Kampen om ligeløn

Kvinderne er de dårligst betalte på arbejdsmarkedet. I 1901 bliver Kvindeligt Arbejderforbund dannet og i 1915 får kvinderne stemmeret. Først i 1945 vedtager KAD kravet om lige løn for lige arbejde. men kvinderne må kæmpe alene i mange år for deres krav. I 1973 indføres ligelønnen formelt, men der er langt fra principper til lønningsposer.

Den tidlige fagbevægelse og kvinderne

Kvindeligt Arbejderforbund stiftes i København i 1885. Fra 1897 antager det forbundsagtig karakter med ni selvstændige afdelinger. Og fra 1898 forbundet med i DsF med seks afdelinger og ca. 800 medlemmer. Men landsdækkende bliver forbundet først i 1901. Det Kvindelige Arbejderforbund har det specielle problem i forhold til andre fagforeninger, at det skal organisere en af de lavtlønnede grupper på arbejdsmarkedet. Desuden er mange arbejderkvinder hårdt belastet, da de også passer deres hjem og børn.

Indtil slutningen af 1890´erne er det en meget lille flok kvinder, der holder liv i Kvindeligt Arbejderforbund. De få, der er, forsætter på trods af store skuffelser og interne konflikter. I august 1896 strejker kvinderne på “Jacob Holm og Sønners Reberbane” på Amager. Kvindeligt Arbejderforbund har anmodet om bedre løn- og arbejdsforhold. Men firmaet ønsker ikke at komme i dialog med forbundet da: “de ikke agtede at forhandle med alle fra gader og stræder.” Strejken varer i otte uger og ender med højere løn og bedre arbejdsforhold for de kvindelige arbejdere.

I september 1904 strejker de kvindelige arbejdere på tændstiksfabrikken Gosch & Co. Selv om deres faglige bagland fraråder det. Kvinderne har en dårlig løn og hårdt arbejde. Og de må finde sig i meget fra de mandlige arbejdslederes side. Især fra een bestemt: “Han bruger at sige til kvinderne, jeg må tage mig lidt, hvor jeg kan få det, for min kone sover altid, når jeg kommer hjem.” Af og til tager han kvinderne bagi og løfter klæderne op på dem. Voldgiftsretten erklærer i december samme år, at han har misbrugt sin stilling. Efterfølgende finder ledelsen det fornuftigt med et karriereskift for arbejdslederen. Han overflyttes til almindeligt arbejde.

Kvinderne og sociale tiltag

Arbejderbevægelsens mænd og kvinder har i løbet af århundredet sat deres præg på udformningen af velfærdsstaten. Men de er ikke været alene om det. Den første fabrikslov og den første sociallovgivning bliver gennemført af Højre og støttet af Venstre. I samme periode foregår der en række filantropiske projekter, hvor kvinder fra det højere borgerskab og religiøse foreninger udretter socialt arbejde for fattige børn, enlige mødre og prostitueret. Kvinder får først valgret til rigsdagen i 1915. Men inden da har de fået pladser i de nævn og bestyrelser, der administrerer den sociale lovgivning. det ser man i 1888, hvor loven om tilsyn af plejebørn bliver vedtaget. Her har kvinder for første gang fået adgang til offentlige hverv.

Ligeledes med Værgerådsloven af 1905, hvor det også eksplicit fremgår, at der skal udnævnes kvinder til rådet. To år efter bliver Hjælpekasseloven vedtaget, der for offentlige midler skal yde hjælp til mennesker, der er uforskyldt fattige. Ved det første valg til hjælpekasserne er ca. 1/3 af de valgte kvinder. Det er først og fremmest borgerskabets kvinder, der bliver valgt. Men omkring 1900 er også arbejderklassens kvinder med. Kvinderne har ikke den, store indflydelse på de økonomiske rammer, men de får efterhånden indflydelse på udmøntningen af lovgivningen og fordelingen af pengene.

Da de får adgang til kommunalbestyrelser og Rigsdag, kommer de også til at sætte deres præg på udformningen af lovgivningen. De kan på baggrund af deres erfaringer i fagforeninger, sociale nævn tage initiativ til ny lovgivning. Områderne er ofte det sociale område, boligforhold, uddannelse sygdom og sundhed. Rigsdagstidende vidner om, at kvinderne tager initiativer til lovgivning, der hjælper arbejderklassen.

