Den tidlige arbejderbevægelse

I oktober 1871 blev den »Den internationale Arbejderforening for Danmark« grundlagt. Den kom til at danne rammen om den første socialistiske arbejderbevægelse i Danmark og udviklede sig siden til den fagbevægelse og politiske venstrefløj, vi har i dag. På denne side kan du læse mere om den tidlige arbejderbevægelse og nogle af dens pionerer.

fra-moedet-paa-noerrefaeleld-5-maj-1872-tegning-af-rasmus-christiansen-1904 sektionsformaendenes-loebeseddel-med-aflysningaf-arbejdermoedet-5-maj-1872 slaget-paa-faelleden-5-maj-1872-efter-ravnen-1889

Internationales dannelse og Slaget på Fælleden 1872
I forsommeren 1871 var der sket noget afgørende i Danmark. En anonym person havde 21. maj og 12. juli udsendt to små pjecer »Socialistiske Blade«, som tog arbejderopstanden i Paris i forsvar og opfordrede danske arbejdere til at slutte sig sammen. Bag anonymiteten skjulte sig Louis Pio, cand. phil. og endnu embedsmand i postvæsenet, da den første pjece kom på gaden. Med få forudsætninger og uden tilknytning til arbejderklassen lykkedes det ham på kort tid at udstikke rammerne for en arbejderorganisation, der skulle kæmpe for en højnelse af arbejderklassens økonomiske, sociale og kulturelle vilkår og samtidig gøre denne til et respekteret medlem af den internationale socialistiske arbejderforening, den såkaldte 1. Internationale, med hovedsæde i London.

Begrebet »socialisme« havde man hørt om tidligere i Danmark, men nu var tiden moden til, at tanker om sammenslutning, solidaritet og samfundsændringer kunne vinde gehør i den danske arbejderklasse. Disse tanker gav stødet til at påbegynde opbygningen af fagforeninger til varetagelse af interesser hos arbejderne, som siden lavenes ophævelse i 1862 havde været uden slagkraftige organisationer. Herigennem skabtes et alternativ til de liberale »arbejderforeninger«, hvor det var borgerskabet, der definerede arbejdernes interesser – og dermed naturligvis  aldrig stillede krav, der kunne anfægte den bestående samfundsorden.

Den 15. oktober stiftedes et landsdækkende socialistisk arbejderparti under navnet »Den internationale Arbejderforening for Danmark«. Partiet blev organiseret på basis af faglige sektioner og opnåede i tiden frem til maj 1872 et medlemstal på ca. 8000, fordelt med 5000 i København og 3000 i provinsen. Denne hastige fremgang vakte uro i borgerskabet og ikke mindst i politiledelsen. Fra eftersommeren 1871 blev Internationale infiltreret af politispioner og betalte »stikkere«. Formålet var at komme foreningen til livs, men problemet var, at Internationale ifølge Grundloven var lovlig. Det gjaldt derfor om at fremtvinge en situation, der kunne få foreningen til at overtræde loven.

Anledningen blev en murerstrejke, iværksat af murersvendelavet. Internationale blev imidlertid beskyldt for at stå bag, og da konflikten blev langvarig, var en heldig udgang af stor  betydning for Internationales prestige i arbejderbefolkningen. Internationale kastede derfor al sin energi ind i kampen og organiserede pengeindsamling. Udsigten til et forestående nederlag for murersvendene fik Internationale til at indkalde til et stort folkemøde på Nørrefælled. Dette møde skulle samtidig vise, at arbejderne var blevet en magt, som ingen regering burde tilsidesætte.

Nu fik politiet travlt. Under dække af truslen om en revolution fik politidirektør Crone regeringens opbakning til at udstede forbud mod afholdelsen af mødet. Louis Pio ønskede mødet afholdt trods vaklen i ledelsen, og følgen blev at politiet om morgenen 5. maj arresterede og fængslede de tre ledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. Om eftermiddagen trodsede ca. 30.000 mennesker forbuddet og søgte at trænge ind på fælleden. Her blev de mødt af politi med knipler og husarer med dragne sabler og efter nogle timers tumulter drevet tilbage til byen. Slaget på fælleden endte uden dødsofre, men lederne fik et fængselsophold, der mærkede dem for livet.

Begivenhederne efter 5. maj og forbuddet mod Internationale i august 1873 satte ingenlunde en stopper for arbejderbevægelsens videre udvikling. Arbejderne vedblev at føre arbejdskampe, og der blev oprettet et stort antal fagforeninger. Det var i høj grad sektionsformændene fra Internationales tid, der kom til at præge fagforeningsdannelsen, og det var også dem, som var drivkraften i oprettelsen af en centralbestyrelse i 1874. Denne skulle koordinere aktiviteterne og arbejde hen imod dannelsen af et landsdækkende politisk parti. Denne opgave blev især fremmet efter Louis Pios benådning i april 1875.

Højdepunktet blev partiets første kongres på »Gimle« i juni 1876. Her deltog 56 foreninger, der repræsenterede over 6000 medlemmer. Kongressen vedtog nye love og et politisk program, som først blev væsentligt ændret i 1913. Kongressen blev imidlertid ikke samlende for arbejderbevægelsen, og den organisatoriske uenighed, der viste sig, blev ikke bilagt. Louis Pio kastede sig over forsøg med organiseret udvandring, og i marts 1877 rejste han og Geleff til Amerika forsynet med penge fra politiet.

På dette tidspunkt var arbejderbevægelsen i rivende tilbagegang. Årsagen hertil var en international økonomisk krise, som ramte Danmark fra midten af 1876 frem til begyndelsen af 1881. Virkningen blev en voldsom arbejdsløshed i byerne, og den fik alvorlige følger for fagforeningerne. Flertallet mistede medlemmer, og enkelte forsvandt helt. En ny kongres i 1877 førte til yderligere uenighed om partiets kurs, og snart kunne man kun enes om at nedlægge det gamle og begynde på en frisk.

Kilder Se en række centrale kilder til den tidlige arbejderbevægelses historie.

Mere om arbejderbevægelsens historie i 1800-tallet
Historien om de første udgivelser af Pios “Socialistiske Blade” i 1871

Læs om satiremagasinet “Folkets Nisses” behandling af de første danske socialister

En af pionererne: Jens Jensen – Fra malersvend til Socialdemokratiets første borgmester

Da LO og den danske model blev til: DsF og septemberforliget

Tilbage til temaer

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her