han selv har arbejdet på landet og derfor kender forholdene, og at han har initiativ og lyst til arbejdet. Derefter fortsætter Aakjær med opfordringen til at bruge den unge Westeregaard uden på forhånd at skulle være: “alt for nøjeregnende (med) at undersøge, om han nu også kan pløje lige – en kunst man dog først nemmer ved øvelsen.”

Men Westergaard har svært ved at pløje lige. Han følger ikke bare DsF og partiets retningslinjer, men bevæger sig ideologisk rundt mellem socialdemokrater, folk fra Det radikale Venstre, kristeligt sociale m.m. Han har heller ikke den store ordenssans, og han kan ikke administrere pengesager, så han får mange modstandere i forbundet og i DsF. Men Carl Westergaard er en dygtig og flammende agitator, der også i sit arbejde med Tyendebladet gør, hvad han kan for at indgyde landarbejder og tyende selvrespekt og klassebevidsthed. Men organiseringen af arbejderne på landet går ikke så hurtigt.

På Kongressen i 1909 bliver Carl Westergaard vraget som formand, men han fortsætter som agitator – det han i virkeligheden er bedst til. Der opstår uenigheder i Tyendeforbundet om organisatoriske forhold og tilknytningen til Socialdemokratiet og resten af fagbevægelsen. Det fører til at forbundet bliver splittet, og der i tiden efter i praksis fungerer to foreninger, der henholdsvis knytter sig til de radikale og Socialdemokratiet. Ingen af foreningerne har særlig stor gennemslagskraft, og forsøget på at organisere landarbejdere og tyende er lige ved at strande.

Landarbejderne slåes sammen med arbejdsmændene

I årene efter splittelsen af Tyendeforbundet bliver der gjort forsøg på at forlige de to forbund. I 1912 udarbejder M.C.Lyngsie, der er formand for Dansk Arbejdsmandsforbund et forslag til, hvordan man kan samle de to rivaliserende forbund og få dem til at samarbejde. Det lykkes ikke i første omgang, men i 1915 bliver der afholdt en kongres, som Stauning leder, og det bliver besluttet at slå de to forbund sammen til et. Det nye forbund kommer til at hedde Landarbejderforbundet, og det følger den socialdemokratiske vej.

Arbejdsmændenes Fagforenings fane fra Tielst og omegn fra 1896
Arbejdsmændenes Fagforenings fane fra Tielst og omegn fra 1896.

Nu begynder der en strid om, hvem Landarbejderforbundet må organisere. Er forbundet kun for tyende og daglejere, eller skal det organisere alle, der arbejder på landet? For at undgå grænsekonflikter mellem Landarbejderforbundet og Dansk Arbejdsmands Forbund DAF, foreslår Lyngsie, en sammenlægning. Men Socialdemokratiet er imod, fordi de mener at kampen for at få fjernet tyendeloven bedst kan føres, hvis tyendet og daglejerne har deres egen organisation. DsF støtter den holdning med argumentet om, at Landarbejderforbundet så også kan organisere kvindelige medlemmer, hvilket ikke kan lade sig gøre i DAF.

Det argument er der ikke så meget gods i, for selv om Landarbejderforbundet forbliver selvstændigt og øger medlemstilgangen fra 19.819 medlemmer i 1918 til 28.169 i 1934, er kun 128 af dem kvinder. I 1934 bliver Landarbejderforbundet slået sammen med DAF, der som de ufaglærtes forbund nu også organiserer de dårligst stillede: Landarbejderne, for hvem dét at melde sig i fagforening kan betyde fyring langt op i 1930’erne, fortæller landarbejder Helga Schou.