Emigranthjemmet på Rådhuspladsen

I 1936 tog en gruppe tyske flygtninge i København initiativ til at oprette et emigranthjem, hvor "emigranterne", som de blev kaldt, kunne mødes.

Af: Hans Uwe Petersen

Opstarten
Grundet den socialdemokratisk-radikale regerings meget restriktive flygtningepolitik i 1930’erne, havde Hitler-flygtningene, som i samtiden med et misvisende ord blev kaldt “tyske emigranter”, vanskeligt ved at få en arbejdstilladelse. Det gjorde tilvejebringelsen af de meste nødvendige livsfornødenheder til et konstant problem for de fleste landflygtige. Den påtvungne lediggang blev oplevet som en alvorlig belastning. Dertil kom at pålægget om at afholde sig fra enhver deltagelse i politiske aktiviteter, udelukkede flygtningene fra en bare nogenlunde almindelig deltagelse i samfundslivet.

I ”Et forsøg paa at mildle emigranternes lod ” tog nogle flygtninge selv initiativ til at skabe et sted, hvor de ”kunne opholde sig, læse, underholdes, få en kop kaffe og en bid brød”. De henvendte til en række personer, som ved tidligere lejligheder havde støttet flygtningene. Lægen Georg Moltved (Radikale Venstre) akcepterede at gå i spidsen for initiativet. Poul Henningsen og arkitekten Hans Hansen fandt nogle lokaler under kvisten i ejendommen Rådhuspladsen 77 og højesteretssagfører Hermod Lannung indgik lejemålet, der kostede 2.000,- kroner årligt og som kunne overtages 1.11.1936.

For at opnå myndighedernes tilladelse til at oprette emigranthjemmet og for at tilvejebringe de nødvendige midler til hjemmets drift, blev der dannet en dansk bestyrelse, der i første omgang omfattede Moltved (som formand), forstander Jens Rosenkjær, arkitekt Vilhelm Lauritsen, Anna Westergaard, Henni Forchhammer og Else Zeuthen. Bestyrelsen vedtog et sæt statutter for hjemmet, der understregede formålet med at drive et humanitært arbejde blandt Hitler-flygtningene. Hjemmet skulle – som det også blev understreget overfor myndighederne – ikke være en politisk diskussionsklub.

Til varetagelse af hjemmets indre forhold blev der etableret et forvaltningsudvalg, der skulle vælges af og blandt flygtningene. Udvalgets sammensætning med Gustav Rudof Thieme, Otto Piehl, Ernst Riggert, Adolf Hirsch, Max Friedland, Walter A. Berendsohn, Richard Schapke og Julius Jürgensen markerede i sig selv eksilårenes mest vellykkede – men som det skulle vise sig forholdsvis kortvarige – forsøg på at skabe et bredt politisk samarbejde mellem de forskellige flygtningegrupper.

Den danske bestyrelse iværksatte et større indsamlingsarbejde. I et til formålet formuleret opråb hed det blandt andet:”Enhver, der har kendskab til de forhold, hvorunder emigranterne lever, må stille sig det spørgsmål, om der ikke kan gøres noget for at hjælpe disse mennesker, der er slået ud af deres bane, og som frister en trist tilværelse uden mulighed for i et fremmed land selv at forbedre deres stilling. Selv om de bestående komiteer gør et stort arbejde for at skaffe de tyske emigranter det aller nødvendigste til livets opretholdelse, så mangler der endnu meget før man kan tale om en menneskeværdig tilværelse. De landflygtige er uden beskæftigelse, de fleste har yderst slette boligforhold, mange kun et sovested. Men især mangler de et sted, hvor de i nogenlunde hyggelige forhold kan mødes og føle sig som mennesker. Det er denne opgave, vi undertegnede vil søge at løse: At skaffe et samlingssted, hvor emigranterne uanset livsanskuelse, stand og race kan samles trygt og frit og få adgang til at læse aviser, bøger osv…”. Indsamlingen blev en betydelig succes og opråbet fik tilslutning fra – som det hed i Berlingske Tidene (9.11.1936) – ”en kreds af kendte mænd og kvinder, repræsenterende alle politiske og religiøse anskuelser”.

