Besættelsen

Fagbevægelsen accepterer lønstop og strejkeforbud i begyndelsen af besættelsen. Resultatet er faldende realløn. Voksende modstand i befolkningen fører til flere og flere strejker vendt mod samarbejdspolitikken. Regeringen går af i 1943. I sommeren 1944 er der folkestrejker i mange byer. Fagbevægelsen opfordrer til at genoptage arbejdet.

Strejkeforbud

I løbet af 1930’erne hvor socialdemokraterne er i regering med de radikale skal der findes en balance mellem fagbevægelsens lønkrav og regeringens økonomiske ansvar. Derfor er regeringen aktiv når overenskomsterne skal fornys. I 1933 og 36 griber den i overenskomsterne. Men da indgrebene mest er til fordel for arbejdersiden holder fagbevægelsen sig i ro. Og befolkningen støtter op ved at give Socialdemokratiet det største stemmetal nogensinde. Men kommunisterne får også valgt deres første folketingsmedlemmer i 1932, og når utilfredsheden en gang i mellem koger over er det Kommunisterne, der er i front.

Traditionen med at gribe ind i overenskomsterne bliver skærpet under 2. verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. I lyset af den socialdemokratiske samarbejdspolitik med tyskerne accepterer fagbevægelsen først et lønstop. Derefter i september 1940 kommer Loven om Arbejdsforhold. I henhold til loven oprettes et Arbejds- og Forligsnævn, der skal træffe endelig afgørelse i kollektive uoverensstemmelser vedrørende løn- og arbejdsforhold. Som partnerne ikke kan ordne gennem de sædvanlige forhandlinger. Det betyder i praksis, at det bliver forbudt at strejke.

Forud for lovens vedtagelse har De sammenvirkende Fagforbund sammen med Dansk Arbejdsgiverforening henvendt sig til Socialdemokratiet med det pågældende lovforslag. Loven bliver vedtaget med 85 stemmer mod seks. Denne forholdsvis brede tilslutning og hovedorganisationernes fællesoptræden lægger en dæmper på strejkeiveren de første besættelsesår. Resultatet er, at under den 5 år lange besættelse, scorer dele af industrien og især entreprenører og landbruget store gevinster på samarbejdet med tyskerne.

Bystrejkerne 1943

Med den voksende modstandsbevægelse og de mere og mere vidtgående krav og skærpede forholdsregler fra værnemagtens side er det stadig vanskeligere for Best og Scavenius at holde samarbejdspolitikken kørende. I sommeren 1943 bryder det hele sammen. Rundt om i landet i de større provinsbyer opstår der i august 1943 tyskfjendtlige demonstrationer, nogle steder er der slagsmål med tyske soldater, og værnemagtens modforholdsregler bliver besvaret med strejker.

Dog er der tale om kortvarige strejker, men det er strejker, der hovedsageligt bliver til på DKP’s initiativ og ikke fagbevægelsens. Strejkerne demonstrerer på den måde, at det faglige apparat i denne periode, er ved at miste sin autoritet. Gryden koger over med augustoprøret i 1943. Strejkerne drejer sig kun delvis om at få højere løn, raseriet er i langt højere grad rettet mod tyskerne og samarbejdspolitikken. Resultatet bliver at regeringen må gå af i august 1943. Samarbejdspolitikken er slut. Socialdemokraternes ledelse er rasende. I et cirkulære skriver de blandt andet:
“Gennem 3 år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed.

Målet: at skåne land og folk for krigstidens ulykker nådes så vidt, at ingen anden politik kunne havde givet blot tilnærmelsesvis så godt resultat. Men denne vej er blevet undermineret af den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler. De har tilsigtet at fremkalde sabotage og uro i befolkningen og på arbejdspladserne. Derfor er ansvaret deres for den situation som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden krigen sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder os.”

