Arbejdernes kulturelle foreninger

Arbejderne begynder at læse op for hinanden på arbejdspladserne. De danner sangforeninger og diskussionsklubber. I 1946 bliver ARTE oprettet for at sikre arbejderne mulighed for at komme i teateret og til koncerter for en billig penge. I dag yder staten tilskud til billetprisen gennem ARTE.

Oplæsning på arbejdspladsen

For arbejdebevægelsen er den gode bog et kulturredskab og et kampmiddel, som arbejderne bør lære at kende og forstå nytten af. Alle arbejderorganisationer medvirker i arbejdet for at skabe udbredelse af bøgernes erfaringer. Det sker bl.a. gennem studiekredsarbejde og afholdelse af litterære oplæsninger på arbejdspladsen, hvor oplæsningerne foregår mens der arbejdes. Det er særligt indenfor tobaksindustrien og hos syerskerne, at oplæsninger finder sted.

En arbejder fra en lysekronefabrik husker: “Vi havde nogle gode oplevelser på den måde. Jeg måtte ofte koncentrere mig om mit arbejde, hvis oplæsningen virkelig var god. Nogle gange var det en skuespiller der læste op, men det kunne også være en arbejder, der tog tjansen. Nogle gange var standarden på højde med et teater eller hvis man selv læste en bog.” For det meste stiller de værker, der bliver oplæst, ikke større krav end, at det er muligt at gennemføre en oplæsning så flertallet af arbejderne får gavn af det.

Oplæsningsstoffet har klangbund i arbejderlitteratur som fx Jeppe Aakjærs samlede digte og “Vredens Børn”, Oskar Hansens “Under de røde Faner” og Martin Andersen-Nexø´s “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn”. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at oplæsningen for arbejderne har været en behagelig og afvekslende arbejdssituation. Mange år senere bliver det normalt på mange arbejdspladser at høre radio. Det er denne funktion og endda ofte med en stor portion finkultur som den litterære ballast oplæsningerne udfylder.

Diskussionsklubber

Diskussionsklubben “Karl Marx” stiftes den 3. juli 1886 i Rømersgade på initiativ af A.C. Meyer. Klubbens formål er: “At samle de Medlemmer af “Socialdemokratisk Forbund”, som ønsker at diskutere “de socialistiske Principper og virke i Agitationens Tjeneste. Der vil til den Hensigt blive afholdt et ugentligt Møde, som indledes med et Foredrag af et af Klubbens Medlemmer.”

Med oprettelsen af klubben skal der nås to ting: Det skal være et sted, hvor socialismens principper kan diskuteres sagligt, og dernæst skabe betingelser for uddannelse af talere, der kan deltage i Socialdemokratiets agitation. Klubaftenerne er gerne bygget op efter ens forløb: Den første taler taler om økonomiske og politiske emner og den sidste om historiske og filosofiske. Resultatet af diskussionerne summeres op i en resolution, der som regel udarbejdes af klubbens sekretær. Efter nogle år holder klubben op med at lave resolutioner. Oftest er det “Den politiske Situation”, der er emnet for talerne de første år. Efter nogle år begynder diskussionsklubben Karl Marx at udarbejde skriftlige afhandlinger, der bliver oplæst og diskuteret.

I marts 1889 beslutter diskissionsklubben Karl Marx at oprette klubber i arbejderkvartererne. Først Nørrebro, dernæst Christianshavn og senere på Amager. Men allerede året efter bryder forholdet mellem klubberne sammen: På dette tidspunkt dannes “Det revolutionære socialistiske Parti”, der er organ for oppositionen indenfor Socialdemokratiet. Fra afdelingen på Christianshavn agiteres der for, at klubben skal indgå i det nye revolutionære parti. Dette bliver afvist, hvorpå Christianshavnsafdelingen nægter at overholde klubbens bestemmelser. Et år efter ændres klubbens love derhen, at kun medlemmer af Socialdemokratisk Forbund kan optages i klubben.