Åbning
Ved hjemmets åbning 8.11.1936 talte Moltved, Westergaard og professor Aksel Jørgensen. I sin takketale sagde Rudolf Thieme på flygtningenes vegne bl.a.:”Når vi på den ene side tager hensyn til den så glædelige kendsgerning, at dette smukke hjem skyldes støtte, forståelse og offervillighed hos mennesker fra de mest forskelligartede klasser og politiske overbevisninger, og på den anden side tænker på den så vidt forskellige sammensætning af den tilfældige skare af emigranter, som kom herop til Danmark og som spænder fra den klassebevidste håndens arbejder over hele mellemstanden til den videnskabelige forsker, synes det vanskeligt at finde den bærende kraft, som forener disse modsætninger.

Men når man bare ser bort fra alle nutidens komplicerede enkeltheder, der vanskeliggør vurderingen af de væsentlige samfundsværdier, ser man, at hele menneskeslægtens historie egentlig kun er en uafbrudt kamp mellem fornuften på den ene side og egoismen på den anden side. Folkene som masse, er kampenes mere eller mindre passive objekt, og de kæmpende er overalt og altid de talmæssigt set få robuste egoister og de lige så få stærke repræsentanter for den menneskelige fornuft. Egoismen stræber efter magt, og fornuften efter humanitet i begrebets videste forstand. I disse to ekstreme modsætninger ligger såvel forståelsen af vor tids fortvivlende  forhold, og også grundlaget for et så smukt eksempel på humanitet, som deres arbejde har skabt. Udover alle nationale grænser er – set ud fra et moralsk og etisk standpunkt – trangen til egoismen en primitiv menneskelig svaghed og fornuften en styrke. I den urokkelige tro på den menneskelige fornuft som det ideelle redskab til at fortøje samfundslivets værdi for alle, tror jeg, at kunne se det fælles eje, som førte os mere eller mindre tvunget herop, og som foranledigede dem til at skabe dette hjem til trods for de nævnte sekundære forskelligheder og alle udefra strammende vanskeligheder. Hjemmet er unægtelig en sejr for fornuften og humaniteten i en tid, hvor den robuste egoisme under de meste forskellige tilslørende masker næsten uindskrænket råder. Herigennem får disse værelser og dette hjem for os alle en værdi, som langt overstiger den rent materielle…”

Uenigheder
Uagtet den store opbakning fra danske flygtningevenner og den erklærede målsætning med Emigranthjemmet blev åbningens højstemte forventning snart overskygget af de eksisterende modsætninger mellem dels eksilgrupperne, dels hjælpekomiteerne. Et forsøg fra den danske bestyrelses side på at etablere et samarbejde med De Samvirkende Danske Emigranthjælpekomitéer, der fungerede som paraplyorganisation for den socialdemokratiske Matteotti-komite, mosaisk trossamfunds 4. maj-komité og Komitéen til Støtte for landflygtige Åndsarbejdere, strandede på disse komitéers ikke ubegrundede frygt for, at Emigranthjemmet ville blive brugt til dels en politisering i en uønsket retning, dels spionage blandt flygtningene. Ydermere så man Emigranthjemmet som en hindring for at få flygtningene ”assimileret med adoptivlandets befolkning”. Især den tyske sekretær for åndsarbejderkomiteen, Gerhard Breitscheid, var erklæret modstander af enhver form for politisk aktivitet som søgte at bidrage til den antifascistiske modstandskamp i og udenfor Hitler-Tyskland.

