Besættelse og Samarbejdspolitik

Da Danmark bliver besat af Tyskland i 1940 danner partierne i Folketinget – dog uden DKP – en samlingsregering der skal samarbejde med besættelsesmagten. Befolkningen slutter i de første år op om samarbejdspolitikken. Men senere bliver DKP en ledende kraft i modstandskampen og de folkelige protester, der fører til samarbejdspolitikkens sammenbrud.

Samlingsregering

9. april 1940 bliver Danmark besat. Trods tilpasningspolitikken er det ikke lykkedes at holde tyskerne ude af landet, og der er kun meget spredt modstand da den tyske besættelsesmagt overskrider de danske grænser. Den danske regering slår ind på samarbejdspolitikkens kurs, der er en videreførelse af tilpasningspolitikken. Målet er at minimere de materielle tab, undgå tab af menneskeliv, og samtidig bevare kontrollen over lovgivning, politi og retsvæsen. For den tyske besættelsesmagt betyder samarbejdspolitikken, at det kun er nødvendigt at have et begrænset antal tyske tropper i landet, og at den tyske hær har adgang til det danske produktionsapparat, især fødevareforsyningerne.

Det er en propagandamæssig gevinst for tyskerne, at kunne vise verden at det 3. rige ikke er interesseret i at dominere venligtsindede lande. Den danske regering bliver udvidet med repræsentanter fra Venstre og det Konservative Folkeparti. Der dannes en samlingsregering uden deltagelse af DKP og DNSAP. 8. juli udsender regeringen en erklæring, der udtrykker beundring for de tyske sejre, og slår fast at Danmark skal indpasse sig i en verden under tysk lederskab.

Folketinget vedtager en række undtagelseslove. Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i juni 1941 forbydes DKP, og en lang række kommunister, bl.a. folketingsmedlemmer, interneres. Det er et klart brud på grundloven. Regeringen underskriver anti-kominternpagten, en alliance vendt mod Sovjetunionen, og et brud på neutralitetsprincippet. Man tillader oprettelsen af Frikorps Danmark, og giver officerer i den danske hær lov at indtræde i korpset, og samtidig ret til at vende tilbage til deres stilling i den danske hær. Samarbejdspolitikken holder helt indtil 29. august 1943.

Kommunisterne fængsles

Tidligt om morgenen 22. juni 1941 starter tyskerne det store angreb på Sovjetunionen, kendt under navnet aktion Barbarossa. Hitler sender fire millioner tyske soldater over de sovjetiske grænser og 2. verdenskrigs største angreb er i gang.
På samme tid bliver Stauning vækket af telefonen. En embedsmand fra udenrigsministeriet fortæller, at tyskerne ønsker et større antal danske kommunister arresteret bl.a. de tre kommunistiske folketingsmænd Aksel Larsen, Martin Nielsen og Alfred Jensen. Staunings kommentar er, at man skal efterleve de tyske krav og sætte arrestationerne i gang, og den bliver bakket op på et møde et par dage efter i partiernes samarbejdsudvalg.

I løbet af den 22. juni arresterer det danske politi 168 ledende kommunister, der bliver anbragt i isolation uden at komme for en dommer. Gestapo afleverer en liste med 63 navne på til politiet. Det danske politi har deres egne lister og foretager yderligere razziaer og arrestationer, og da aktionen er forbi er i alt 336 blevet arresteret. På trods af at aktionen, som socialdemokraterne i regeringen billiger, er et klart grundlovsbrud, får kommunisterne heller ikke særlig stor opbakning i befolkningen, der stadig er skeptiske på grund af den tidligere ikke-angrebspagt mellem Hitler og Stalin.

Nogle kommunister når at slippe væk i tide, men de må fra nu leve illegalt og gå under jorden. De arresterede kommunister bliver interneret i Horserødlejren. Herfra bliver mange af dem senere i krigen ført til tyske koncentrationslejre, hvor et stort antal dør og aldrig vender hjem. De kommunister, der undgår tilfangetagelse, bliver nogle af de ledende personer i den danske modstandsbevægelse.

