Socialdemokraterne går i regering

Socialdemokratiet har traditionelt været modstandere af at gå i regering uden at partiet har flertal i Folketinget. Men under 1. verdenskrig ændres principperne og det fører til, at Socialdemokratiet efter krigen får regeringsmagten, først alene senere sammen med Radikale Venstre.

Samlingsregeringen under 1. verdenskrig

I 1913 danner Det radikale Venstre for første gang regering med støtte fra det hastigt voksende Socialdemokrati. Men i sommeren 1914 gør verdenshistorien sin entre i de danske politiske forhold. Den 1. verdenskrig er brudt ud, og de fire partier i Danmark er enige om, at lægge særstandpunkterne i bero under hensyntagen til de overordnede forhold: at få Danmark behændigt og smidigt igennem verdenskrigen ved en troværdig neutralitetspolitik.

Finansminister Edvard Brandes foreslår, at alle fire partier, Socialdemokratiet, Højre, Venstre og Det radikale Venstre danner en samlingsregering bl.a. som modvægt til de nationalistiske og militære kredse, men ideen strander på grund af politiske og personlige modsætninger. Men den politiske borgfred partierne imellem er en realitet, omend den er lovlig skrøbelig. Rigsdagen giver regeringen meget vidtgående beføjelser for at sikre forsyningen med varer og hindre voldsomme prisstigninger, men regeringskontrollen vækker megen kritik fra erhvervslivet der føler sig hæmmet.

Et af de tydeligste politiske resultater af borgfreden er grundloven af 5. juni 1915, hvor alle fire partier indgår forlig som bliver bekræftet ved det følgende “fredsvalg”, hvor der ikke bliver ført valgkamp. Både Christian 10. og de fleste politikere finder, at der skal undgås kampvalg, så længe krigen står på, og grundlovens ikrafttræden udsættes til foråret 1918. I Socialdemokratiet er Stauning fortaler for et samarbejde med de radikale, og i 1916 bliver han optaget i den radikale regering som kontrolminister sammen med to repræsentanter for Venstre og Højre; J. C. Christensen og Chr. Rottbøl.

Påskekrisen

Med Tyskklands nederlag i 1. verdenskrig er der åbnet mulighed for, at Danmark kan få Sønderjylland tilbage. Kongen og store dele af den borgerlige opposition ønsker Slesvig tilbage til Danmark selvom afstemningen i grænselandet viser, at grænsen skal gå omkring Tønder. Regeringen Zahle respekterer afstemningsresultatet. Kongen tilkalder den radikale regeringschef Zahle, og opfordrer ham til at gå af og udskrive valg. Zahle nægter, og kongen afskediger ham. Socialdemokratiet og fagbevægelsen reagerer voldsomt og kalder afskedigelsen for et statskup og truer med generalstrejke.

Kongen udnævner midlertidigt Liebe-regeringen, som er indstillet på at sætte hårdt imod hårdt over for truslen om generalstrejke. I nogle kritiske døgn tilspidses situationen, der er demonstrationer i gaderne og regeringen trækker militærstyrker til hovedstaden, og på Amalienborg slotsplads stiller en folkemængde sig op og kræver republikken indført. Medens Liebe-regeringen forbereder sig på konfrontation og opfatter generalstrejkevarslet som bluff, er både kongen og de borgerlige politikere blevet betænkelige.

Heller ikke de socialdemokratiske ledere er trygge ved de kræfter, der er sat i gang, og på denne baggrund er er der grundlag for forhandlinger. Man når frem til et kompromis, hvor Liebe-regeringen bliver afskediget og et nyt forretningsministerium udpeges med den opgave at udskrive nyvalg. Det er fagbevægelsen og Socialdemokratiet der står tilbage som sejrherre.

Første Socialdemokratiske regering

I april 1924 vinder Socialdemokratiet en stor valgsejr og placerer sig som landets største parti selvom det ikke opnår et absolut flertal i folketinget. For første gang nogensinde danner folk fra arbejderbevægelsen regering, hvor Stauning bliver statsminister, F. J. Borgbjerg bliver socialminister, C. V. Bramsnæs bliver finansminister, K.K. Steincke justitsminister og Nina Bang bliver undervisningsminister. Trods valgsejren står den socialdemokratiske regering ikke stærkt.

I Landstinget har Venstre og det konservative Folkeparti et solidt flertal; i folketinget har socialdemokraterne og de radikale tilsammen et lille flertal, men der er ikke det nære samarbejde som før 1920. Det radikale venstre ønsker ikke at følge Socialdemokratiet i ét og alt. I 1925-26 stiger arbejdsløsheden kraftigt. I den situation vælger Stauning at støtte de kriseramte erhverv økonomisk finansieret ved en ekstraordinær og ret tung formueskat. Det er mere end de radikale vil gå med til.
I vinteren 1926 udskriver Stauning valg. Der bliver kun flyttet et par mandater, men nok til at Venstre og de konservative igen har flertal i folketinget.

Venstres ledende mand, Madsen-Mygdal, danner derpå en venstreregering. Men denne regering er også sårbar, da den er afhængig af støtte fra de konservative. Der er meget der skiller de to partier og Madsen-Mygdal er ikke nogen smidig mand. Lønninger bliver beskåret, og socialudgifterne bliver nedsat eller som regeringen formulerer det: Tilpasset. Madsen-Mygdal udskriver valg i foråret 1929.

Første regering sammen med Radikale Venstre

Opfordring til at stemme den 24 april. 1929
Opfordring til at stemme den 24 april. 1929.

Folketingsvalget i april 1929 bliver et stort nederlag for de konservative og en afgørende sejr for Socialdemokratiet. Folketingsflertallet er igen flyttet over til socialdemokraterne og de radikale. Socialdemokratiet, der var startet som en ren arbejderbevægelse, trækker nu flere og flere stemmer til sig fra middelstandsfolk og akademikere, det nærmer sig 600.000 stemmer medens Venstre har ca. 400.000. Stauning danner regering sammen med de radikale der får tre ministerposter. Det viser sig, at de to partier i høj grad er i stand til at samarbejde. I de 11 år, ministeriet Stauning – Munch er ved magten, opstår der ikke nogen afgørende konflikter mellem dem.

I Folketinget har regeringspartierne 77 af de 149 mandater, men i landstinget må regeringen forhandle sig frem til forståelse med Venstre eller med de konservative, der endnu har et lille flertal. Det er ikke umuligt for en dygtig forhandler som Stauning at opnå resultater, især da der efter bruddet i 1929 er en udpræget misstemning mellem Venstre og de konservative.

Da regeringen kommer til magten er erhvervslivet godt stillet og arbejdsløsheden lav. Men i efteråret 1929 udbryder der en krise og prisfald i USA, der breder sig til Europa. Svære tab i forretningsverdenen, synkende produktion og handel og efterhånden massearbejdsløshed er nu en realitet også i Danmark omkring 1931.