Socialistkongres i Danmark Hjem // Bibliotek & Arkiv // Arbejderhistorie // Arbejderbevægelsens historie – Plads til os alle // Med loven eller uden – reform eller revolution // Socialistkongres i Danmark Menu I 1910 bliver det danske Socialdemokrati vært for den 8. internationale socialistkongres. Det er en ankerkendelse af den danske arbejderbevægelse, som har en stærk tro på det internationale samarbejde. Men alle illusioner om samarbejde over grænserne bryder sammen ved udbruddet af 1. Verdenskrig. Kongresdeltagernes ankomst. Kongressens deltagere i optog gennem byen. Kongressens delegerede på trappen til Skodsborg Badehotel. Europas socialister samles Socialdemokratiet er, siden dets stiftelse i 1889, medlem af den 2. Internationale. Den er en samling af de socialistiske partier i hele verden, og samtidig verdens største ikke religiøse sammenslutning. Med 3-4 års mellemrum mødes ledere fra alle verdens arbejderpartier for at diskutere, hvordan man fælles skal kæmpe for socialismen. Danmark bliver vært for den 8. internationale socialistkongres i august 1910 med 895 gæster fra 22 lande i Europa, syd- og Nordamerika og Afrika. Det danske Socialdemokrati har en stærk organisation, der har sin rod i fagbevægelsen. Mange af partiets medlemmer er repræsenteret i både Rigsdag og kommunalbestyrelser, så det danske værtsskab er ingen tilfældighed. Under stor presseopmærksomhed ankommer de udenlandske gæster til København. Det tyske socialdemokrati er verdens største og førende, og de kommer da også med den største delegation, hvor bl.a. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg er med. Russerne kommer ikke samlet, for de fleste lever i eksil rundt om i Europa, blandt andre Lenin. Fra Frankrig er en af deltagerne en ledende veteran fra pariserkommunen, der 39 år i forvejen har inspireret Pio til stiftelsen af socialdemokratiet i Danmark. Fra England deltager bl.a Keir Hardie, en skotsk minearbejder, der har været med til at grundlægge den engelske arbejderbevægelse. Han ankommer på socialistskibet fra Hull, og Politiken bringer en reportage fra dets ankomst til København, hvor kongressen bliver holdt i Odd Fellow-palæet. Byen vrimler med mennesker, der taler forskellige sprog, og 1910-kongressen bliver en lejlighed til at udveksle erfaringer og ideer for deltagerne. Mange af dem kommer senere til at spille en afgørende rolle i national- og international politik. Udflugter og optog Kongressens gæster ankommer til København og bliver indlogeret rundt omkring på byens hoteller. Kongressen begynder med et kolossalt optog gennem byen, hvor de internationale gæster sammen med de københavnske arbejdere går til stormøde i Søndermarken. Her taler alverdens arbejderførere samtidigt fra otte forskellige talerstole. Den egentlige kongres åbner i Odd fellow-palæet, og til den anledning har A.C. Meyer omdigtet Internationalens slagsang: Rejs jer fordømte her på jorden- til – Flyv højt vor sang på stærke vinger. I det meget pressede program for kongressen bliver der alligevel plads til en udflugt for de udenlandske gæster. Kongressens delegerede mødes i Nyhavn, hvor to små dampere venter på at sejle dem op til Skodsborg badehotel. Her er der dækket op til te og chokolade, og så skal alle fotograferes på den store trappe udenfor badehotellet. Gæsterne har en dejlig dag, og da de om aftenen sejler hjem er humøret højt. Ved Langelinie ligger den russiske zars lystyacht, Polarstjernen. Den danskfødte kejserinde er hjemme på familiebesøg i København. Kongresdeltagerne opfatter Polarstjernen som et symbol på, ikke bare zarregimets, men verdensmilitarismens undertrykkelse, og da de sejler forbi begynder de at synge. Fra bådene kan man