I et forsøg på at vinde Matteotti-komitéens opbakning til Emigranthjemmet blev der afholdt et resultatløst møde hos Moltved med repræsentanter for de socialdemokratiske, kommunistiske og mindre socialistiske eksilgrupper. Tværtimod pålagde Matteotti-komitéen – med kun begrænset succes – sine flygtninge helt at afholde sig fra at komme i hjemmet.

Under indtryk af denne modvilje trak Thieme sig som formand for forvaltningsudvalget. Hele udvalget blev herefter afsat og den faktiske ledelse af hjemmet varetoges herefter – formelt som Moltveds stedfortræder, men i realiteten som daglig leder – frem til omkring midten af 1938 af Otto Piehl.

Et initiativ, der især udgik fra professor Walter A. Berendsohn, til at etablere en slags højskole for flygtningene i tilknytning til Emigranthjemmet, måtte ligeledes opgives, idet man ikke kunne opnå myndighedernes tilladelse hertil. Det var en afledt konsekvens af De Samvirkende Danske Emigranthjælpekomitéers afvisning af Emigranthjemmet. Mens myndighederne havde et stort set gnidningsfrit samarbejde med både paraplyorganisationen og dens tilsluttede komiteer, gjorde deres holdning til især Røde Hjælp myndighederne meget skeptisk overfor hjemmet.

På trods af disse vanskeligheder viste det sig fra starten af, at hjemmet opfyldte et udtalt behov blandt flygtningene. I midten af december 1936 havde hjemmet ca. 200 medlemmer og det daglige antal besøgende lå på 60-70 personer.Der blev afholdt kurser i dansk, engelsk og bogføring. Med støtte fra især Berendsohn var der blevet skabt et bibliotek med over 1.000 titler, ligesom der på læsesalen fandtes alle hovedstadens dagblade og en række udenlandske tidsskrifter. Hver lørdag aften var der underholdning. At hjemmet rent faktisk bidrog til en betydelig udveksling mellem dansk og tysk kultur, er mange af hjemmets arrangementer et tydligt vidnesbyrd om. Der blev afhold forfatteraftener med Marin Andersen Nexø, Harald Herdal, Bertot Brecht, Peter Freuchen og Walter Kolbenhof; sang-, musik- og danseaftener samt optræden af kunstnere som Lulu og Aase Ziegler; filmforevisninger; 1. maj- og solvhverv-fester og endelig foredrag af blandt andre: Elias Bredsdorff (om udviklingen i Østrig og Czekoslovakiet), Ester Gretor (om kvindernes frigørelse), Ellen Hørup (om fredskampen), Henni Forchhammer, Walter A. Berendsohn, Carl Fritz Sternberg og om aktuelle emner som Sønderjylland, Spanien og Sudeterkrisen. Per Knutzon stillede Riddersalen til rådighed for et flygtninge-arrangement. Der blev opført dukketeater for flygtningefamiliernes børn.

Flygtningevennerne fra Radikal Venstre organiserede udflugter til Radikal Ungdoms hytte på Karslunde Strand, ligesom der blev gennemført andre udflugter, når hjemmets midler tillod det. For de flygtninge der kom i Emigranthjemmet var der ikke tvivl om, at hjemmet var ”den største velgerning, der er gjort for emigranterne. Før var der meget kiv og strid blandt emigranterne, fordi de drev rundt og ikke kunne få slået tiden ihjel. Men nu er der sket en ændring til det bedre…””…lidt korruption og demoralisation var begyndt at brede sig blandt emigranterne, men det har emigranthjemmet bødet på”.

Spioner
For at forhindre nazistiske spioners indtrængen i Emigranthjemmet – et problem som ikke kun De Samvirkende Danske Emigranthjælpekomitéer, men også hjemmets støtter var særdeles opmærksomme på – undersøgtes hver enkelts identitet forinden en optagelse som medlem fandt sted. Når en ukendt person henvendte sig til hjemmet, blev den pågældende afkrævet nærmere oplysning om person og eventuelt partitilhørsforhold. De der blev anerkendt fik udstedt et medlemskort forsynet med navn, underskrift, reference og senere også foto. Ved besøg i hjemmet blev kun medlemsnummeret noteret i en protokol. Derved skulle det forhindres, at uvedkommende kunne læse sig til, hvem der kom i hjemmet.

