Kampen om 8-timers arbejdsdagen

Syndikalisterne, venstrefløjen i fagbevægelsen, er trætte af forhandlinger. De kræver direkte aktioner. I 1918 beslutter murerne at gå hjem kl. 12 om lørdagen. Efter flere strejker indføres 8 timersdagen gradvist. Arbejdsgiverne gør forsøg på igen at afskaffe 8-timers dagen. Samfundshjælpen bliver oprettet.

Syndikalister og weekend-bevægelsen

Et af de virksomme eksperimenter, som syndikalisterne er med til at inspirere til, er “week-end-historien.” Den dukker op i slutningen af maj 1918, og får sin officielle bekræftelse, da murersvendenes fagforening den 13. juni 1918 vedtager en beslutning om, at svendene skal ophøre med arbejdet lørdag middag kl. 12. I månederne derefter vedtager også murerarbejdsmændene, tømrerne, stenhugger- og entreprenørarbejderne samt jord- og betonarbejderne at slutte sig til weekendbevægelsen.

Weekend-bevægelsen ophører i løbet af efteråret 1918, efter at de aktionerende arbejdere og deres organisationer er blevet tildelt store bøder af Den faste Voldgiftsret. En arbejdsstandsning gentager sig i 1919, da de københavnske bygningsarbejdere fremsætter krav om en otte-timers arbejdsdag – man går ganske enkelt hjem efter otte timer. Stauning er ikke begejstret for situationen. Indenrigsminister Ove Rode skriver i sin dagbog: “Han syntes noget ængstelig med hensyn til morgendagens syndikalistdemonstration og strejkeforsøg.

“Otte-timersdagen når derimod ind i de etablerede forhandlingskanaler. Til andre syndikalist-støttede aktioner hører en arbejdsnedlæggelse blandt ca. 643 københavnske bagersvende i august 1918, de københavnske havnearbejderstrejker i maj og august samt den noget mindre konflikt ved Københavns flydedok i maj måned 1919.

8-timersdagen indføres

Sidst i januar 1919 bliver hovedorganisationerne enige om at foretage en trinvis nedsættelse af arbejdstiden. En daglig arbejdstid på fx. 10 timer skal således nedsættes til ni timer. Men fagbevægelsen ønsker at gå endnu videre. De to parter enes om, at hver skal udpege fem medlemmer til et udvalg, der skal undersøge mulighederne for otte-timers arbejdsdagen. Men lige pludselig begynder tingene at gå hurtigt. Da byggefagenes arbejdere erfarer, at der vil gå fem måneder, før det nedsatte udvalg skal træde sammen.

Københavnske murersvende, tømrersvende og murerarbejdsmænd, der står udenfor De sammenvirkende Fagforbund begynder en strejke. Navnlig byggearbejdernes strejke gør ondt. Bolignøden i København er stor, og en aktion fra byggefagenes arbejdere virker overordentlig stærkt. De sammenvirkende Fagforbund ønsker som følge heraf, at udvalget om otte-timers arbejdsdagen skal begynde sit arbejde straks. Hvilket fremgår på generalforsamlingen i april 1919.17.

Maj 1919 bliver de to parter enige om overenskomsten, der indbefatter reglen om otte-timers dagen. Arbejdstidsnedsættelsen skal herefter gennemføres hurtigst muligt i de fag, hvor arbejdsgiverne og arbejderne er enige om, og i samtlige fag skal de ske senest 1. januar 1920. Dog er der faggrupper, der er undtaget fra overenskomsten. Det gælder arbejdere indenfor søfart og landbrug, og beslægtede fagområder. Ligesom kuske, fyrbødere og andre som arbejder under særlige arbejdsbetingelser

Storlockouten 1922

Under overenskomstforhandlingerne i 1922 koncentrerer arbejdsgiverne deres bestræbelser på at føre lønreduktionen videre og på at afbøde otte-timer dagens økonomiske følger for erhvervslivet. Arbejdsgiverne går ikke direkte til angreb på otte-timers dagen, i stedet forsøger de under forhandlingerne at komme til enighed om visse “fornødne tilpasninger” i arbejdstidsbestemmelserne udover en lønnedsættelse på mellem 15 og 25 procent, som det hedder i DsF´s beretning. Forhandlingerne bryder sammen. Især er arbejdsgivernes modstand stor. Kort efter følger omfattende lockout varsler og et mæglingsforslag fra forligsinstitutionen, der forkastes af både arbejdere og arbejdsgivere.