ARTE – Arbejdernes Teatercentral

ARTE er et initiativ med samme formål som Chr. Christiansens bog “Arbejderfester” fra 1932. Det handler om med andre ord om underholdningens forbedring. I 1934 udsender AOF et par skuespilturneer, der dog ikke får nogen særlig betydning. Først efter 2. verdenskrig, i 1946, bliver det taget op igen. Nu på grundlag af en særlig teaterorganisation Arte (Arbejdernes Teater), hvis virkefelt skal omfatte den dramatiske kunst og musikken. Artes ledelse bliver sammensat af repræsentanter for AOF og de øvrige arbejderorganisationer samt af særlige medlemmer med kunstnerisk indsigt.

I København bliver der oprettet en publikumsorganisation, der med stor tilslutning arrangerer teateraftener og koncerter. Hertil føjes en abonnementsordning, hvorigennem der bliver formidlet billige biletter til københavnske teatres bedste forestillinger. I provinsen bliver der med AOF´s afdelinger og med samarbejde med Andelsteatret arrangeret musik-, teater- og solistturneer, som både kunstnerisk og publikumsmæssigt bliver solide succeser. I begyndelsen af 1950´erne gennemfører pianisten Victor Schiøler en række musikaftener landet over, hvor forsøger at “åbne” den klassiske musik for nye kredse.

I 1963 danner ARTE, Andelsteatret og Dansk Folkescene samarbejdsorganet Det danske teater, der turnerer landet rundt med diverse forestillinger. Omkring 1970, opstår der den tanke, at staten kan yde støtte til publikum. I stedet for blot at fortsætte med at yde flere offentlige tilskud til teatrene, beslutter man at yde støtte til publikum, hvor folk ved tegning af et abonnement på mindst 3 forestillinger får billetterne til halv pris. Den anden halvdel betaler staten og hovedstadskommunerne. Ordningen bliver kendt som ARTE-ordningen.

Sangforeninger

Arbejdernes sangforeninger her i Danmark udvikler sig side om side med den øvrige arbejderbevægelse fra ca. 1870´erne. Før den tid er det de gamle laugs- og håndværkersangforeninger, der sammen med studenter-Sangforeningen præger korsangen herhjemme. De første arbejdersangforeninger bærer navne som “Den røde Stjerne”, hvilket peger hen imod deres socialistisk karakter. I 1872 opstår “Den sociale Arbejder-Sangforening” og “Cigararbejdernes Sangforening af 1872”. Sangforeningen “Lanternen” holder til på hjørnet af Gothersgade og Nørrevold i København.

Det sociale sangkor i 9. kreds.
Det sociale sangkor i 9. kreds.

Da de flytter dertil fra et tidligere lokale, er det på god gammeldags laugs manér, da medlemmerne går i højtidelig optog hver med sit stykke inventar og med formanden i spidsen med foreningens dørskilt. Om Den sociale Arbejder-Sangforening fortælles, at den i pinsen 1874 under ledelse af arbejderdigteren Frederik A. Hertz foretager en “skovtur” til Vridsløselille, hvor Pio, Brix og Geleff sidder fængslet. Man har vedtaget at bringe arbejderførerne en hilsen med en sang. Der er et par hundrede mennesker med på skovturen, og de marcherer med sangforeningsfanen i spidsen hen til fængslet, hvor de stemmer i med en arbejdersang. Fængselsdirektøren sender derpå soldater ud, som jager sangforeningen væk.

Korsangen udvikler sig hurtigt indenfor arbejderklassen: Faglige og politiske kor stiftes og provinsen følger godt med. Efterhånden har de fleste store københavnske fag fået deres eget sangkor. Den rivende udvikling indenfor arbejdersangkorene giver arbejderdigterne et godt arbejdsfelt. Blandt arbejderdigterne bør særlig nævnes den socialdemokratiske agitator A.C. Meyer, der skriver en række ildnende og begejstrede sange.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her