Frygten for spioner og politiske modstandere var bestemt ikke ubegrundet. Natten mellem 9. og 10. januar 1937 blev der begået et indbrud, hvorunder gerningsmændene gennemrodede alle skuffer og fjernede en mappe med lister over danskere, der støttede hjemmet. De på en tavle og i opgangen efterladte runetegn tydede fra starten af på, at nazistiske kredse havde været på spil. Politiet var dog særdeles tilbageholdende med at udtale sig om et eventuelt motiv bag indbruddet. Sagen blev overgivet til opdagelsespolitiet og undersøgelsen blev ledet af kriminalassistent Andreas Hansen, der var kendt for sine nazistiske sympatier. Politiet fandt ikke frem til gerningsmændene, selv om det nazistiske blad Stormen kun få dage efter indbruddet under en stor overskrift meddelte: ”Den jødisk-kommunistiske mordercentral på Rådhuspladsen er gennemsøgt af vore raske drenge. Vi lover, at vi nok skal komme igen.” Flere henvendelser fra Moltved til både politiet og Justitsministeriet forblev uden resultat. Forsøg på at udspionere Emigranthjemmet fortsatte også i de kommende år. I forbindelse med retssagen mod den nazistiske landsretssagfører Pontoppidan og den heraf afledte undersøgelse af forholdene i politiets daværende fremmedafdeling i januar 1939 kom det frem, at der fra Pontoppidans kontor, der tilfældigvis lå i samme ejendom var blevet foretaget aflytninger af flygtningenes samtaler i hjemmet.

Mens politiet ikke så sig i stand til at opklare det nævnte indbrud, udvistes en større nidkærhed i overvågningen af Emigranthjemmet. I et notat fra Justitsministeriet fra 1937, der blev udarbejdet i forbindelse med hjemmets ansøgning til indenrigsministeriet om gratis adgang til Kronborg Slot, hed det bl.a.: Hjemmets forvaltningsudvalg er ”udpræget kommunistisk og klublokalerne er samlingsstedet for alle de mere eller mindre politisk mistænkelige flygtninge. Der er næppe tvivl om, at der blandt medlemmerne findes kommunist-agenter, der søger at lokke de mere neutrale flygtninge til letsindigheder (politisk agitation, sabotage af statspolitiets mødekontrol) og gestapospioner”. Med beklagelse blev det dog konkluderet, at ”der har ikke hidtil været mulighed for at skride ind.”

Knap to måneder senere fremsendte opdagelsespolitiet en fortrolig rapport om Emigranthjemmet til Justitsministeriet. Rapporten, hvis indhold var baseret på en ”udlånt tysk beretning”, og som således i sig selv var et vidnesbyrd om samkvemmet mellem dansk politi og Gestapo. Rapportens forfatter var ingen anden end kriminalassistent Andreas Hansen. Han opregnede fem forhold, der betød at den krævede politiske neutralitet ikke var blevet indfriet: stridigheder om optagelsen af en trotzkistisk gruppe, kommunistisk agitation overfor socialdemokratiske flygtninge, såkaldte Bier-aftener med KPD propaganda, en kabaret hvor ”en kommunist foredrog modbydelige pornografiske ting maskeret som Hitler” samt fremførelsen af ”Rød Front”-sange under en 1. maj fest. Heller ikke Otto Piehl levede ifølge rapporten op til neutralitetskravet. Han havde således i juli 1937 været ca. fem uger i Paris og blandt andet ført forhandlinger med det tyske kommunistiske partis ledelse der.

