Arbejdernes første grundlovsfest

Den 4. juni 1872 indkaldte den Internationale Arbejderforening så for første gang til grundlovsfest den 5. juni 1872, kl. 14.00. Mødet skulle finde sted, udenfor Københavns Politis jurisdiktion.

Af Jan Ingemann Sørensen | 11.05.2009

Crones forbud imod den røde fane
Crones forsamlingsforbud af 4. maj 1872 tillod ikke afholdelse af møder under åben himmel i København. Dyrehaven lå under Nordre Birks jurisdiktion. Derfor blev mødet indkaldt til afholdelse ved Den slesvigske Sten i Dyrehaven og til denne lejlighed havde den Internationale Arbejderforening besluttet for første gang, at anvende den røde fane med indskriften “Frihed, Lighed og Broderskab”.

Argumentationen for at socialisterne begyndte at fejre grundlovsdagen kom frem i Socialisten, idet man sammenlignede situationen med Ørsteds regering i 1853-54, hvor protesten mod regeringen på den tid gav anledning til de første grundlovsfester. Og på selve dagen argumenterede man mere direkte i dagens leder i Socialisten. »Grundlovsdagen giver ethvert Menneske der blot tør tænke selvstændig, en rig Lejlighed til selvtænkning«.

Samme dag som mødeindkaldelsen stod i Socialisten, blev den Internationale Arbejderforenings nye bestyrelse og festkomiteen indkaldt til møde hos politidirektør Crone. Han ville orienterer dem om de forholdsregler han havde taget i anledning af den Internationale Arbejderforenings festligholdelse af grundlovsdagen og udleverede et skriftligt forbud mod benyttelsen af den røde fane, såvel ved grundlovsfesten som noget andet sted i København, fordi det var hans opfattelse, at den røde fane havde en “truende betydning”.

Crones faneforbud blev offentliggjort i Socialisten på selve Grundlovsdagen og Würtz kommenterede forbudet ved at udtrykke en uvished om Crone overhovedet kunne udstede et sådan forbud; men Würtz anbefalede, at »i hver Tilfælde maa det være indlysende for Enhver, at vi maa afholde Festen uden Fane.«

Socialisternes første grundlovsfest
Ved 14-tiden var der næppe mødt 100 personer op ved Klampenborg Holdeplads, med det røde kort på brystet eller den røde sløjfe i knaphullet, der skulle kendetegne festdeltagerne ved den første socialistiske grundlovsfest. Formanden kom selv en halv time for sent, så afmarchen til Den slesvigske Sten blev en del forsinket. Politiet derimod, var mødt op til tiden og det lod endda til at politiet kendte et betydeligt antal af de fremmødte, idet flere af disse velvilligt og forstående besvarede alle politiets henvendelser.

Efterhånden som antallet af fremmødte begyndte at vokse, flokkes man omkring musikken og da omtrent 500 deltagere foruden damer og børn var mødt op, begav man sig i procession med musikken i spidsen og syngende »Socialisternes March« igennem Eremitageskoven af sted mod Den slesvigske Sten.

Da processionen var ankommet til festpladsen ved Den slesvigske Sten, gjordes der et ophold for at forberede sig på, hvad der skulle ske. Efter et kvarters tid og toppen af Den slesvigske Sten var blevet dækket med et rødt klæde, åbnede murer Jeppesen talerækken med en indtrængende opfordring til forsamlingen om at udvise ro og orden, da bestyrelsen ellers ville blive gjort ansvarlig for enhver uorden. Formanden, cigarmager Würtz, kunne herefter påbegynde festtalen.

Arbejdernes første grundlovstale
Würtz indledte talen med at glæde sig over, at han nu var i stand til at indfri det løfte, han havde givet i foreningens lokale, om at han på Grundlovsdagen ville udbringe et leve på Den slesvigske Sten for den arbejdende klasse. Og for at det overhovedet kunne lade sig gøre, havde han været nødt til at gå rolig og besindig til værks, hvilket han håbede enhver retsindig og fornuftig mand var enig i. Würtz forsatte med at sætte spørgsmålstegn ved om arbejderne i det hele taget burde deltage i grundlovsfestlighederne, men det var han overbevist om at de burde, fordi der netop i Grundloven fandtes en paragraf, der indrømmer arbejderen en vis frihed. Men næppe er denne frihed givet arbejderen, før der er andre tilsvarende paragraffer, som berøver arbejderne denne frihed igen. Men i andre henseender kan det være nødvendigt, at festligholde denne dag, fordi arbejderne bør mindes det initiativ, der blev taget, ved at man forsøgte at lægge den nedarvede uindskrænkede magt i folkets hænder. Ja, man kan tage ved lære af det danske folks optræden i 1848: Når man står solidarisk sammen, så kan ethvert ønske gennemføres, fremhævede Würtz.

