Tidlige konflikter

Den første strejke i Danmark finder sted 1794. Myndighederne slår hårdt ned. 120 strejkende bliver i dømt 4 måneders tvangsarbejde. I 1870erne bruger de unge fagforeninger omgangsskruen som kampmiddel. De strejker mod en mester ad gangen. Fagforeningerne får flere og flere medlemmer og arbejdsgiverne organiserer sig.

Den første konflikt i Danmark

Danmarkshistoriens første strejke finder sted i København i 1794. Den københavnske tømrermester A. Hallandsen har vægret sig ved, at lade to tyske svende rejse, da de beder om det. De to svende bliver arresteret, og idømt seks dages fængsel på vand og brød. Det fører til at mellem 200 og 300 tømrersvende i solidaritet beslutter sig for at nedlægge arbejdet. Strejken kommer hurtigt til at handle om andet end de to arresterede tømerer. Det handler om lønkrav og bedre arbejdsforhold.

Den 5. august forsøger politimester J. Th. Flindt at overtale de strejkende tømere i Adelgade til at opgive strejken. Det får han intet ud af. Derpå sætter han ca. 200 soldater ind, der arresterer, de tømrer der ikke vil gå i arbejde igen. Det drejer sig om ca. 12o tyske tømrersvende. De bliver ført til Kastellet, hvor de kort efter befinder sig om bord på briggen “Louge”, der sammen med tre kanonbåde som eskorte sejler ud af Københavns havn med kursen mod Nordtyskland. Myndighederne frygter, at tømrerstrejken er et dansk modstykke til den franske revolution, der har fundet sted fem år tidligere. Det er efter al sandsynlighed grunden til at myndighederne slår så hårdt ned på strejken. At andre laug laver sympati-aktioner er yderligere et incitament for myndighederne til at håndtere situationen på den hårde måde.

Den 8. august er strejken forbi. De ca. 120 svende, som stadig nægter at genoptage arbejdet bliver idømt fire måneders tvangsarbejde. Men myndighederne beslutter at nedsætte en kommission, hvis arbejde i 1800 resulterer i en forordning, der regulerer aftaleforholdet mellem mestre og svende. Selv om forordningen indeholder fremskridt for svendene, bestemmer den, at det er forbudt at strejke og den fastholder laugstvangen.

Omgangsskruen

Fagbevægelsen bliver i 1870´erne etableret fra bunden. Med de faglærte grupper i håndværksfagene i spidsen dannes lokale fagforeninger. Deres direkte udgangspunkt er at forbedre løn- og arbejdsforhold på de enkelte virksomheder. Kampmidlet er “strejker”. Arbejderne nægter simpelthen at sælge deres arbejdskraft ved ikke at arbejde. I denne periode bliver “omgangskruen” opfundet. Omgangsskruen er betegnelsen for strejker, der retter sig mod én virksomhed. Strejken spreder sig til andre virksomheder inden for samme fag, så snart det, der er krævet, er opnået.

Eksempelvis strejker snedkersvendene hos en lokal mester for at få mere i løn. De bliver så støttet af deres kolleger i lokalområdet. Under gunstige økonomiske forhold opnår de et overtag i forhold til mesteren. Når mesteren så opgiver kampen mod svendene og bøjer sig for kravene, går svendene videre til den næste mester. Og sådan fortsætter det. Indtil hele lokalområdet har opnået de resultater, de ønsker. Det er en form for decentral faglig kamp.

Efterhånden som arbejdsgiverne styrker deres organisationer for at modstå presset, sætter det fart i processen med at danne lokale fællesorganisationer. Fx vil snedkersvendene kunne få hjælp af de andre organiserede arbejdere i deres lokalområde. Det landsdækkende fagforbund vil kunne støtte de lokale kampe, og sikre det nødvendige sammenhold, hvis strejkerne bliver løftet op på et nationalt niveau. I 1880´erne er det endnu et skrøbeligt fundament, fagbevægelsen bygger på. Det viser jernlockouten i 1885 i København. Der står de faglige organisationer svagt.

