For og imod kooperationen

I 1860erne kommer den kooperative idé til Danmark. I fagbevægelsen diskuterer man om det er en god idé at arbejderne opretter deres egne virksomheder. Mange har store betænkeligheder, men en af lederne, F.J. Borgbjerg, taler varmt for den kooperative tanke. Efter 1908 støtte arbejderbevægelsen oprettelsen af kooperativer.

De borgerlige selvhjælpsforeninger

I 1844 stiftes i Rochdale i England den første kooperative forening i verden. Ideen er, at foreningen skal omfatte produktionsvirksomhed, boligbyggeri og agerbrug. Efter nogle vanskelige begynderår vokser den støt og roligt. Rochdale-ideerne breder sig hurtigt til det øvrige Europa. Hvor det i Rochdale er arbejdere, der står for stiftelsen er det rundt omkring i Europa gerne velmenende folk fra borgerskabet, såkaldte “arbejdervenner” eller “socialfilantroper”.

I Danmark er det arbejdere, der tager de første initiativer til oprettelsen af kooperative foreninger. I 1852 stiftes “Foreningen til arbejderklassens vel”. Og i løbet af 1860´erne dannes en række arbejderforeninger over hele landet på initiativ af forskellige “socialfilantroper”. Formålet med oprettelsen af disse foreninger er ikke nogen egentlig ændring af samfundsforholdene, så arbejderne får større indflydelse eller bedre løn. Snarere er det hensigten, at hjælpe dem til at få mere for de penge de har, når de køber varer.

Fra slutningen af 1860´erne begynder den kooperative idé for alvor at brede sig, idet den første brugsforening dannes i Thisted i 1866. Brugsforeningstanken breder sig hurtigt, især i lægbæltet omkring købstæderne. En anden årsag til, at brugsforeningerne især breder sig på landet er, at bønderne p.gr.a. deres besiddelse af fast ejendom har lettere ved at få kredit end arbejderne. Endelig skal det nævnes, at arbejdernes politiske ledere ser med megen skepsis på forbrugsforeningernes mulighed for at forbedre arbejdernes livsvilkår – samtidig med, at de borgerlige initiativer er udpræget anti-socialistiske.

Diskussionen om kooperativer

Først i 1870´erne begynder arbejderne i Danmark selv at diskutere den kooperative idé. Men med et noget andet formål, end der ligger bag den socialfilantropiske indsats og bag oprettelsen af brugsforeningerne. Inspireret af de franske og tyske socialister oprettes i 1870´erne en række såkaldte produktionsforeninger, hvis formål er, at være et fagligt kampmiddel, og at bane vejen til et socialistisk samfund.

Den ideologiske baggrund for disse foreninger er beskrevet i en resolution fra den første kongres i International i 1866: “Vi anbefaler arbejderne hellere at beskæftige sig med produktionsforeninger, end med Forbrugerforeninger. Disse sidste griber kun i overfladen af de nuværende økonomiske system, medens de første angriber dette i sin grundvold … Vi anerkender den kooperative bevægelse som en af drivkrafterne til omformningen af det nuværende samfund, der hviler på klassemodsætninger.” Produktionsforeninger, ja. Forbrugerforeninger, nej. Arbejderbevægelsens officielle holdning til kooperationen er blokeret med en vis skepsis. På trods af at der er oprettet en række velfungerende kooperativer.

På partikongressen I 1898 vedtages det: “At anbefale den største varsomhed ved oprettelse af kooperative foretagender.” Denne varsomhed er særlig rettet mod brugsforeningerne, hvor partiet må tage hensyn til sine tilhængere blandt de næringsdrivende. Men brugskooperationens succes i udlandet gør indtryk. I 1907 anbefaler den 7. skandinaviske arbejderkongres oprettelsen af kooperative foretagender, og i 1908 fører en partikongres i det danske socialdemokrati en principdebat om kooperationen. Her anbefaler især Borgbjerg kooperationen som en tredje bestanddel af arbejderbevægelsen.