Herefter nævnte Würtz følgende punkter som et program han altid ville kæmpe for: Fri og fælles undervisning til alle, mere udannelse vil nedsætte kriminaliteten og bekæmpelse af afstanden mellem kapitalister og arbejdere.

Til slut bemærkede Würtz, at uanset socialisterne betragter hele verden som deres fædreland, findes det dog dybt indprentet i det menneskelige hjerte, at man nærer en vis forkærlighed til den plet, hvor man er født, og hvor man så end færdes, dvæler man dog undertiden i tanken ved den plet, hvor man så lyset, og de minder, som knytter sig dertil, da der imidlertid rundt om i landet udbragtes så mange hurraer for konge og fædreland, ville han her under åben himmel udbringe et leve for den arbejdende stand, det første, som muligt på denne dag var udbragt, men som han håbede ikke skulle blive det sidste. Denne tale blev besvaret af et nifoldigt hurra fra forsamlingen. Efter Würtz’ tale talte flere andre personer og imellem talerne spilledes Socialisternes March. Efter talerne var den alvorlige del af festen slut og de næste par timer spiste medlemmerne indholdet af de medbragte madkurve og fik en lille svingom.

Grundlovsfestens afslutning
Da festen var slut marcherede foreningen gennem Dyrehaven langs Jagtvejen til Charlottenlund hvor formanden takkede foreningen for den værdige måde hvorpå den havde optrådt og til sidst bad Würtz enhver bevare mindet om denne smukke dag og udtalte ønsket om, at det ikke måtte være sidste gang, man samledes på denne måde. Det første socialistiske grundlovsmøde var slut og arrangementet blev en succes. Selvom den nyindkøbte røde fane ved denne lejlighed ikke fik lov at blafre i vinden, fik socialisterne sat sit »røde« symbolik på dagen ved at mødes ved den røde port, ved at bære røde medlemskort og røde sløjfer og ikke mindst dække toppen af Den slesvigske Sten med et rødt klæde. Socialisterne manifesterede at det ikke alene var et borgerligt forehavende at højtideligholde Grundloven som et nationalt symbol.

Den Internationale Afdelings interne efterspil om den røde fane
Socialisternes første grundlovsfest blev således afholdt i ro og orden – uden den røde fane. Denne eftergivenhed overfor politidirektør Crone, måtte Würtz stå til regnskab for lørdag, den 8. juni 1872. Den nye linie synes ikke at harmonere med beslutningen og den diskussion, der havde været i foreningen. Ifølge Socialisten skulle Giesing og Forsberg, denne aften have rettet »ubegrundede Personligheder mod Würtz«, men Würtz klarede frisag og fik tilslutning til sit forslag om at lægge sag an mod politidirektøren og udfærdige en skriftlig klage til justitsministeren.

Det første socialistiske grundlovsmøde og historien?
Socialisternes første grundlovsmøde var ikke en forkommen forestilling, som partihistorien forsøger at give indtryk af. Tværtimod var det som den samtidige presse skrev, en politisk festdag, hvor mellem 500 til 700 mennesker havde deltaget i næsten seks timers festligheder, med både taler, musik og dans. Og selvom den røde fane ikke kom med til socialisternes første grundlovsmøde i Dyrehaven i 1872 er beslutningen om, at fanen skulle have været med af historisk betydning for arbejderbevægelsen, fordi politidirektør Crones forbud mod den røde fane, skabte en grundlæggende diskussion om og en selvstændig dansk holdning til betydningen af den røde fane.

Se også Carl Würtz’s breve til Angelo Haase.

Tilbage til temaside

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her