Storlockouten 1899

I 1890’erne er der mange strejker. Fagforeningerne kæmper for bedre løn, kortere arbejdstid og for arbejdernes ret til at melde sig i fagforening. Dansk arbejdsgiverforening bliver dannet i 1896 og De samvirkende Fagforbund bliver til i 1898. Arbejdsgiverne vil knække den unge fagbevægelse og indleder en storlockout.

Arbejdsgiverne og Storlockouten

Danmarkshistoriens største arbejdskamp er Storlockouten i 1899, hvor den dengang nystartede arbejdsgiverforening en gang for alle vil have sat fagforeningerne på plads. I årene op til storlockouten har der været mange strejker. Det handler ofte om løn og arbejdstid, men også om retten til at organisere sig. Det gør det i 1892 da natmændene går i strejke. Natmændene tømmer latriner, og da København endnu ikke er kloakeret, er både rige og fattige afhængige af natmændenes service, for ingen har endnu WC.
Københavns Renovationskompagni sætter skruebrækkere til arbejdet. Men Lyngsie, der er arbejdsmændenes formand, har beordret natmændene til at aflevere de mange hundrede nøgler til baggårde og lokummer i en stor bunke.

Natmændene tømmer latriner. Rekonstruktion fra dokumentarprogrammet "Når Bægeret flyder over"
Natmændene tømmer latriner. Rekonstruktion fra dokumentarprogrammet “Når Bægeret flyder over”.

Ingen kan finde ud af hvilke nøgler, der passer hvor, så stinkende lokumsspandene begynder at hobe sig op i hele byen. Klager og bønskrivelser strømmer ind til kommunen. Renovationskompagniet må give op. Og natmændene får ret til at være i fagforening. Den slags strejker hører til dagens orden. Som et modtræk begynder arbejdsgiverne at lockoute arbejderne – dvs. udelukke dem fra arbejdspladserne. For at stå samlet overfor en stadig stærkere fagbevægelse opretter de i 1896 Dansk Arbejdsgiverforening.

To år senere svarer arbejdersiden igen med oprettelsen af De Samvirkende fagforbund – det der i dag hedder LO. De samvirkende er kun ét år gammel, da arbejdsgiverne beslutter sig for, at nu skal fagbevægelsen sættes på plads. De udvider en lille jysk snedkerstrejke til en landsdækkende lockout. Og den 19. maj 1899 bliver 30.000 arbejdere sat på gaden – det er mere end halvdelen af De samvirkendes fagforbunds medlemmer. Arbejdsgivernes formand Niels Andersen, sender DsF et brev hvor han meddelte, at enhver forhandling er håbløs. Så tager han på fem ugers kurophold i Tyskland.

Arbejderne og Storlockouten

Lockouten lammer de større byer, og borgerlige kredse forsøger at mægle. Men for arbejdsgiverne handler det ikke om at finde en løsning, så i stedet for at indgå forlig smider de yderligere 10.000 arbejdere på gaden. Fagforbundene kan kun betale en lille understøttelse, og nøden begynder at brede sig i arbejderkvartererne, fortæller maleren Anton Hansen i sine erindringer: “Fattigdommen i arbejderkvartererne udartede til forhold, der lå på grænsen af hungersnød. Husleje blev ikke betalt, men da de fleste husejere var klare over, at de heller ikke kunne vente leje af eventuelle nye lejere, lod de tingene gå deres skæve gang.”

Modstanden mod Hungerkrigen, som lockouten bliver kaldt, rækker langt ind i borgerlige kredse. Der bliver således stiftet en “komite for indsamling til de udelukkede arbejdere”. Komiteen sørger bl.a. for mad til koner og børn, og opretter beklædningsstuer, hvor arbejderne kan hente tøj. Og mange landmænd tager børn fra byerne på ferieophold. Det er strenge tider for de lockoutede og deres familier, men de holder ud, fortæller De samvirkendes kasserer Emanuel Svendsen:

“Så hård og lang kampen var, og så store ofre den krævede, var der dog ingen af os, der var ængstelige for, at arbejdsgiverne skulle få deres vilje og få knust fagbevægelsen.” På sit højeste kommer selve lockouten til at omfange 40.000 arbejdere. Den har mange dramatiske faser, men den bliver tillige en demonstration af solidaritet og sympati. På arbejdersiden bliver konflikten finansieret både ved særligt kontingenter og ved frivillige bidrag.