Korsetsyerskernes systue

Historien om korsetsyerskenes systue er historien om de vedvarende fiaskoer for fagbevægelsen, når den forsøger at drive erhverv.
I 1898 bliver Korsetsyerskenes Fagforening dannet og Anna Larsen bliver formandinde. I 1899 foreslår hun formanden for DsF, J. Jensen, oprettelsen af en kooperativ systue. Men først fire år senere bliver den kooperative systue en realitet, da Anna Larsen modtager økonomisk støtte fra Elektrikernes Fagforening. Social-Demokraten præsenterer den nye systue: “Arbejdslønnen på stuen betales efter – ofte endda over – den priskurant, som korsetsyerskerne for et par år siden opstillede for grossererne.”

Der står også i artiklen, at systuen har tre ansatte syersker, der dygtigt ledes af frk. Anna Larsen. Men inden der er gået et halvt år, er Anna Larsen i skænderi med de ansatte syersker. De bryder sig ikke om hendes ledelsesform. Anna Larsen kommer derfor i klammeri med korsetsyerskernes fagforening, som hun selv tidligere har været formand for. DsF forsøger at mægle og nedsætter en kontrolkomité, der udfærdiger en overenskomst mellem fru Larsen og de ansatte. De giver hende også tilbudet om, at købe systuen for 451 kr. Hvilket Anna Larsen finder er et alt for højt et beløb, og vil derfor ikke acceptere det. Så stridighederne fortsætter.

I juni 1905 skriver Anna Larsen under på, at hun overtager systuen for 100 kr. Men det står bare ikke klart, hvem hun skal betale beløbet til. Til Fællesorganisationen eller til Korsetsyerskenes fagforening, der ikke vil afstå systuen til Anna Larsen. Fællesorganisationen, der er yderst træt af den penible situation, underkender Korsetsyerskenes fagforening, og lader Anna Larsen overtage systuen. I Folkets Avis i oktober 1905 udtaler syerskene: “Vi har ikke solgt eller overdraget fru Anna Larsen systuen, men hun har ranet den fra os.”

Borgbjerg og kooperationen

En af kooperationens varmeste fortalere inden for arbejderbevægelsen F. J. Borgbjerg, giver kooperationen en central plads under konflikter. Han har tre mål med kooperative virksomheder: Billigere varer, arbejderne kan overtage produktionen og så skal koopereativerne være konfliktværn: “I kooperationen har arbejderne det skjold, mod hvilket Storlockoutens sværd skal splinters.” Men mange af de ledende folk inden for arbejderbevægelsen er yderst skeptiske overfor kooperationstanken. Først i 1907 sker der en officiel indrømmelse af kooperationens værdi for arbejderklassen. Det sker på en skandinavisk arbejderkongres i Kristiania (Oslo).

På Socialistkongressen i 1910 i København er spørgsmålet om kooperationen et vigtigt emne.
På Socialistkongressen i 1910 i København er spørgsmålet om kooperationen et vigtigt emne.

Hovedtaleren for den kooperative idé på kongresserne i 1908 er F. J. Borgbjerg. På begge kongresser holder Borgbjerg nogle meget lange foredrag, hvori han understreger kooperationens betydning for arbejderklassen. Borgbjergs hovedtanke er, at ligesom arbejderen politisk er organiseret i sin egenskab af at være en vælger, og fagligt organiseret i sin egenskab af at være lønmodtager, således må arbejderen også være organiseret i sin egenskab af at være forbruger. Han fremhæver, at kooperationen er midlet til at sikre, at arbejderen også får mere købekraft ud af den lønforhøjelse, som fagforeningen har sikret arbejderen.

Et andet vigtigt element for ham er, at kooperationen lærer arbejderklassen at overtage produktionen i samfundet. Kooperationen har altså en direkte forbindelse med socialisme ifølge Borgbjerg: “Vi må gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, medens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage.” Det lykkes F. J. Borgbjerg og andre kooperationstilhængere at få kristiania-resolutionen vedtaget på Socialdemokratiets kongresser i 1908 og 1909.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her