Konflikter om organisations- og ledelsesret

Konflikter om retten til at organisere sig fortsætter. I 1922 resulterer en konflikt i Kolindsund med, at Venstre-regeringen indfører de såkaldte “tugthuslove. I 1970’erne og 1980’erne handler mange konflikter om retten til at have eksklusivaftaler, aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgivere om kun at ansætte organiserede arbejdere.

Kolindsund og tugthuslovene

I starten af 1920’erne må kampen for organisationsretten i landbrugserhvervet føres på et medlemsgrundlag, som i realiteten lader det være op til de enkelte arbejdsgivere, om arbejderne må organisere sig. Men selv om arbejderne får ret til at organisere sig, må de alligevel ofte opleve, at de ikke må bruge fagforeningerne i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold. Arbejderne i Kolindsund, der tidligt har organiseret sig, oplever ligesom mange andre i starten af 1920’erne at lønningerne falder. Samtidig vil nye ejere i Kolindsundaktieselskabet ikke accepterer fagforeningens forhandlingsret, og hvad der er opbygget af aftale- og forhandlingssystemer.

Den 23. september 1923 starter konflikten i Kolindsund med arbejdsnedlæggelser og lockout. I Venstrepressen bliver konflikten fremstillet som “Et stykke fagforeningsdiktatur i renkultur.” Konflikten er af principiel betydning for Venstre i agitationen mod Socialdemokratiet, der har overtaget regeringsmagten i 1924: Landmændene skal stå fast! De implicerede forbund bliver pålagt betydelige erstatninger gennem en domstolsafgørelse uden for det arbejdsretlige system. Men i sommeren 1925 frikender Landsretten forbundene DsF og DAF.

Dommen bliver straks anket til Højesteret. Højesteret underkender Landsrettens dom året efter, og endnu engang bliver forbundene dømt en betydelig erstatning. Kolindsundsagen fører til, at venstreregeringen Madsen-Mygdal gennemfører tugshusloven i 1928. Den fastslår, at at det er strafbart at tvinge arbejdere ind i en fagforening. Tugthusloven har tydeligvis til hensigt, at bremse fagforeningernes indflydelse. I 1937 bliver den ophævet.

Eksklusivaftaler

1970’erne 1980’erne og 1990’erne bliver årtierne med kampene om de såkaldte eksklusivaftaler. Aftaler mellem fagforbundene og arbejdsgiverne om kun at ansætte LO-organiserede arbejdere. I Hadsund, hvor firmaet, Hope Computer, etablerer sig i efteråret 1972, opstår der problemer. Hope Computer nægter at melde sig ind i Dansk Arbejdsgiverforening og kan på den måde undgå at følge de spilleregler på arbejdsmarkedet som LO og DA har indgået. Fagbevægelsen etablerer blokade mod fabrikken. De indespærrede tilkalder politiet, som efter nogen tøven kommer og befrier dem. Hope Computer må alligevel give op og underskrive overenskomst.

Men angrebene mod de organiseredes krav om, kun at arbejde sammen med organiserede fortsætter. I foråret 1984 melder en københavnsk buschauffør sig ud af SID med den begrundelse, at han ikke vil betale kontingent til et forbund, der støtter socialdemokratiet økonomisk. Han får følge af syv andre. Det får de organiserede HT-chauffører til at kræve dem fyret. HT vil ikke fyre de uorganiserede chauffører og i et halvt år er det mere undtagelsen end reglen når busserne kører i København. Det får Sid`s formand Hardy Hansen til at komme med sit livs dyreste udtalelse. I TV siger Hardy, at der ikke er andet at gøre end at fyre de uorganiserede chauffører.

LO sætter alle kræfter ind i konflikten. Situationen eksploderer da HT-chaufførerne får støtte fra andre faggrupper. I løbet af et døgn bliver arbejdet nedlagt I Kastrup lufthavn og på Rigshospitalet. TV går i sort. Samtlige indfaldsveje til København bliver blokeret. Det ender med, at HT må fyre de otte chauffører. Og med at Hardy Hansen bliver idømt en bod på 20 mill. kr. i Arbejdsretten for sin famøse udtalelse i TV – den højeste bod nogensinde.