Splittelse
Selv om det nok var flygtninge med tilknytning til det tyske kommunistpartis eksilgruppe, der havde taget initiativ til oprettelsen af Emigranthjemmet, var medlemsskaren meget bredt sammensat. Den omfattede hele spektret af politiske eksilgrupper, ikke partipolitisk organiserede intellektuelle og flygtninge, der primært var drevet i landflygtighed som følge af den nazistiske antisemitisme. Det brede humanitære og kulturelle sigte med hjemmet blev bakket op af eksilgrupperne. Således hedder det i en indberetning til Røde Hjælps centrale ledelse i Moskva fra april 1937:” Emigranterne deltager meget aktivt. Særlige vanskeligheder forekommer ikke. Vi fastholder kursen med en bred demokratisk og humanistisk institution og er imod, at store politiske diskussioner finder sted i selv hjemmet.”

På dette tidspunkt håbede den kommunistiske eksilgruppe stadigvæk, at det ville være muligt at ændre De Samvirkende Danske Emigranthjælpekomitéers afvisende holdning overfor Emigranthjemmet, ligesom man opfordrede de andre eksilgrupper til at udfolde deres politiske aktiviteter udenfor hjemmet. Emigranthjemmet markerer således i perioden fra slutningen af 1936 til starten af 1938 et højdepunkt for et tværpolitisk samarbejde flygtningene og eksilgrupperne imellem. Men under indtryk af udviklingen i Spanien, den stalinistiske terror i Sovjetunionen og de vedvarende tilbageslag i kampen mod Hilter-fascismen, tog den gamle splittelse og uoverenstemmelserne i det politisk eksil til og satte også sit præg på udviklingen omkring Emigranthjemmet. I deres absurde kamp mod såkaldte trotzkister og højreafvigere, søgte den kommunistiske eksilgruppe at få udlukket en lang række af hjemmets medlemmer. Da de ikke kunne vinde tilslutning hertil, besluttede eksilgruppen i juni 1938 at trække sig fra Emigranthjemmet. Røde Hjælp sendte derpå en opfordring til Moskva om at afbryde al kontakt med hjemmet, ligesom eksilgruppens ledelse i en henvendelse til hjemmets danske støtter prøvede at retfærdiggøre det stedfundne brud.

Dette skridt betød først og fremmest en selvisolering af den kommunistiske eksilgruppe, mens Emigranthjemmet fortsatte med at være et vigtigt samlingssted for Hitler-flygtningene og herunder også en række af de menige medlemmer af det tyske kommunistiske parti.

I foråret 1939 afløste biblioteksdirektør Thomas Døssing Moltved som forstander for hjemmets bestyrelse. I denne forbindelse havde Døssing sammen med Piehl flere samtaler med vicepolitichef Begtrup-Hansen. Selv om denne på ny fremhævede de øvrige hjælpekomiteers negative holdning til Emigranthjemmet, var det ifølge politiet at foretrække at hjemmets på daværende tidspunkt 300 medlemmer kom dér fremfor at være henvist til cafeterier eller beværtninger.

I midten af 1939 kom Piehl i et modsætnings-forhold til de øvrige medlemmer af hjemmets forvaltningsudvalg, der antageligt på grund af tilknytning til det tyske kommunistiske partis eksilgruppe anså ham for politisk upålideligt. Det førte til hans afgang som daglig leder. Han følte sig tilsyneladende særdeles forurettet og han gjorde sig efterfølgende flere gange overfor politiet til talsmand for, at hjemmet burde lukkes, idet det – ifølge politiets rapporter – ikke længere opfyldte sit oprindelige formål og nu var ”stærkt jødisk præget og fuldkommen domineret af jødiske elementer”.

Hvor længe Emigranthjemmet har eksisteret vides ikke. Ifølge Moltved bestod det helt frem til juni 1941, mens Hans Wolf, der også havde været medlem af forvaltningsudvalget, mener at hjemmet blev lukket umiddelbart efter 9.4.1940. Som følge af myndighedernes påbud om at lade sig registrere, turde flygtningene ikke længere komme i hjemmet.

 

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her