Det Kooperative Fællesforbund

I 1922 oprettes en landsorganisation for de kooperative virksomheder under arbejderbevægelsen. Det Kooperative Fællesforbund skal bl.a hjælpe virksomhederne med at uddanne medarbejderne. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bliver oprettet i 1935. Rådet skal varetage arbejdersynspunkter over for regering og erhvervsliv.

Snorens tredie streng

Den 10. juni kl. 10 formiddag 1922 samles 117 delegerede fra de kooperative virksomheder fra hele landet. Mødet, der åbnes af statsminister Stauning, varer hele dagen og slutter med en enstemmigt vedtaget resolution: “Sammenslutninger og Enkeltvirksomheder vedtager, at der oprettes en Landsorganisation for de kooperative Selskaber i Danmark, som tilhører Arbejderbevægelsen”. På det følgende bestyrelsesmøde den 16. november besluttes at ansætte cand. jur. Fr. Dalgaard som sekretær for Fællesforbundet.

Allerede i 30´erne kan arbejderne næsten leve af deres egne varer. Som professor Mogens N. Pedersen senere beskriver det i Ekstrabladet: “Du kunne synge i arbejdersangkoret, blive klippet på “Figaro”- frisørsalonger, drikke Star, læse socialdemokratiske aviser, blade og bøger fra Fremad. Dine pengesager og dine forsikringer tog arbejderkooperationen sig også af, og når du engang havde hørt din sidste udsendelse i partiets Statsradiofoni på dit ARAKO-apparat, når du med andre ord havde sat dine A.K.S.-sko for sidste gang, tog Arbejdernes Ligbrændingsforening sig af resten.

“Efter besættelsen kommer der yderligere gang i udviklingen navnlig for boligkooperationen, byggefagskooperationen og brugsforeningerne i de større byer. I 1950 omfatter Fællesforbundet 530 virksomheder, hvoraf de 260 er boligselskaber. Nye selskaber og foreninger kommer til, og et stort organisationsarbejde fortsættes. Samtidig finder der en intensiv oplysningsvirksomhed sted som får stadig større kredse til at slutte op om virksomhederne.

En tur gennem en kooperativ bydel

I anledning af Det kooperative Fællesforbunds 25-års jubilæum i 1947, udgiver DkF en bog om sig selv; “Snorens tredie streng”. I bogen er der indtegnet en rute i København, som DkF benytter, når de skal fremvise de forskellige former for almennyttigt og kooperativt boligbyggeri. Ruten omfatter alle slags boligtyper, som dog ikke alle er kooperative boligselskaber, men også enkelte andre institutioner som har et socialt præg. Ruten starter på Frederiksborgvej ved Arbejdernes Andels-Boligforening, der er et kooperativ i sin opbygning og ledelse. I bogen hedder det: “…indrettet med Centralvarme, Bad og automatiske vaskekældre, og med grønne Omraader og Legepladser ind mellem Husene.”

Ruten fortsætter mod Bispebjerg som i bogen omtales som et “mønsterværdigt kooperativt Storbybyggeri.” Lejlighederne der er indrettet med hensyntagen til de 670 familiers sundhedsmæssige og kulturelle behov:” I de lyse Sommeraftener udfolder der sig paa Plæner og Altaner et charmerende Familieliv.” Det sociale boligbyggeri i Bispeparken er også noget der bliver fremhævet, det: “…huser 785 Familier, der bor billigt og ideelt.” Så går turen til Emdrup. Men inden passeres de nye aldersrenteboliger på Tuborgvej: “…hvor de gamle kan bo under trygge og gode Forhold.

“I Emdrup fremvises den nye skole, der: “…passer ind i Kvarteret som Haand til Handske.” Arbejdernes Andels-Boligforenings byggeri fremhæves med dets 261 lejligheder. Det er halvhøje blokke med masser af plads imellem og med god udsigt. Rundturen slutter i det store kooperative kvarter ved Strandvejen på Østerbro: “…hvor vi ser paa nogle Exempler af det overordentlige solide og billige Byggeri, som Arbejdernes Andelsboligforening byggede her i Aarene efter den forrige krig.”

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

I første halvdel af 1930´erne bliver der ført en livlig debat om fagforeningernes politiske ansvar. Dvs. forholdet mellem deres løbende krav og det erhvervs- og samfundsmæssigt mulige. Der har været forventninger om, at det Kooperative Fællesforbund kan blive det rådgivende organ for den samlede arbejderbevægelse i erhvervspolitiske spørgsmål. Men de fornødne midler kan ikke tilvejebringes gennem fællesforbundets medlemmer alene. Dernæst er der også inden for politiske og faglige kredse betænkeligheder ved, om fællesforbundet kan optræde med fornøden tyngde i alle situationer, da kooperationen på dette tidspunkt har en svag stilling i dansk erhvervsliv.

Den socialdemokratiske politiker, Johs. Kjærbøl (1885-1973), udkaster derfor tanken om et Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ideen er, at rådet skal bestå af faguddannede økonomer, der skal kontrolleres af repræsentanter for den faglige, kooperative og politiske arbejderbevægelse. Rådet skal varetage arbejdersynspunkter over for regering, rigsdag, myndigheder, Industrirådet og offentligheden. Det skal være repræsenteret ved handelsforhandlinger og indsamle og bearbejde økonomiske oplysninger.

Ideen tiltaler Stauning, og på hans initiativ bliver der forhandlet om rådet i efteråret 1934. Fra 1935 træder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i kraft med medlemmer fra Det kooperative Fællesforbund, De samvirkende Fagforbund (LO), Socialdemokratiet, Arbejdernes Landsbank m.fl. Erhvervsrådet bliver anerkendt fra alle sider som et selvstændigt erhvervspolitisk organ for den samlede arbejderbevægelse.

Hvad sker der i dag

Det kooperative fællesskab arbejder i 1990’erne stadig med kooperations-ideen som grundlag for en virksomhedsform, der skal fungere som et alternativ til det private erhvervsliv. DkF, der repræsenterer kooperationen udadtil, udbreder kendskabet til kooperationen i offentligheden. Det iværksætter oplysnings- og uddannelsesvirksomhed overfor medlemsvirksomhedernes medlemmer, valgte og ansatte ledere samt øvrige medarbejdere.

Arbejdernes Landsbank er kooperativ
Arbejdernes Landsbank er kooperativ.

Det kooperative fællesforbund varetager medlemsvirksomhedernes interesser i kommissioner, udvalg, nævn m.v. Det bistår medlemsvirksomhederne ved rådgivende virksomhed på juridiske, økonomiske og lignende områder. Det Kooperative Fællesforbund samarbejder med LO i henhold til en Hovedaftale og en aftale om samarbejde i kooperative virksomheder. Virksomhederne ejes af de faglige organisationer, medarbejderne eller af andre kooperative virksomheder.

Private og institutionelle investorer er dog i stigende omfang at finde blandt kapitalindskyderne. Men de kan samlet kun eje op til halvdelen af en kooperativ virksomhed. Den nye finansieringskilde er et resultat af en tiltagende diskussion om, hvad forbund og fagforeninger skal bruge medlemmernes penge til. En række kooperative virksomheder har tab, og har derfor behov for yderligere kapital til nyinvesteringer.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her