Støtten til arbejderne

Storlockouten er den største arbejdskamp verden har set i forhold til landets størrelse. Begge parter henter hjælp i udlandet. Arbejdsgiverne sikrer sig, at de der forsøger at få arbejde i Tyskland også bliver udelukket dér. Og på arbejdersiden strømmer indsamlede bidrag ind. Der kommer 194.000 kr. fra Tyskland. En enorm sum på et tidspunkt, hvor en vellønnet arbejder tjener 1.000 kr. om året. Mindre beløb kommer fra England, fra USA, fra Sverige og Norge. Og selv fra Afrika kommer der 1.400 kr. Imens venter arbejdsgiverne på, at arbejderne skal give op.

Da lockouten har varet i 10 uger skriver Social-Demokraten en bitter artikel: “I 10 uger har arbejdsgiverne nu siddet og længtes efter, at sulten skulle gøre sin virkning, de har set opmærksomt på alle de arbejdere, de tilfældigt mødte, om kinderne var bleven rigtigt gustne, om øjnene var blårandede, om benene vaklede. De har lagt mærke til arbejdernes børn, der sad ved rendestenen, om sulten havde sat rigtigt spor i disse små magre legemer. Men arbejdsgiverne er gået bedrøvede videre. Der var spor af sultekampens måneder, men de var ikke dybe nok.”

Mange børn fra lockoutede hjem bliver sendt ud på landet. Men også her får konflikten sin virkning. En af de sager, der vækker mest opmærksomhed handler om en godsforvalter fra Falster, der har taget to børn fra lockoutede forældre til sig. Godsejeren, Grandjean, forlanger at børnene skal sendes tilbage til København. Godsforvalteren må bøje sig, men tager samtidig sin afsked. Handlinger af denne art bidrager til sympati i befolkningen overfor arbejdernes sag.

Forliget

Endelig den 4. september – efter fire måneders konflikt – må arbejdsgiverne indse, at fagforeningerne er kommet for at blive. Der bliver indgået et forlig, septemberforliget, som anerkender arbejdernes ret til at organisere sig, men som samtidig bekræfter arbejdsgiverne ret til at lede og fordele arbejdet. I overenskomsten hedder det: “Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De sammenvirkendes Fagforbund erkender…hinandens berettigelse til henholdsvis at dekretere eller godkende arbejdsstandsning.” Der bliver også aftalt en række fagretlige regler. Regler, der siden hen fører til oprettelse af Arbejdsretten.

Brolæggere i Århus. 1890'erne
Brolæggere i Århus. 1890’erne.

Fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningen anerkender hinanden som ligeværdige parter, som skal løse uenigheder ved overenskomstforhandlinger eller voldgift.
Spontane strejker mod arbejdsgivere med overenskomst bliver fra da af et brud på reglerne, og kan straffes med bod til de strejkendes fagforbund og det skaber splittelse. Nogle af de utilfredse finder senere sammen i den syndikalistisk Fagoppositionens Sammenslutning. De nægter at anerkende septemberforliget og arbejdet i Rigsdagen, og mener at socialismen skal gennemføres ved hjælp af generalstrejke.

De samvirkende og Socialdemokratiet fører en ubønhørlig kamp mod disse splittelsesfolk, som de kalder dem. Stauning siger i 1918 i Rigsdagen: “Arbejderklassen er nået vidt frem ved netop at vise respekt for indgåede aftaler, thi det gav også en ret fra arbejdernes side til at kræve respekt fra den anden parts side. Jeg forudser den største skade for arbejderne selv, hvis respekten for overenskomster nedbrydes.”

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her