Danmarks Kommunistiske Parti

Da revolutionen bryder ud i Rusland i 1917 er det danske Socialdemokrati i første omgang begejstrede, men senere bliver de skarpe kritikere af Sovjetunionen. Oppositionen i arbejderbevægelser støtter Sovjetunionen, og det fører til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti.

Revolutionen i Rusland

1. verdenskrig betyder yderligere forarmelse og nød for den i forvejen fattige russiske befolkning. Zarstyret er totalitært og undertrykkende, og politiske modstandere bliver fængslet og forfulgt. I St. Petersborg er sulten stor, og i marts 1917 udbryder et oprør, der er organiseret af en sovjet – et råd af arbejdere og soldater. Politisk består sovjetten af Mensjevikkerne, der ligner de tyske socialdemokrater og går ind for en reformistisk linje og Bolsjevikkerne, der er revolutionære kommunister.

Dumaen får ordre til at gå af, men nægter. Den 15. marts abdicerer zaren og jages på flugt, og der indsættes en ny regering. Med Lenins aprilteser, hvor tanken er, at en borgerlig revolution skal følges umiddelbart op af en socialistisk, opstår der uenighed mellem Mensjevikker og Bolsjevikker. Splittelsen gør, at et forsøg på at vælte den borgerlige Duma i juli 1917 slår fejl, og Lenin må flygte til Finland. Opstanden medfører en klar højredrejning i Dumaen, men folkeoppinionen begynder at slutte op om Bolsjevikkernes parole “Al magt til sovjetterne”. Fra sit asyl i Finland opfordrer Lenin til, at man forbereder den socialistiske revolution.

Den 7. november – 25. oktober efter gammel russisk tidsregning, derfor kaldes revolutionen normalt for oktoberrevolutionen – affyrer Krydseren Aurora skudsalver mod Vinterpaladset, hvor Dumaen opholder sig. Senere samme nat stormer Bolsjevikkerne Vinterpaladset, og det sker stort set uden blodsudgydelser. Dumaen afsættes og en ny regering med Lenin i spidsen overtager magten. Den nye regering må de næste par år kæmpe hårdt mod både indenlandske og udenlandske hære for at bevare magten, og Mensjevikkerne sættes fuldstændig udenfor indflydelse.

Socialdemokraterne går fra begejstring til kritik

Situationen i Rusland følges nøje i hele verden, og da det lykkes at vælte Zaren af tronen i marts 1917 vækker det håb og begejstring blandt de europæiske arbejderbevægelser.
I Danmark bliver budskabet om oktoberrevolutionen hilst velkomment. Borgbjerg er begejstret og skriver bl.a., at selvom bolsjevikkernes taktik er bestemt af tid og sted “så har vi inderst inde en sjæl, der fri for al ravnekrogsfordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkeligt revolutionært i verden”.
Men begejstringen falmer hurtigt og vendes til afstandtagen.

Bolsjevikkerne kan ikke opnå flertal ved valget til Nationalforsamlingen i januar 1918. Kort efter proklamerer bolsjevikkerne “proletariatets diktatur” med dem selv i spidsen for ledelsen, og sender Nationalforsamlingen hjem. Det skærper den socialdemokratiske kritik. De europæiske socialdemokratier har tradition for at deltage i det parlamentariske demokrati og flerpartisystem, og bolsjevikkernes handling i Rusland er et brud med den tradition. Overalt i Europa tager socialdemokratierne afstand fra bolsjevikkerne i Rusland, og i Danmark er kritikken meget hård. Borgbjerg skriver nu artikler hvor den tidligere begejstring for oktoberrevolutionen er vendt til harme.

Nu anses revolutionens følger for at være udemokratisk og ideen om et socialistisk Rusland for utopisk. Socialdemokraterne mener, at man skal vokse fra kapitalismen og ind i socialismen, og ikke foretage dette spring ved hjælp af en revolution. 10. december 1918 skriver Borgbjerg i Social-demokraten: “Socialismen bliver aldrig et produkt af et middelalderligt samfund i forfald og kaos. Socialismen bliver frugten af den moderne samfundsudvikling i fremgang og blomstring”.