høre Internationale sunget på 22 forskellige sprog – i den gamle udgave. Det bliver en stemningsfuld og gribende manifestation. Kongressens Beslutninger I Internationalen diskuterer de delegerede om socialistpartier skal indgå i regeringssamarbejde uden at have et absolut flertal. I flere lande begynder partierne at have vind i sejlene på det parlamentariske område. For at aflive rygter om at Stauning er interesseret i en ministerpost, udsender han en erklæring umiddelbart før kongressen, hvor han tilbageviser enhver tanke om deltagelse i et ministerium, hvor socialdemokraterne ikke har flertal, så den danske holdning er klar for alle. De delegerede beslutter, at 2. Internationales medlemmer ikke må indgå regeringssamarbejde med borgerlige, uden at have flertal. Kongressen arbejder i fem udvalg, der behandler spørgsmål om kampen for faglig organisering og bedre arbejdsforhold, udviklingen af en sociallovgivning og kampen mod arbejdsløsheden. Den kooperative tanke er også på dagsorden. Er det en mulig vej til socialismen, at arbejderne selv opretter kooperative virksomheder, eller vil de blive knust af den kapitalistiske konkurrence? Det vigtigste udvalg behandler faren for den truende krig. Forhåbningerne til kongressen er, at man kan nå til enighed om, hvad der skal gøres ved et krigsudbrud. Der er forslag om en international generalstrejke, hvis krigen kommer, for så er det umuligt at føre krig. Andre mener, at partierne vil blive gjort ulovlige, hvis man nægter at forsvare fædrelandet. Man når kun frem til et kompromis om, at man skal stemme mod øgede krigsbevillinger, og at det er de enkelte landes arbejderklasses pligt at forsøge at forhindre krig, hvordan skal der tages stilling til senere. Lenin får tilføjet, at er en krig brudt ud skal krigssituationen udnyttes til at omstyrte kapitalismen. Det bliver senere udgangspunktet for oktoberrevolutionen. 1. verdenskrig bryder ud På Den 8. Internationale Socialistkongres i København i 1910 er den truende krig hovedspørgsmålet. Men i årene efter tager oprustningen og krigsforberedelserne rigtig fart. Den økonomiske krise skærper konkurrencen. Der er ikke flere “frie” markeder at erobre, for de er alle kolonialiserede og delt op mellem stormagterne. For store dele af arbejderbevægelsen er faren for en stormagtskrig, der skal sikre en nyfordeling af markederne indlysende. Men andre mener, at en stadig økonomisk udvikling og integration via handel, vil kunne sikre fred, fordi kapitalisterne vil tabe mere end de vil vinde, hvis krigen bliver en realitet. Social-demokraten, 2 august. Den socialistiske Internationale kan ikke blive enige om, hvilket ben de skal stå på. Kongressen i 1910 beslutter at formulere en egentlig handlingsplan mod krig på den næstfølgende kongres. På et velbesøgt møde, som Internationalen arrangerer 29. juli 1914 i Bruxelles, er der enighed om at indkalde til den 9. kongres den 9. august i Paris. Den når aldrig at blive afholdt, for 1. august erklærer Tyskland krig mod Rusland og 1. verdenskrig er en realitet. På trods af den antimilitaristiske stemning på kongressen og den enige holdning om at holde sig ude af samarbejde med borgerlige partier, stemmer socialdemokraterne i de tyske, franske, engelske og østrigske parlamenter for øgede krigsbevillinger få dage efter krigsudbruddet, og der sluttes borgfred mellem socialister og borgerlige partier. Dermed er alle tanker og garantier for at en samlet international arbejderbevægelse vil nægte at deltage i en imperialistisk stormagtskrig glemt. Krigen bliver et skræmmende eksempel på, hvordan et utal af arbejdere bliver tvunget til at slå hinanden ihjel, og den betyder, at 2. Internationale bryder sammen.