Kampen om børnenes tid

I løbet af 1890’erne kan man konstatere, at antallet af arbejdende skolebørn er voldsomt stigende, især i København. Og det er specielt drenge fra fattig- og halvdagsskolerne, der tegner sig for stigningen. Derfor er lærerne specielt i København og de større købstæder, der er foruroliget over stigningen i børnenes arbejdstid.

Børnemisbrug

I 1898-99 begynder der for første gang at blive talt om, at der bør laves lovindgreb overfor arbejde i andre erhverv end fabrikkerne. I løbet af 1890’erne kan man konstatere, at antallet af arbejdende skolebørn er voldsomt stigende, især i København. Og det er specielt drenge fra fattig- og halvdagsskolerne, hvor skoletiden er lagt til rette, så der er tid til at arbejde, der tegner sig for stigningen.

Det er lærerne, specielt i København og de andre større købstæder, der er foruroliget over stigningen i børnenes arbejdstid, og i 1907 udgiver kommunelærer Millschou Christensen fra Vejle pamfletten “Børnemisbrug – et indlæg til forsvar for vore smaa lønarbejdere”. Han mener at børnene bliver pålagt så mange byrder i forbindelse med lønarbejde, skoletid og lektielæsning, at de aldrig får tid tilovers : “til at spise, til at sove, til Vækst, til Hvile, til ret til at leve, til at være sig selv.” De folk, som mener at det er forældrenes opgave, at sørge for at børnene ikke bliver overbebyrdede, bliver sat på plads med argumenter om, at børnenes løn er nødvendig for familierne, og at forældrenes egen baggrund ikke levner dem mulighed for at handle anderledes, end de selv har været vant til.

Millschou Christensen mener, at skolens brug af eftersidninger er forkastelig, fordi det går ud over den, ofte korte, pause børnene har inden de skal på arbejde. En pause, hvor de skal have tid til at spise og hvile. I pamfletten fremhæver han, at det er forkasteligt at arbejde og skole disponerer over ca. 50-75 pct. af barnets dag, uden at staten griber ind. Millschou Christensen opstiller selv otte punkter, som et bud på en overgangsordning , der er kontrolleret af skolen, indtil staten får udarbejdet et egentligt lovsæt.

Fagbevægelsen og børnearbejdet

Fra fagbevægelsens start i Danmark i 1871, har den været mod børnearbejde. I Socialistiske Blade II kræver Louis Pio bedre forhold for børnene: ” fastsættelsen af en Normal- Arbejdstid, som ikke maa overskrides under noget som helst paaskud, Forbud imod Søndagsarbejde, Indskrænkning af Kvindernes og Ophør af Børnenes Arbejde i Fabriker eller lignende steder.” Og der findes andre eksempler på, hvordan fagbevægelsen kører sager om børn, der er blevet skadede og kommet ud for ulykker, fordi de har haft et arbejde.

Der bliver lavet flere artikler i Social-Demokraten, der tager udgangspunkt i konkrete sager, hvor børn på fabrikker arbejder under meget dårlige forhold og bliver syge af det og i de værste tilfælde dør. Peter Sabroe er en af dem, der kæmper for de børn, der bliver udnyttet og misbrugt til det hårde fysiske arbejde på landet. I spørgsmålet om børns arbejdsforhold er fagbevægelsens bedste allierede, lærerne og med en række læger. Men fagbevægelsens modvilje mod børnearbejde er ikke kun hægtet op på hensynet til børnenes sundhed. Børnearbejderne er også billig arbejdskraft, og mange i fagbevægelsen ser børnene, og kvinderne som potentielle løntrykkere.

Men modstanden mod indgreb overfor børnearbejdet er hård. Bønderne, som er repræsenteret af Venstre, er en meget stærk pressionsgruppe, og de er meget afhængige af børnenes arbejdskraft. Fabrikanterne truer med at fabrikker må lukke, hvis de ikke længere kan ansætte børn. Men også forældrene, der er afhængige af børnenes indtægter, stejler. Større søskende skaffer yngre søskende arbejde, og børn, der har fået en eftersidning bliver hentet af forældrene i skolen, så børnene kan passe deres arbejde.

