Krise i 1970’erne

1970’erne bliver et præget af mange arbejdskampe og strejker vendt mod den siddende regering. Den økonomiske krise slår for alvor igennem, arbejdsløsheden stiger og den høje inflation udhuler lønningerne. Skiftende regeringer forsøger at indføre indkomstpolitik. På Den Kongelige Porcelænsfabrik strejker plattedamerne for højere løn.

Konflikter og arbejdskampe

Grundliggende kan man sige, at der findes to slags arbejdsmarkedskonflikter. Konflikter der handler om organisationsret og ledelsesret. Og konflikter der handler om bedre løn- og arbejdsforhold. Det afgørende slag om retten for arbejderne til at organisere sig og arbejdsgivernes ledelsesret bliver taget med den store lockout og Septemberforliget af 1899.

Men med jævne mellemrum opstår der stadig arbejdskonflikter med dette som problem. Det skyldes at der er områder, der ikke er overenskomstdækket. I den slags områder opstår der tilbagevendende konflikter. Og netop konflikter om arbejdernes ret til at organisere sig har ofte en alvorlig karakter. Der står meget på spil for begge parter i sådan en konflikt. Fagbevægelsen forsøger at udvide eller sikre sit territorium. Og arbejdsgiverne ønsker at beholde retten til at lede på egne vilkår. Og det er næsten altid vilkår, der ikke lever op til fagbevægelsens krav. Fx. at ansætte arbejdere der ikke er organiseret. Vi ser de dramatiske forløb i den slags konflikter helt tilbage i Kolindsundsagen over Hope Computer i 1970’erne, hvor LO sætter alle sejl til for at vinde den for dem vigtige principielle sag.

I 1980’erne er der kampen mod McDonalds, hvor LO vinder. McDonalds indvilliger i at indgå de gældene overenskomster med deres ansatte. Man kan sige, at det er også er konflikter om “den anden side af mønten”: Altså retten til ikke at organisere sig. Konflikter om løn- og arbejdsforhold nærmest har været en del af det officielle forhandlingssystem.

Overenskomst 1973

For første gang i mange år en der en overenskomstfornyelsen i 1973 med strejke. To af fagbevægelsens mærkesager er blevet gennemført: ligelønnen og 40 timersugen. Men mange steder protesterer de kvindelige arbejdere mod, at ligelønnen kun er formel. De ønsker ligeløn i praksis. I oktober gennemfører socialdemokratiet og SF i fællesskab en række afgiftsforhøjelser, som er med til at udhule overenskomsterne fra foråret. I foråret året efter forsøger Hartlings venstreregering at gøre kunststykket efter med nye afgiftsforhøjelser.
Forslaget om afgiftsforhøjelser medfører en national strejkebevægelse af enormt omfang forud for vedtagelsen af afgifterne i folketinget. Det starter den 9. maj 1974. Det er først og fremmest værftsarbejderne, der går i spidsen. LO protesterer dagen efter mod afgifterne og kræver, at regeringen går af. Den 11. maj mødes Formandsinitiativet for at arrangere demonstrationer foran Christiansborg forud for tredje behandlingen af afgiftsforslaget i folketinget. Ca. 150.000 mennesker demonstrerer foran Christiansborg. Fire dage efter vedtages afgiftsforslaget. Dagen efter går 200.000 til 250.000 i proteststrejke over hele landet.

De kræver lønkompensationer og en “arbejderregering”. Efter de store strejker og demonstrationer bliver det lagt ud til de enkelte arbejdspladser at gennemføre kravet om to kr. mere i timen som kompensation for afgiftsforhøjelserne. DA anklager fagforeningslederne for Arbejdsretten for indirekte at have opfordret arbejderne til ulovlige strejker. LO og DA underskriver i december 1974 et protokollat, hvor DA frafalder at retsforfølge arbejdere og at inddrive bod for ulovlige strejker.