Havnearbejderne 1982

Poul Schlüters firkløverregering gennem-fører i efteråret 1982 drastiske ændringer i Loven om dagpenge og arbejdsfor-midling. Folk, der er såkaldt ‘midlertidigt ledige,’ bliver sat ned på den lave dimittendsats. Det samme er tilfældet for folk, der går ledige på grund af vejrliget. Det rammer hårdt i f.eks. byggeriet og hos havnearbejderne. For begrebet giver anledning til stor administrativ forvirring. For hvornår er man egentlig ledig?

Politiet bliver sat ind flere gange under havnearbejdernes konflikt
Politiet bliver sat ind flere gange under havnearbejdernes konflikt.

Havnearbejderne reagerer med en stor konflikt, der varer fra december 1982 til februar 83. I danske havne er det nemlig almindelig praksis, at havnearbejderne bliver hyret fra skib til skib. Den ledighed, der opstår mellem lastning og losning af skibe, bliver efter de nye bestemmelser defineret som ‘midlertidig ledighed’. Reaktionen på havnene er derfor voldsom. Der udbryder en lang række strejker på havnene, fordi den voldsomme nedskæring af havnearbejdernes økonomi rammer i flæng.

Forbundet går stærkt i brechen for dem, der bliver ramt af nedskæringerne. Det fører til, at DA slæber SID for Arbejds-retten for at få forbundet idømt en bøde for organisationsan-svar. Arbejdsgiverne får ikke medhold, og med den afgørelse får forbundet også en tilkendegivelse af, at dets ytringsfrihed eksisterer – også når der løber en konflikt, der er overens-komststridig. Hardy Hansen slipper denne gang. Men nogle år senere bliver han i Arbejdsretten belært om, at ytringsfriheden har sine grænser.

La Cabana

Restaurationsbranchen består i starten af 1980’erne af ca. 13.000 forretninger, hvoraf ca. 3000 har indgået overenskomst. Det er ikke mange. Tjenerforeningen i Herning ved godt, at det ikke er let af få arbejdsgiverne til at indgå en overenskomst. Men alligevel betragter de det som en rutinesag at forhandle overenskomst med natrestauranterne i området. Ingen har forventet, at det skal komme til at kræve års indsats. I starten af 1980´erne hedder ejeren af natrestaurationen La Cabana i Herning, Kai E. Nielsen. Han vil under ingen omstændigheder indgå overenskomst, hvori der indgår fuld arbejdstid for hans ansatte.

Blokade foran La Cabana
Blokade foran La Cabana.

Han har tilbudt at melde sig ind i DA, hvis den generelle overenskomst på området bliver ændret. Så deltidsansættel-ser kan godkendes. Det vil fagbevægelsen ikke acceptere. Fagbevægelsen begynder i august 1983 derfor en samlet aktion mod restaurationen. Den 18. oktober træder Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund i sympatikonflikt. I november 1983 indledes der forhandlinger mellem La Cabanas ejer og Tjenerforbundet. Men forhandlingerne bryder sammen på grund af uenighed om nattillægget til de ansatte. Derpå fortsætter blokaden.

Nogle gange fører blokaden til voldsom ballade. Der kører faste busser fra København og andre større byer hver fredag med strejkeaktivister. Det medfører, at politiet også optrapper deres indsats. “Politiet gik ofte længere, end man behøvede,” siger Bent Moos fra Hotel- og restaurationsbranchen til pressen. I stedet for to parter i sagen er der pludselig tre. I 1989, efter fem års faglig boykot, meddeler den nye ejer af restaurant La Cabana I Herning, at man vil indgå overenskomst med de ansatte. Tjenerforeningen og fagbevægelsen vinder slaget om La Cabana.