Oppositionen holder med Lenin

Da Socialdemokraterne tager afstand fra den bolsjevikiske magtovertagelse i Rusland, er stemningen blandt de danske syndikalister og medlemmerne i Socialdemokratisk Ungdomsforbund SUF klart anderledes. De betragter oktoberrevolutionen som et bevis for, at arbejderne kan erobre magten og opbygge et socialistisk samfund. Samtidig er de enige i ideen om, at man ikke skal indgå i regeringssamarbejde med de borgerlige partier medmindre man har flertal til at føre en socialistisk politik.

I Danmark har Stauning fået en ministerpost i en radikal regering, og oppositionen er rasende. De mener, at han er et gidsel, der er med til at administrere en borgerlig politik. I 1918 er oppositionen med syndikalisterne i spidsen hovedmændene bag stormen på Børsen i februar og demonstrationen på Grønttorvet i november, hvor de erklærer generalstrejke. Den direkte aktionsform er meget mere radikal end socialdemokraterne er vant til. Men oppositionen har godt tag i arbejderne, der støtter op om aktionerne. Den danske og den tyske fagbevægelse har altid været tæt forbundet, så da der også udbryder revolution i Tyskland i november 1918 føler de danske socialdemokrater sig presset.

Lyngsie er ude med riven, og går i rette med de danske venstreorienterede: “vore bolsjevikker og syndikalister vil trykke os i hånden en traktat fra den gale mand i Moskva, som i stedet for et paradis har skabt Rusland om til et helvede. De vil i stedet for vore stærke organisationer give os en træsabel og en petroleumsflaske, så vi kan lave revolution.”
Modsætningerne mellem socialdemokraterne, der står for den reformistiske linje og oppositionen, der står for den revolutionære er blevet skærpet, og et brud er uundgåeligt.

DKP dannes

I Socialdemokratisk ungdoms Forbund SUF bliver modsætningerne mellem en revolutionær venstrefløj og en partitro, reformvenlig højrefløj stadig større. På en kongres i 1919 stiller venstrefløjen et resolutionsforslag om, at partiet bør bringes tilbage til “den socialistiske klassekamps grund” og at Stauning bør udtræde af regeringen. SUF’s venstrefløj er ledet af typograferne Ernst Christiansen, Sigvald Hellberg og Johannes Erwig – der bliver kaldt “de tre små mænd” efter en Storm P tegneserie. Afstemningen viser, at SUF er delt i to lige store dele.

Et senere forsøg fra SUF på at dreje moderpartiet i en mere revolutionær retning lykkes heller ikke. På partikongressen i oktober 1919 bliver det klart, at Socialdemokratiet er funderet på det parlamentariske demokrati, og at det ikke vil have noget at gøre med syndikalistiske og bolsjevikiske kampformer. Det lykkes for SUF’s venstrefløj at mobilisere et flertal for at bryde med Socialdemokratiet, og 9. november 1919 dannes Danmarks venstresocialistiske Parti VSP. Nu begynder der en egentlig reorganisering af venstrefløjen i Danmark.

VSP, Syndikalisterne og folk fra andre mindre venstrefløjsgrupperinger begynder at arbejde sammen, og det fører til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP i slutningen af 1920. “De tre små mænd” bliver alle en del af DKP’s ledelse. Ernst Christiansen bliver formand og Johannes Erwig bliver sammen med Chr. Christensen redaktør af partiets avis, Arbejderbladet. Af andre ledende medlemmer er bl.a. Marie Nielsen og Thøger Thøgersen. Partiet er via sin deltagelse i 3. internationale tæt forbundet med den linje, der bliver udstukket af Lenin og Bolsjevikkerne i Rusland.