KAD og ligelønnen

Kvinder har det dårligst betalte arbejde
Kvinder har det dårligst betalte arbejde.

I 1926 fremfører kommunisten Inger Gamburg fra KAD´s 5. afd. på KAD´s kongres, at lige løn for lige arbejde bør indgås i KAD´s formålsparagraf. Kongressen nedstemmer foreslaget. Bl.a. formanden, socialdemokraten Alvilda Andersen, er imod. Mange af kvinderne er bange for, at de ryger ud af arbejdsmarkedet, hvis de forlanger ligeløn. Først i 1945 vedtager KAD kravet om ligeløn for lige arbejde. Og de ønsker ensartede løntillæg for kvinder og mænd. I 1952 bliver der nedsat en kommission under LO og DA, der skal arbejde med spørgsmålet. Ellers sker der ikke meget.

Formanden for KAD, Toni Grøn, udtaler i 1959, at hun håber, at Folketinget vil indføre ligelønnen ved lov. Der går ikke lang tid før KAD´s medlemmer må opleve en ny urimelighed. På grund af mangel på kvindelig arbejdskraft ansættes mandlige rengøringsassistenter. Men de får højere løn end deres kvindelige kolleger. Vreden hos kvinderne retter sig ikke kun mod arbejdsgiverne, men også mod DsF. De indgår overenskomster, der sælger ud af kvindernes interesser. I 1952 opnår kvinderne, at få deres dyrtidstillæg sat op svarende til 4/5 af mændenes tillæg. KAD kræver endnu engang det samme som mændene.

Det krav bliver ikke imødekommet af hovedorganisationerne i denne periode. I 1969 kommer KAD så vidt, at der bliver fastsat ens dyrtidstillæg, men det har de kæmpet for i 30 år. Men der er stadig ikke ligeløn, og derfor arrangeres en kampagne for ligeløn. Det resulterer i, at kravet om ligeløn bliver udtaget som et af LO´s generelle krav til overenskomstforhandlingerne i 1971. KAD´s formand, Edith Olsen, er indstillet på at stå fast på kravet. Alt eller intet. Hun udtaler, at uden lige-lønnen vil hun ikke anbefale et mæglingsforslag. Resultat: Ingen ligeløn i 1971.

Ligelønnen indføres i 1973

Philips-strejken er et eksempel på en konflikt, hvor alle – kvinder som mænd, faglærte som ufaglærte – står ubrydeligt sammen. Den form for solidaritet har ikke altid karakteriseret fagbevægelsen. I hvert fald ikke når det gælder kampen for ligeløn mellem kvinder og mænd. Under en strejke på bryggerierne i 1960 bliver det gjort de kvindelige bryggeriarbejderes formand Margit Fogh Jensen pinligt klart, at kampen for ligeløn er kvindernes alene. De mandlige bryggeriarbejdere indgår et forlig, hvor de får en lønforhøjelse og kvinderne intet får.

Kvinderne må alene gennem en længere kamp for at få deres lønforhøjelse og bagefter udtaler Margit Fogh bittert: “Ved konflikten i 1960 der lærte vi rigtigt, hvad det vil sige at tage en kvindekamp. For mændene gik ud på bryggerierne og hævede deres dagløn. Men de ville ikke aflevere én krone til deres medsøstre. Og det gav os den erfaring, at vi alene måtte tage den kamp.” På hver eneste kongres kræver Margit Fogh forgæves at forbundet skal arbejde for ligeløn. Først i 1971 bøjer mændene og bryggerierne sig. Der bliver indført ligeløn for lige arbejde, som der allerede er hos HK, i tobakken og på slagterierne.

Men da har den nye kvindebevægelse også sat kraftigt fokus på kvindekampen. 1. maj 1970 stormer kvinderne talerstolen før LO formand Thomas Nielsen skal tale og krævede ligeløn nu. Men generelt bliver der ikke indført ligeløn i 1971. Først med i overenskomsten i 1973 bliver ligelønnen indført på papiret – men der er langt fra principper til lønningsposer. Kvindefagene er stadig lavtlønsområder og generelt har lønforskellen mellem kvinder og mænd været voksende.