Kampen om indkomstpolitikken

Poul Hartlings venstreregering forsøger i sin korte levetid at føre krisepolitik. I december 1974 fremlægger venstreregeringen en ny kriseplan i Folketinget. Planen bliver af arbejderbevægelsen afvist som indkomstpolitik. En politik der er rettet mod lønarbejderne, og i øvrigt ikke er forhandlet med arbejdsmarkedets parter. Planen kan heller ikke samle flertal i Folketinget, så statsminister Poul Hartling udskriver valg. Socialdemokratiet spiller i valgkampen ud med en økonomisk plan, der også indeholder indkomstpolitik forslag. Men de hægter det op på gennemførelsen af en ØD-ordning. For socialdemokraterne er ØD og indkomstpolitik herefter nært knyttet sammen.

Anker Jørgensen
Anker Jørgensen.

I januar 1975 danner Anker Jørgensen en socialdemokratisk mindretalsregering. Den fører en stram indkomstpolitik, der er rettet mod alle indkomstgrupper – ikke kun lønarbejdernes. Der går kun tre uger før den nye regering griber ind overfor de sammenbrudte overenskomstforhandlinger. Den frie forhandlingsret sættes ud af spillet og overenskomsterne fra 1973 forlænges til 1977. For at regeringen kan føre en effektiv indkomstpolitik, er den nød til at kunne styre arbejdernes lønkamp. Derfor er det et vigtigt økonomisk instrument at kunne sætte den frie forhandlingsret ud af funktion. Strejker med lønkrav kan ikke undgå at udgøre en trussel mod indkomstpolitikken.

For at regeringen kan føre en effektiv indkomstpolitik, er den nød til at kunne styre arbejdernes lønkamp. Derfor er det et vigtigt økonomisk instrument at kunne sætte den frie forhandlingsret ud af funktion. Strejker med lønkrav kan ikke undgå at udgøre en trussel mod indkomstpolitikken. Overenskomstindgrebet i marts 1975 fører ikke til landsomfattende aktioner som i maj 1974. Arbejdernes utilfredshed kommer primært til udtryk i lokale strejker. Men det er ikke indkomstpolitikken de aktionerer imod. Nærmere mod rationaliseringer og for retten til at bevare deres arbejdsplads.

Den Kongelige Porcelænsfabrik

At kvinder kan kæmpe for deres sag viser de under strejken på den Kongelige porcelænsfabrik i 1976. 1.270 arbejdere strejker i 13 uger – fra juni til september. Der har tidligere været konflikter på fabrikken, som er præget af et dårligt akkordsystem, et elendigt arbejdsmiljø med træk og giftige dampe fra malingen samt nye maskiner, der leverer dårlige platter. Det er næsten kun kvinder, der maler det blåblomst- og musselmønstrede porcelæn. Det er håndarbejde på akkord og med stadig større krav til effektivitet.

Plattedamerne kræver derfor, at alle skal have 31,50 kr. i timen. Og hele fabrikken: arbejdsmænd, drejere, HK’ere og håndværkere sympatistrejker.
Strejken kommer til at vare tretten uger – under stor medieopmærksomhed. Støtteko-miteer over hele landet sender penge. Og de strejkende maler kongelige mønstre på paptallerkener og sælger dem for 10 kr. stykket. Det bliver stadig tydeligere, at den egentlige modstander er Arbejdsgiverforeningen, der vil føre benhård nulpolitik overfor alle lønkrav. 70’ernes krise er ved at blive mærkbar, og der er også politisk lagt op til indkomstpolitik med begrænsede lønstigninger.

Det får endnu flere arbejdspladser til at støtte strejken. 10.000 går i demonstration til Arbejdsgiverforeningens hovedkontor og stadig flere udtaler sig for de strejkende, bl.a. tillidsfolk, der ikke normalt støtter de såkaldt “vilde strejker”. Efter et lockoutvarsel mod hele den keramiske industri godkender arbejderne på Den kongelige porcelænsfabrik et forlig som giver dem 30,50 kr. i timen. En krone mindre end de har forlangt, og en fremgang på tre kroner i timen også til HK’ere og arbejdsmænd.