Socialdemokratiet og Nazismen

Naturligt nok er Socialdemokraterne stærke modstandere af nazisme og fascisme. Men efter nazisterne tager magten i Tyskland bliver modstanden mere vag. Man håber, at Tyskland under en eventuel kommende krig vil respektere Danmarks neutralitet og vil derfor ikke genere den store nabo mod syd.

Kampen mod Nazismen

Omkring 1933 er socialdemokraternes agitation mod fascisme og nazismen på sit højeste. Derefter aftager modstanden betydeligt, da Stauning og socialdemokraterne er bange for at provokere nabolandet nazi-Tyskland og dermed Hitler. Derfor støtter Socialdemokratiet ikke det antifascistiske arbejde efter 1935, hvor Hitler kommer til magten. Hartvig Frisch har udgivet Pest over Europa i 1933, i hvilken har det synspunkt, at der hvor socialdemokraterne har givet efter for kommunisterne, der er fascismen.

Derfor fører Socialdemokraterne en samtidig modstand mod både kommunister og fascister, omend mest mod kommunisterne. Derfor kan partiet ikke deltage i det antifascistiske arbejde der i høj grad er ledet af kommunisterne. En enkelt socialdemokrat bryder dog den officielle linie. Tegneren Hans Bendix fra Social-Demokraten udgiver i 1933-34 bladet Aandehullet, som er et antifascistisk kulturtidsskrift. Tidsskriftet udkommer under vanskelige omstændigheder, da politiet udsteder forbud mod, at det kan sælges i kiosker.

I 1934 henvender det tyske gesandtskab sig til Bladkompagniet, der derefter stopper distributionen af det. Samtidig stiller statsminister Stauning Hans Bendix det ultimatum, at såfremt han ønsker at fortsætte med at arbejde for Social-Demokraten må han straks ophøre med at udgive Aandehullet. Aandehullet udkommer aldrig siden.

Pest over Europa

“Pest over Europa” er titlen på den bog af det 40-årige socialdemokratiske folketingsmedlem og filolog, Hartvig Frisch, der udkommer samme år som Hitler kommer til magten i Tyskland, og samme år som den store socialreform i Danmark, 1933. Bogen, der beskriver de yderliggående politiske bevægelsers fremmarch i Europa, er et opgør med kommunisme, fascisme og nazisme.

Tysklands overgang til nazismen får socialdemokratiet til erkende, at en isoleret dansk afrustning må betragtes som virkelighedsfjern. Pesten over Europa er nu meget iøjnespringende. Hvor Socialdemokratiet retter sit kritiske søgelys mod den ydre nazisme og fascisme i udlandet, har fagbevægelsen et notorisk kritisk øje til de indenlandske kommunister. Så Pesten over Europa er for socialdemokraterne og fagbevægelsen et dobbeltuhyre kendetegnet ved en antiparalamentarisk indstilling og en yderliggående holdning til revolutionær magtovertagelse.

Man frygter kommunister som nazister. De nazistiske tendenser spirer også i Danmark. I Det konservative Folkeparti, særligt i ungdomsorganisationen, er inspirationen sydfra umiskendelig. Uniformering og stormtropparader, der marcher gennem byer med faner og fakkeltog er eksempler herpå. Alt taget i betragtning, er der dog tale om en begrænset tilbøjelighed, der aldrig får fodfæste i den danske befolkning.

Den Store Nabo i Syd

Fra 1933 til udbruddet anden verdenskrig begynder der fra dansk side en tilpasningspolitik i forhold til Tyskland. Det er en politik, der består i at ikke foretage sig noget, især ikke noget, der kan provokere eller støde det nazistiske regime. Tilpasningspolitikken føres med bevidstheden om, at chancerne for at afværge eventuelle ulykker bliver mindre og mindre, efterhånden som de vestlige stormagter anerkender, at Danmark er tysk interesseområde.

Grænseflytningen i 1920 har gjort det lettere at overbevise Berlin om den danske vilje til at opretholde neutraliteten – da Danmark ikke ønsker nogen ændringer her. På den anden side er de politisk-ideologiske forskelle mellem det danske demokrati og det nazistiske regime så store, at der ikke kan være tale om en egentlig forståelse eller gensidig sympati.

Men den besindige og illusionsløse danske statsræson tilsiger regeringen, at se bort fra ideologiske antipatier og frem for alt undgå konflikter med den store nabo i syd. Det er på den baggrund, at Danmark og Tyskland, på tysk foranledning, indgår en ikke-angrebspagt i 1939.

Flygtninge fra Tyskland

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 begynder socialister, kommunister og jøder at flygte fra landet. Det stiller den danske regering overfor nogle vanskelige problemer som medfører en vanskelig balancegang. På den ene side er der en betydelig sympati overfor dem, der flygter på grund af det nazistiske regimes politik. På den anden side vil regeringen ikke opmuntre en større indvandring til landet eller foretage handlinger, der virker provokerende overfor Tyskland.

Bertolt Brecht
Bertolt Brecht.

Den største sympati har den socialdemokratiske regering overfor de flygtende tyske socialdemokrater, og der bliver oprettet en særlig fond – Matteottifonden – der kan hjælpe dem. Hvorimod socialdemokraterne foragter – og frygter – de tyske kommunister, lige så meget som deres danske kammerater. Nogle får dog midlertidige opholdstilladelser på betingelse af, at de ikke falder statskassen til last og at de bosætter sig i særligt angivne byer, hvor politiet bedre kan holde øje med dem. Den tyske venstreorienterede flygtning der volder størst problemer er Bertolt Brecht, der stadig mens han er flygtning i Danmark producerer antifascistiske teaterstykker.

Jødiske flygtninge er heller ikke særlig velkomne i Danmark efter 1933. Justitsministeriet giver i almindelighed opholdstilladelse på betingelse af, at flygtningen inden for en kortere tid selv finder et andet opholdsland. I 1938 modtager regeringen en ansøgning fra Danske Kvinders Nationalråd om indrejsetilladelse til 1.000 jødiske børn, som det er planen at anbringe i private hjem. Regeringen forsøger at forhale sagen, så vidt muligt, og henviser til internationale forhandlinger. Der bliver først givet tilladelse, da antallet er nede på 25 børn.

 

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her