Arbejdersport

Arbejderbevægelsen opretter sit eget idrætsforbund. Børneorganisationen DUI – De unges Idræt – bliver dannet som modvægt til de religiøse eller mere militaristiske spejderkops og idrætsorganisationer. Fagenes fest bliver gennem årtier et tilløbsstykke og en folkefest både i København og provinsen.

Arbejderidræt

Da det nationale og internationale idrætsliv i slutningen af 1800-tallet får stadig større udbredelse, bliver det af arbejderbevægelsen betragtet med mistillid. Flere idrætsgrene er økonomisk krævende for deres udøvere, og idrætten kommer derved til at stå som en understregning af klassesamfundet. Med socialdemokratiets voksende betydning og den stadig fremadskridende demokratisering bliver det klart, at idrætten også har en mission i arbejderbevægelsen.

For at fastholde det politiske islæt i alle organisationer opretter man særlige arbejderidrætsforeninger. Den 11. september 1895 stiftes Arbejdernes Idrætsklub efter sprøjtefører P.L. Jacobsens idé. Han ønsker, at der skal være mulighed for at dyrke andre idrætsgrene end at løfte tunge jernvægte eller lave stående (tysk) brydning, som særligt arbejderne dyrker. Han fortæller A.C. Meyer om idéen, hvorpå A.C. Meyer indkalder til et agitationsmøde for at få en forening stiftet.

Kort efter står der en annonce i Social-Demokraten med en indbydelse til et møde med A.C. Meyer som taler. Mødet finder sted den 11. september 1895 i Folkets Hus i Rømersgade, og der indfinder sig 63 unge mennesker. Der bliver nedsat et udvalg, der skal forberede dannelsen af en forening, som kort efter opstår under betegnelsen Arbejdernes Idræts-Klub. I 1929 bliver Dansk Arbejder Idrætsforbund stiftet, der i sin startperiode står i skarpt modsætningsforhold til Dansk Idrætsforbund. Et forhold der dog bliver ændret med tiden.

De Unges Idræt

I 1905 opretter tjenereren, Louis Florin, og den socialdemokratiske agitator, A.C. Meyer, dansk Socialdemokratis børnebevægelse. Formålet med børnebevægelsen er at modvirke de lettere militaristiske former, som andre idrætskorps og spejderforeninger benytter, og at agitere for broderskab mellem folkene. “Jeg var medlem af DUI et par år, og der spillede jeg fodbold. Der var ikke tale om nogen fodboldbane, der blev spillet på en græsmark. Som mål var der slået et par pinde i jorden. Fodboldtøj var der ikke noget, der hed. Vi spillede i det tøj, vi gik i til hverdag, og fodboldstøvler var der ikke råd til, så vi sparkede til bolden med det fodtøj, man nu engang havde på. For at kende forskel på holdene fik vi et armbind på, som var rødt, og modstanderne fik et hvidt.”

Aldersgrænserne er fra 8-16 år, hvorefter det er tanken, at de unge så skal rekrutteres til Socialdemokratisk Ungdomsforbund og fra 1920 til DsU (Dansk socialdemokratisk Ungdom). Foruden lejrliv og møder foregår der også internationale børneudvekslinger. Organisationen, DUI, føjer i 1968 betegnelsen Leg og Virke til sit gamle navn. Fra at være et børnekorps mest baseret på fritidsaktiviteter er den senere blevet en demokratisk familieorganisation.

På DUI´s medlemskort fra 30erne står: “Vi er Arbejderbørn. Arbejder- drenge og -Piger holder sammen. Vi er gode Kammerater. Vi vil holde Disciplin, og man kan stole paa vort Ord. Vi forhaaner eller bagtaler ingen. Vi vil undgaa Alkohol og bekæmpe Nikotinnydelse. Vi vil læse gode Bøger. Vi vil holde vort Legeme rent og sundt. Vi vil lære at forstaa vor Parole: Orden – Solidaritet – Venskab.”

Fagenes Fest

I 1938 starter Socialdemokratiet og Arbejdernes Fællesorganisation fagenes fest, som et velgørenhedsarrangement til fordel for Børnenes kontor. Senere kommer DAIF og Firmaklubbernes Boldspilunion med. Fagenes fest er en sådan succes, at traditionen fortsætter op til 1967. Fagenes fest bliver en årlig tilbagevendende begivenhed i København og i adskillige købstæder i provinsen, hvor de forskellige fag og håndværk kæmper mod hinanden.

Fagenes faglige og håndværksmæssige identitet, danner udgangspunkt for kappestridighederne især i tovtrækning, der er et af højdepunkterne ved stævnerne. Festen starter med indmarcher, hvor de forskellige faggrupper er opdelt. Der er tovtrækning med fx kokke, murer og mælkearbejdere, løb med brændselsbærere og postbude. Smede der kaster forhammere, keramikere der går kapgang med store stabler tallerkener på hovedet og tjenere der springer højdespring med tebakker.

Cykelløb med trehjulede ladcykler, husassistenter der løber med spand og skrubbe, trillebørløb for jord- og betonarbejdere, arbejdere på motorcykel der slår katten af tønden og tovtrækningskonkurrencer mellem ølkuske og murere. Tandemcykelløb for postbude, løb for barneplejersker med barnevogne, tjenere der balancerer med stabler af tallerkener på hovedet og cykelløb med bude på Long John cykler.

Forenings-danmark

Når man ser på idrættens aktiviteter i mellemkrigsårene, er det iøjnefaldende, at disse ikke kun handler om idræt i snæver forstand, forstået som selve kampene, disciplinerne og spillet. Det drejer sig også om, hvem der leder, hvem der er tilskuer, hvem der er dommere. Det handler om mødesteder, udflugter og holdninger til idrætten. Tilrettelæggelsen af idrætten i bred forstand, spændende fra klubopbygning til turneringsstrukturer, er vigtig.

Kortspil i en beboerklub i Voldparken i 1950'erne.
Kortspil i en beboerklub i Voldparken i 1950’erne.

Desuden spiller transportmulighederne en ikke uvæsentlig rolle for idrætten og dens muligheder for udbredelse. Det, der fra starten binder idrætten sammen, er selve foreningstilknytningen og respekten for foreningsformen med formand, kasserer, sekretær, revisor, generalforsamling, beretning og bestyrelsesmøder. Det bliver endnu tydeligere i mellemkrigstiden. Det er her – og i fagforeningsdannelsen – befolkningen i praksis lærer demokratiet at kende, og respektere det som et formelt system. Selvom der er en verden til forskel på Svendborg Teaterforening for borgerskabet, en jagtforening for gårdmænd i Salling og en husmandsforening uden for Slagelse, er formen dog den samme.

Det er denne fælles form, som muliggør, at visse aktiviteter efterhånden kan slutte sig sammen til en egentlig bevægelse på landsplan, sådan som det gælder for idrætten, som den mest succesrige af alle fritidsaktiviteter. Således kan idrætsforeningerne tidligt drage fordel af en høj organisationsgrad. Der stiftes et væld af idrætsklubber og foreninger før århundredeskiftet, og lige så mange går hurtigt ned igen. Men mange fordboldklubber overlever på langt sigt. De idræts- og gymnastikforeninger, der er robuste nok til at klare tidens omskiftelighed, grundlægges i reglen først i årene efter 1. verdenskrig.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her