Kilder til den tidlige arbejderbevægelse Hjem // Bibliotek & Arkiv // Arbejderhistorie // Arbejderhistoriske temaer // Den tidlige arbejderbevægelse // Kilder til den tidlige arbejderbevægelse Menu Sociale forhold Den tidlige arbejderbevægelse voksede ud af især kravet om bedre arbejdsvilkår og en demokratisk samfundsorden, men også af den alvorlige sociale nød, som klassesamfundet skabte og som mange arbejderfamilier levede i i 1800-tallet. Her kan du læse to beskrivelser om forholdene for de københavnske arbejdere. V. Munck om fattigdommen i København 1868 Barn på Nørrebro 1882-85 Slaget på Fælleden En række interessante kildere beskriver begivenhederne i forbindelse med den socialistiske demonstration på Nørre Fælled i København den 5. maj 1872, der siden blev kendt som “Slaget på Fælleden”. Socialisten, 2. maj 1872, side 1 side 2 side 3 side 4 Politibetjent Korns rapport af 4. maj 1872 Sektionsformændenes løbeseddel, 5. maj 1872 Brev fra kunstmaler Thorvald Niss til malermester N.J. Friis, Slagelse, 5. maj 1872 Øverstkommanderende politibetjents rapport, 6. maj 1872 Fædrelandet, 6. maj 1872 Henrik Cavlings beretning om Slaget på Fælleden Louis Pios storhed og fald Hovedmanden bag den tidlige arbejderbevægelse var sammen med Poul Geleff og Harald Brix, Louis Pio. Han stod bl.a. i forbindelse med den socialistiske teoretiker, Friedrich Engels, med hvem han havde en korrespondance. Pio sad fængslet 1872-75 og i 1877 emigrerede han efter pres fra myndighederne til USA. Engels’ brev til Louis Pio, 7. marts 1872 Pios brev til Engels fra arresten, 19. august 1872 Politiinspektør Hertz’ rapport om forhandlingerne med Pio, 12. december 1876 Louis Pios erindringer fra redaktionskontoret og fængslet 1877 Poul Geleff: Den rene skære sandhed om Louis Pio og mig selv 1877 Programmer før Gimle-programmet Det socialdemokratiske arbejderpartis første kongresgodkendte princip- og arbejdsprogram blev vedtaget af kongressen på Gimle på Frederiksberg i juni 1876. Deraf navnet Gimleprogrammet. I de første fem år af arbejderbevægelsens virke fra stiftelsen af Den internationale Arbejderforening for Danmark i oktober 1871 til Gimlekongressen havde arbejderbevægelsen således ikke noget officielt vedtaget partiprogram som politisk rettesnor. Louis Pio havde i 1872 planer om at indkalde til kongres, men den blev forpurret med fængslingen af Poul Geleff, Harald Brix og ham selv den 5. maj 1872. I 1873 blev Internationale forbudt og de efterfølgende foreninger: Den demokratiske Arbejderforening og Den socialdemokratiske Forening Broderbåndet, eksisterede kun kort tid. Den mere levedygtige De frie fagforeningers Centralbestyrelse udsendte et manifest i august 1874 og den udviklede sig til en velorganiseret landsorganisation, som Louis Pio igen kunne sætte sig i spidsen for ved løsladelsen fra fængslet den 1. april 1875. I denne organisations ramme blev der året efter afholdt kongres og vedtaget program. Alle omtalte foreninger havde naturligvis principper og formålsparagraffer at arbejde efter. Formålsparagraffer kan ikke sidestilles med et kongresvedtaget program, men de giver signal om hvor man vil arbejde hen. Generalstatutter og reglementariske Bestemmelser for Arbejderforeningen Internationale, september 1871 Program 2. april 1872 Love for foreningen “Broderbåndet”, 1873/74 Udkast til love for Demokratisk Arbejderforening, august 1873 Manifest fra de Frie Fagforeningers centralbestyrelse i København, august 1974 Love for den Blandede Fagforening, 1874 Tilbage til temasiden