Skolen i byerne

Stort set alle børn har gået i skole i 1800- tallet, og fra 1814 er 7 års undervisningspligt blevet lovbestemt. Men børnenes oplevelser og erfaringer fra skoletiden er vidt forskellige, og forskellen på landsbyskolen og skolen i byen er meget fremtrædende. På landet går piger og drenge i samme klasse, men i byerne er det mest almindeligt at de bliver delt. Der er mange flere private betalingsskoler i byerne end på landet, og det betyder at de sociale forskelle i byerne bliver meget tydelige. For det er kun de mere velstillede forældres børn, der går i de private skoler, hvor undervisningen er bedre og undervisningstiden længere.

I de betalingsfrie skoler er der også meget mere pjækkeri, og det hænger sammen med at mange af børnene må arbejde ved siden af skolen, for at hjælpe med at tjene penge til familien. Der er mange, der kan fortælle om, hvordan de har fået tæsk af læreren når de er faldet i søvn i timerne, fordi de har været på arbejde fra tidligt om morgenen før de skal møde i skole. Og selvom forældrene selv tæsker børnene, fører tæsk i skolen ofte til konfrontationer mellem arbejderbørnenes forældre og lærerne. Nogle lærere opfatter arbejderbørnene som problematiske, og det er først langt oppe i 1900-tallet, at lærerne ikke længere betragter spanskrøret som et nødvendigt led i opdragelsen.

Med skoleloven i 1899 bliver klassekvotienten for børnene i byerne 35 elever pr. klasse, på landet er den 37. Fattige børn kan få gratis bøger, og der indføres nye fag som sløjd, fysik, husgerning og gymnastik, og i byerne skal børnene også lære matematik og moderne sprog. I landsbyskolen er det almindeligt, at der er to eller kun meget få klasser fordi, der kun er en lærer, men i byerne er børnene delt op efter alder og klassetrin.

Skoledagen forlænges

Omkring 1890 arbejder en stor del af børnene ved siden af at de går i skole. På landet arbejder børnene tit i landbruget eller hos private familier med at gøre rent og passe børn. Den slags arbejde bliver opfattet som lærerigt og nyttigt. Men i byen arbejder en stor gruppe børn på fabrik eller som mælkedrenge, og mange lærere opfatter eleverne som problemskabere. For mange pjækker for at passe arbejdet, eller falder i søvn i timerne, fordi de har været på arbejde før skoletid.

Fra deltids- til heldagsskole.
Fra deltids- til heldagsskole.

Mange af børnene deltager i strejker på deres arbejdspladser, og lærerne mener, at det gør eleverne genstridige og oprørske. Andre, mere moderne lærere, forsøger at forstå, hvorfor børnene opfører sig som de gør, og søger nye veje i det pædagogiske arbejde. En fortaler for det synspunkt er debattøren Kristian Kroman. Han mener at børnene ikke bare skal huske udenad men lære at tænke selv, og at børns naturlige lyst til aktivitet ikke skal bruges på børnearbejde men på leg, gymnastik og idræt. Fælles for lærerne i København og på Frederiksberg og de større købstæder er, at de opfatter skoletiden som det vigtigste i et barns liv, og arbejdstiden som noget sekundært.

Skoledagen bliver forlænget for at indskrænke børnenes muligheder for at arbejde. Før har den været indrettet efter børnenes arbejde, delt op i to hold, et om formiddagen og et om eftermiddagen. Men i 1911 bliver heldagsskolen indført på Frederiksberg. Mange familier flytter over kommunegrænsen til København, så børnene stadig kan have et arbejde og gå i skole, men fra 1918 er heldagsskolen også en realitet i København. Mange købstæder følger efter, mens undervisningstiden på landet stadig er planlagt efter behovet for hjælp på gårdene. Først med skoleloven i 1958 indføres heldagsskolen i hele Danmark.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her