Spontane strejker i slutningen af 1800-tallet

Arbejdere på deres værksted. Foto fra 1890'erne.
Arbejdere på deres værksted. Foto fra 1890’erne.

Ved slutningen af 1800-tallet tager antallet af strejker kraftigt til. De bliver også bedre organiseret end tidligere strejker. Det skyldes, at op igennem 1880’erne og 1890’erne bliver det mere almindeligt, at arbejdsnedlæggelserne skal forhåndsgodkendes af den respektive generalforsamling. Strejkeforsikring i form af strejkekasser vinder frem, og i København vedtager De sammenvirkende Fagforeninger i 1892 regler om en planmæssig strejkeunderstøttelse.

I denne periode bliver det også mere almindeligt at benytte strejkevagter og søge offentlighedens støtte ved hjælp af pressekampagner omkring større konflikter. Særlig kraftigt sætter man ind over for strejkebrydere. Og som fagforeningerne vinder terræn, lægges der også pres på de arbejdere, der ikke vil lade sig organisere. Navnene på strejkebrydere bliver offentliggjort i fagblade og bliver slået op på de lokale værtshuse. Man nægter at arbejde sammen med dem og de uorganiserede. Fagforeningerne går endog så vidt som til at organisere fagfæller i Sverige og Tyskland for på den måde at imødegå, at de bliver brugt som skruebrækkere og løntrykkere. Det er de faglærte svendes foreninger, som fører an, når der skal organiseres og strejkes.

Først fra midten af 1880´erne begynder arbejdsmændenes organisationer at gøre sig kraftigere gældende. En nødvendig betingelse for at kunne forbedre der løn- og arbejdsforhold. I 1898 samles fagforbundene i De sammenvirkende Fagforbund. I år 1900 tæller DsF i alt 81.269 medlemmer. Medregnes de organisationer som står udenfor, kommer det samlede antal organiserede op på 96.295 for hele landet. Derfor er arbejderorganisationerne omkring 1900-tallet nu en magtfaktor af rang overfor arbejdsgiverne.

Kampen om organisationsretten

I midten af 1880’erne findes der nogle lidt større virksomheder og også en begyndende industrialisering. Men det generelle billede er præget af relativt små virksomheder med en endnu fortrinsvis håndværksmæssig produktion. Det er her, at maskinfabrikanterne og mestrene i København viser, hvad der må være arbejdsgivernes svar på de opvoksende fagforeninger. Arbejdsgiverne slutter sig sammen og besvarer lønpresset med anvendelsen af lockout-våbenet. Lockouten er arbejdsgivernes faglige kampmiddel mod omgangsskruen Derved kan relativt små konflikter hurtigt udvikle sig til omfattende lockouter. Det er, hvad der sker i jernindustrien i København i 1885, hvor en lang og bitter konflikt tager sin begyndelse.

Smedeværksted i 1890'erne
Smedeværksted i 1890’erne.

I første omgang er det ikke jernfabrikanternes tanke at acceptere kollektive overenskomster med de faglærte smede. For slet ikke at tale om de ufaglærte arbejdsmænd. Jernfabrikanternes mål er stadig en egentlig eliminering af enhver form for fagforenigsbevægelse. Selv om fagforeningerne på det sagsmæssige område, vedr. lønforbedringer mv., lider nederlag, så er udfaldet af lockouten alligevel en slags sejr for fagbevægelsen.

Jernfabrikanterne må nødtvungent indgå en overenskomst med fagforeningen. Fagforeningernes organisations- og forhandlingsret er dermed reelt fastslået: “…Arbejdernes Ret til at være i hvilken Forening de havde Lyst til.” Derved bliver Jern-lockouten i 1885 den formentlig afgørende kamp om organisationsretten. jern-lockouten er vendepunktet i kampen mellem arbejdere og arbejdsgivere. Fagforeningsbevægelsen er ved at blive en fast institution på arbejdsmarkedet.