Septemberforliget 1899

Septemberforliget blev indgået i 1899 efter en næsten 4 måneder lang konflikt. På dens højeste var 40.000 arbejdere udelukket fra arbejde. Det, der var startet som en lokal konflikt om løn, blev til en principiel kamp om retten til at lede og fordele arbejdet samt at organisere sig i fagforeninger.

Arbejdsmarkedets grundlov. Intet mindre.

Op igennem 1890’erne havde de hastigt voksende fagforeninger gennem omfattende strejkeaktivitet formået at tilkæmpe sig bedre lønninger og overenskomster på en række arbejdspladser. En overenskomst var et dokument, underskrevet af begge parter, hvori arbejdsgiveren forpligtede sig til at betale en vis pris for et bestemt stykke arbejde, i overenskomsten var arbejdstider og andre sider af arbejdsforholdene aftalt og nedfældet på print. Det gav arbejderen en sikkerhed, som ikke havde været der tidligere.

Men overenskomsterne rørte præcist ved det centrale spørgsmål om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. 1899 havde arbejdsgiverne fået nok af strejkerne og de mange krav fra arbejderne. Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening, der var blevet oprettet i 1896, fandt at tiden nu var inde til at tage en principiel kamp om arbejdsgiverens ret til at være ”Herre i eget Hus”.

En mindre snedkerkonflikt i 7 jyske byer blev anledningen til den store lockout. Da snedkersvendene ikke ville vedtage den overenskomst, som snedkerforbundet og arbejdsgiverne var blevet enige om, besluttede arbejdsgivernes nydannede hovedorganisation at skride til storlockout. I løbet af maj 1899 blev lockouten udvidet til at dække samtlige byggefag og jernindustrien.

Snedkerkonflikten i de 7 jyske byer havde berørt ca. 300 svende, storlockouten involverede i sommeren 1899 ca. 40.000 arbejdere. Den 29. maj offentliggjorde Arbejdsgiverforeningen en redegørelse for deres baggrund for at etablere lockouten. Heri hed det bl.a., at arbejdsgiverne i en række år havde ”følt Trykket af ikke længere at have den nødvendige Indflydelse paa Ledelsen af deres egne Forretninger; thi Forholdene har efterhaanden udviklet sig saaledes, at Arbejderen fordrer som sin Ret at komme og gaa, som han vil … Arbejderen bestemmer Fordelingen af Arbejdet, hvor mange Arbejdere, der skal anvendes osv.”

Nu ville arbejdsgiverne én gang for alle have afgjort, hvem der havde retten til at lede og fordele arbejdet.

4 måneders konflikt
Men arbejderne, som også havde organiseret sig i en hovedorganisation, De samvirkende Fagforbund, i 1898, lod sig ikke så let kue. Ideen om at være herre i eget hus havde intet at gøre med kravet om eneherredømme på arbejdspladserne, lød det fra arbejderbevægelsen. Arbejdsgiverne var ganske enkelt ude på at fjerne den ret til medbestemmelse, som arbejderne gennem de faglige organisationer havde tilkæmpet sig, var vurderingen her. Denne ret til medbestemmelse ville arbejderne og fagforeningerne ikke opgive.

De to parter stod stejlt over for hinanden i de næste fire måneder. Hungersnøden truede, selv om der var en stor grad af solidaritet med de lockoutede arbejdere – danske landbrugere sendte mad, og der kom støtte til de lockoutramte fra udenlandske arbejdere.

Indgåelse af Septemberforliget
Efter mere end 100 dages konflikt afsluttedes lockouten med det såkaldte Septemberforlig (af 5. sept. 1899). I Septemberforligets § 4 fastslås arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Arbejdsgiverne fik hermed deres principielle krav om ledelsesretten igennem. Fagforeningerne fik til gengæld deres principielle krav om retten til at organisere sig og til at strejke med i aftalen. Septemberforliget, som forblev i kraft frem til 1960, er blevet kaldt arbejdsmarkedets grundlov. Den knæsatte det princip, at aftaler om arbejdsmarkedets forhold – fra løn til fritid, barsel, ferie, overtid og meget mere – aftales mellem to ligeværdige forhandlingsparter. De arbejdende på den ene side. Og arbejdsgiverne på den anden.

Septemberforliget kan ses udstillet på i Arbejdermuseets udstilling Industriarbejdet.

Læs mere:
Knud Knudsen (1998). Retten til at lede og fordele arbejdet. I P. Ludvigsen og L. Palm Larsen (red.), Folkets århundrede. Arbejdermuseet & ABA.