Modstandskampen

Efter 22. juni 1941 må kommunisterne arbejde illegalt. BOPA der er ledet af kommunisterne bliver sammen med den borgerlige gruppe Holger Danske pionerer i organiseringen af modstandskampen. DKP har en strategi om at samarbejde med alle, der er mod nazismen uanset politisk tilhørsforhold. Den arbejdsform bliver kaldt folkefrontsstrategien. Til at begynde med koncentrerer modstandsarbejdet sig om produktion af illegale blade. Kommunisterne udgiver deres eget blad Land og Folk, samtidig samarbejder de med en række konservative om at udgive bladet Frit Danmark.

I sommeren 1942 begynder man at lave sabotageaktioner i det små. Aktionerne er ikke afgørende, hvad angår fysisk ødelæggelse af vigtige mål, men de har en stor propagandaværdi. Man får signaleret, at man er klar til at gå over til virkelig sabotageaktioner. Men modstandsbevægelsen har endnu ikke opbakning i den brede befolkning. Vilhelm Buhl, der er blevet statsminister efter Staunings død, opfordrer i radioen til, at befolkningen skal stikke sabotørerne. Tyskerne har det meget svært på østfronten og stille og roligt begynder stemningen at vende sig mod tyskerne. Samtidig er der begyndt at blive uro på arbejdspladserne, for lønningerne har ikke fuldt prisudviklingen, og samarbejdsregeringen har forbudt strejker.

Der starter en række uroligheder i Odense i august 1943, og uroen spreder sig til de andre store danske byer. Selvom fagbevægelsens, regeringens og partiernes ledere forsøger at dæmpe uroen fortsætter den, og 29. august indføres der undtagelsestilstand og regeringen går af. I krigens sidste 1 1/2 år er der krigslignende tilstande i Danmark med jernbane- og fabrikssabotage og folkestrejke. I den fase slutter flere og flere op om modstandsbevægelsen.

Valgene under besættelsen

Da tyskerne besætter Danmark 9. april 1940 er Stauning statsminister i en socialdemokratisk-radikal regering. Fra 1933 og frem har regeringen forsøgt at føre tilpasningspolitik, der har som mål, at lægge sig mindst muligt ud med nazi-Tyskland. Regeringen går ikke af efter den tyske besættelse. Den fortsætter sit arbejde og bliver i løbet af de første måneder udvidet med repræsentanter fra Det Konservative Folkeparti og Venstre. Det er en enig samarbejdsregering, der bakker op om grundlovsbruddet 21. juni 1941, hvor danske kommunister interneres, og samme regering vedtager i enighed en række undtagelseslove.

I et nærmest gnidningsløst samarbejde mellem regeringen og Werner Best bliver det besluttet at udskrive valg til rigsdagen i marts 1943. Best dikterer betingelserne for valget, der betyder, at hverken DKP eller folk, der har været tyskfjendtlige kan stille op. Desuden må valget ikke få parlamentariske konsekvenser. Så partierne fører ikke egentlig valgkamp op til martsvalget, men agiterer for at valget skal dreje sig om folkestyret som kernen i det nationale, frem for den politiske sammensætning af en regering. Indtil martsvalget har befolkningen bakket op om samarbejdspolitikken.

Ved valget sker der kun få ændringer. Det mest iøjenfaldende er, at stemmeprocenten når helt op på 89,5.
5. maj 1943 er der kommunalvalg, og her viser det sig at stemningen for samarbejdspolitikken er vendt. Lokale arbejderlister, som er mere eller mindre kommunistisk inspirerede, får støtte fra et betydeligt antal arbejdere også socialdemokrater, og det bekymrer partiledelsen. Tre måneder efter kommunalvalgene bryder samarbejdspolitikken sammen, efter et voksende antal uroligheder, som starter i Odense i august.