Folkestrejkerne 1944

Folkestrejken bryder ud i København i dagene omkring 1. juli 1944. Efter den kommunistiske sabotageorganisation BOPA’s angreb på Riffelsyndikatet og efter tyskernes henrettelser af en række danske sabotører tilspidses situationen i København. I løbet af få dage udvikler en gå-tidligt-hjem-aktion sig til en generalstrejke, og tyskerne svarer straks igen med udgangsforbud om aftenen og belejring af København. Men terror mod befolkningen og med lukning for vand, el og gas.

I dele af København kommer det til åben konfrontation mellem befolkningen og de tyske tropper, og de tyske myndigheder truer med at bombe enkelte kvarterer, hvis ikke urolighederne på anden måde bliver bragt til standsning. Og tyskerne lukker for gas og vandforsyningen. Ledende politikere og fagbevægelsens top opfordrer den københavnske befolkning til at genoptage arbejdet, og forsøger at overtale tyskerne til at vise mådehold, hvor Frihedsrådet i starten opfordrer til fortsætte strejken. Frihedsrådet går dog med til at afblæse strejken ved bl.a. at forlange at Schallburg-korpset fjernes fra København, og at der igen bliver åbnet for vand og gas.

Arbejdet bliver efter et par dage genoptaget og der indtræder ingen katastrofe. Men Frihedsrådet og de siden 29. august “afsatte” politikere er ikke enige om, hvem der skal tage æren for at hele situationen ikke udløser en katastrofe. En uge efter proklamerer Frihedsrådet to minutters stilhed i Københavns gader til minde om de faldne under folkestrejken. Befolkningen følger opfordringen og de danske politikere må konstatere Frihedsrådets indflydelse og magt.

Overenskomsterne efter krigen

Med befrielsen i maj 1945 kommer der fred til landet. Men ikke ro på arbejdsmarkedet. I sommeren og efteråret 1945 er der mindst 40 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i Danmark. De handler om at få afskaffet Lov om Arbejdsforhold fra 1940, om udrensning af personer, der har samarbejdet med tyskerne og bedre løn- og arbejdsforhold. 1946 fortsætter med en række proteststrejker vendt mod lemfældig “udrensning”. Ved det første valg efter krigen får Socialdemokraterne en ordentlig lussing og kommunisterne bliver styrket.

Arbejderne kræver i 1946 krigens lønefterslæb indhentet
Arbejderne kræver i 1946 krigens lønefterslæb indhentet.

Men hverken kommunister eller socialdemokrater vil støtte arbejderne, da de ved overenskomstforhandlingerne i 1946 kræver krigens lønefterslæb indhentet. Venstre har regeringsmagten og er vanen tro imod alt hvad arbejderne forlanger. Så da arbejdersiden nedstemmer forligsmandens mæglingsforslag, bliver det ophøjet til lov. Det kan slagteriarbejderne ikke acceptere. Deres arbejdsforhold er sådan, at de bliver afskediget om fredagen og genansat mandag morgen. De vil have løn for seks dage ligesom alle andre. De fortsætter deres strejke, og i løbet af få timer er der generalstrejke i København og strejker rundt om i provinsen.

Det holder kun få dage. For der er ingen støtte at hente i fagbevægelsen. Heller ikke hos DKP, der i Land og Folk opfordrer til at genoptage arbejdet: “Det rette tidspunkt til at genoptage arbejdet er inde nu. Arbejderhæren rykker igen samlet ind på fabrikkerne, men ikke for at gå i hi, nej årvågent og kampberedt, så enhver er klar over, at der ikke i dette land kan regeres mod arbejderne.” På trods af den braldrende tone er beskeden klar: der skal være ro på arbejdsmarkedet. Det er man ikke enig i på arbejdspladserne. I 1946 bliver der tabt 1,5 mill. arbejdsdage på grund af strejker. Men uden opbakning fra fagbevægelsen eller kommunisterne ebber strejkerne efterhånden ud.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her