I Randers bliver skruebrækkere til at losse et skib. Det kommer til sammenstød med de lockoutede arbejdere. Politiet griber ind.
I Randers bliver skruebrækkere til at losse et skib. Det kommer til sammenstød med de lockoutede arbejdere. Politiet griber ind.

På lockoutens 3. uge vedtager Rigsdagen, at arbejdsløse der har gået ledig 60 dage før lockouten begynder er berettigede til understøttelse. Dette styrker fagorganisationernes konfliktstrategi. Konflikten fortsætter, men da indenrigsminister Kragh gennem et cirkulære af 21. marts lukker for arbejdsløshedsunderstøttelsen i de konfliktramte fag, vokser betænkeligheden blandt forbundene. Den 4. april tiltræder hovedorganisationerne et forslag som forligsmanden har udarbejdet. Aftalen indebærer en reduktion i lønnen på 15 procent – med 12 procent for lavest lønnede – og otte-timers dagen bevares.

Kun arbejdsmandsforbundet nægter at gå med til forliget. Det blæser arbejdsgiverne på; de giver sig alligevel til at reducere lønningerne med de 15 procent. Da bl.a. havnearbejderne i København alligevel går i arbejde beslutter Arbejdsmandsforbundet at tiltræde overenskomsten med DA. Dermed er konflikten ophørt i samtlige fag – også “generalstrejken” i Randers.

Samfundshjælpen

Et frøfirma i Randers sætter skruebrækkere til at losse et skib med såsæd. De lockoutede arbejdere stimler sammen på havnen, og kort efter eksploderer raseriet. Samme aften holder arbejderne et møde og kræver skruebrækkere og politi fjernet fra havnen. Det vil politimesteren ikke høre tale om. Han smider nogle af de arbejdere, der har deltaget i mødet i fængsel i 30 dage, og erklærer Randers i undtagelsestilstand. Og som følge deraf er generalstrejken en realitet. Politimesteren tilkalder dragonerne og et hold skruebrækkere fra Samfundshjælpen, der skal holde de kommunale værker i gang.

Samfundshjælpen er en organisation af skruebrækkere, der bliver oprettet af højrekredse i 1920.
Samfundshjælpen er en organisation af skruebrækkere, der bliver oprettet af højrekredse i 1920.

Samfundshjælpen er en organisation af skruebrækkere, der bliver oprettet af arbejdsgivere og personer fra højrekredse i 1920. De skal træde til når strejker lammer samfundsvigtige funktioner og dermed give strejkebryderne et skær af moralsk berettigelse. I Randers bliver strejkebryderne fra samfundshjælpen beskyttet af politi og militær. De strejkende får ingen hjælp. De samvirkende fagforbund slår strejkekassen i. Formanden C.F. Madsen mener, at det hele er kommunisternes og syndikalisternes værk, og det vil man ikke støtte.

Den landsdækkende konflikt slutter med et forlig den 10. april. De samvirkende accepterer at lønnen bliver sat ned, men otte-timers dagen bliver der ikke rørt ved. Først en uge senere opgiver arbejderne i Randers og går på arbejde igen. På længere sigt er det strejkebryderne fra Samfundshjælpen, der taber. De kan ikke få arbejde, og prøver at tigge sig til noget hos Samfundshjælpens støtter. En strejkebryder skriver til Ritmester Secher i Randers: “Sagen er, at jeg ved at have arbejdet i Randers er kommet på samtlige fagforeningers sorte tavle. Her i Varde er jeg således udelukket fra alt arbejde, og enhver mester som vil prøve at antage mig bliver blokeret.”

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her