Arbejderkvinderne og stemmeretten – den seje kamp

Af Anette Eklund Hansen | 23.02.2015

Med junigrundloven i 1849 kom der formelt demokrati i Danmark. Men der skulle gå 66 år, før demokratiet gav alle voksne og myndige personers ret til at deltage i valget af de politiske ledere.

I 1849 var det et demokrati for de få, da kun ca. 15 % af den samlede befolkning havde stemmeret. Blandt andet stod kvinderne uden for demokratiet, og man skulle være 30 år gammel for at kunne stemme.

Der var bred enighed blandt de politiske partier om, at kvinderne ikke skulle have stemmeret. Den danske politiker og jurist Algreen-Ussing, der var medlem af grundlovsudvalget i 1849, udtrykte det meget klart:

Overalt erkender man jo saaledes, at umyndige, børn, fruentimmer, forbrydere ikke bør have valgret.

I 1908 opnåede de kvinder, der var over 25 år, og hvis mænd betalte skat, dog kommunal valgret, men målet for de fleste kvinder var stadig den grundlovsændring, der ville give dem den politiske valgret og dermed sikre dem en måde at yde indflydelse på.

Den seje kamp – uden fælles front
Målet for mange kvinder var opnåelse af den politiske stemmeret. Alligevel kæmpede kvinderne ikke sammen som en homogen gruppe mod et samlet mål, der var opdelinger og grupperinger blandt kvinderne grundet deres forskellige baggrunde og samfundets klasseskel. Der var blandt andet de borgerlige kvinder og arbejderkvinderne.

Argumenterne for at indføre den kvindelige politiske stemmeret var mange, men fagforeningen Kvindeligt Arbejderforbund krævede valgretten med den begrundelse, at kvindens ligestilling var uløseligt forbundet med arbejdernes frigørelse og løsningen af de sociale spørgsmål.

For fagforeningen var stemmeretten ikke et mål i sig selv, men i lige så høj grad et middel til at opnå et samfund, hvor borgerne var ligeværdige. Ofte var holdningen også, at kvinderne i kraft af deres rolle som mor og hustru havde udviklet særlige “bløde” kompetencer.

En af arbejderkvindernes fortaler for den politiske stemmeret Johanne Meyer prøvede ikke at modsætte sig dette, men pegede i 1888 derimod på, at disse såkaldte ”bløde kompetencer” var vigtige for samfundet:

Det er politisk valgret og valgbarhed, kvinden maa have; thi det er navnlig i statens styrelse, at de kvindelige elementer mangler.

Kvinderne forsøgte i 1888 at få den kommunale valgret på dagsordenen i Landstinget, men modstanderne var mange og var i særdeleshed samlet i partiet Højre, der sad på regeringsmagten samt flertallet i Landstinget. Højre var interesserede i at fastholde den traditionelle kønsarbejdsdeling, hvor kvinden styrede hjemmet, og manden styrede samfundet. De mente desuden, at kvinderne var politisk repræsenteret gennem deres mandlige familiemedlemmer.

Landstingets ordfører Carl Ploughs konklusion blev under førstebehandlingen af kommunal stemmeret til kvinder i 1888:

Da Landstinget formener, det hverken vil være i kvindernes eller i samfundets interesse, at der tildeles dem valgret, gaar det over til dagsordenen.

Socialdemokratiet og stemmeretten
Socialdemokratiet blev dannet i 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff. Partiet havde til formål at organisere den hastigt voksende gruppe af arbejdere for derigennem at skabe et demokratisk og socialistisk samfund.

Det demokratiske samfund kunne kun etableres, hvis størstedelen af befolkningen kunne sætte deres kryds, derfor skulle kvinderne have stemmeret. Men det skulle ikke være en begrænset stemmeret, den skulle gælde alle kvinder og mænd uafhængig af indkomst og ægtefælle.

Socialdemokratiet var det første danske parti, der fik kvindernes stemmeret på dagsordenen, det skete i det såkaldte Gimleprogram fra 1876, hvor det hed sig, at statens fundament blandt andet skulle være:

Almindelig, lige og direkte valgret med hemmelig stemmeafgivning for erhvert medlem af staten, både mænd og kvinder, fra det 22de år til alle stats- og kommuneinstitutioner. Valgdagen skal være på en søndag eller helligdag.

I det socialdemokratiske program fra 1888 var kvindernes stemmeret stadig nævnt. Efter vedtagelsen opfordrede den daværende socialdemokratiske formand, Peter Knudsen, arbejderkvinderne til at afholde offentlige kvindemøder for på den måde at gøre opmærksom på, at de krævede ligestilling med mændene på det politiske område. Derudover forholdt Socialdemokratiet indtil 1908 sig forholdsvis passiv i spørgsmålet om kvindernes stemmeret.

Arbejderkvinderne var allerede i 1880erne begyndt at organisere sig fagligt, det meget aktive forbund “De kvindelige Herreskrædderes Fagforening” blev stiftet i 1883, og forløberen for Kvindeligt Arbejderforbund blev grundlagt i 1885.

Nogle af de faglige arbejderkvindeorganisationer samarbejdede med de borgerlige kvinder i forsøget på at få tilkæmpet sig den kvindelige politiske stemmeret. Da kvinderne i 1908 fik kommunal valgret, fik kvinderne og Socialdemokratiet en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Umiddelbart derefter blev Socialdemokratisk Kvindeforening stiftet. Foreningen havde til formål at:

Ved oplysende foredrag og møder samt diskussion om vigtige spørgsmål at dygtiggøre kvinder politisk.

I 1910 afholdt arbejderkvinderne med Clara Zektin i spidsen en kvindekonference, hvor der blandt andet blev diskuteret “midler og veje for det praktiske arbejde til erobring af den almindelige kvindevalgret”. Der blev lagt vægt på, at kvinderne skulle være ihærdige med at bruge stemmeretten, efter de havde opnået den.

For mange blev målet nået i 1915, for andre blev kampen først fløjtet i gang i 1915, for nu skulle kvinderne lære at bruge stemmeretten. Første gang de fik mulighed for at sætte deres kryds ved en folkeafstemning var i 1916, da der skulle stemmes om, hvorvidt de Dansk-vestindiske øer skulle sælges til USA eller ej. Hverken den mandlige eller den kvindelige valgdeltagelse var prangende.

I 1918 afholdtes der folketingsvalg samt landstingsvalg, og det fik Kvindeligt Arbejderforbunds fagblad til i 1917 at bringe følgende for at få kvinderne til stemmeurnerne:

Kvinder skal være med i det arbejde, der er nødvendigt for at oplyse deres medsøstre om, hvilken forbrydelse de gør sig skyldige i ved at lægge hænderne i skødet og ikke bekymre sig om, hvordan det samfund, hvori de lever, skal styres.

Stemmeprocenten for kvindelig deltagelse var ved folketingsvalget i 1918 67,6 % mod mændenes 84,0 %, men allerede ved folketingsvalget i 1920 var kvindernes valgdeltagelse steget til 72,2 % mod mændenes 82,2 %.

Hvornår fik kvinder stemme- og valgret?
1906: Finland
1913: Norge
1915: Danmark & Island
1917: USSR
1918: Luxemburg & Polen
1919: Holland, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyskland & Østrig
1920: Canada
1922: Irland og England
1931: Spanien
1934: Tyrkiet
1944: Frankrig
1945: Italien & Ungarn
1946: Jugoslavien
1947: Bulgarien & Malta
1948: Belgien & Rumænien
1950: Indien
1952: Grækenland
1959: Cypern
1971: Schweiz
1975: Portugal

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her