Tyske kommunistiske emigranters udgivelser under besættelsen

Fra september 1943 til april 1945 udgav en lille gruppe tyske kommunister et illegalt blad Deutsche Nachrichten, der specielt henvendte sig til besættelsesmagtens soldater. Samtidig udgav gruppen også en række pjecer, løbe- og strøsedler.

Af Hans Uwe Petersen

I februar 1943 mødtes fem tyske kommunister – Alfred Drögemüller, Karl Winkel og Karl (Kuddel) Thumm, Willi Adam og Paul Werther – med DKPs partisekretær Thorkild Holst i en lejlighed i Blågårdsgade på Nørrebro. Holst, der havde haft ansvaret for kontakten til KPD’s eksilorganisation siden krigsudbruddet, overbragte – en igennem længere tid ventet -besked om, at det danske parti nu var rede til at give de tyske partikammerater lov til at gå aktivt ind i modstandskampen.

De måtte dog ikke deltage i nogen form for sabotage, men de skulle udelukkende koncentrere sig om politisk propaganda på tre områder:

  1. besættelsesmagtens tropper.
  2. den tyske koloni i København.
  3. det tyske mindretal i Sønderjylland.

Dermed ophævede DKP det forbud mod enhver politisk aktivitet fra de tyske kommunisters side, som det danske parti havde udstedt i anden halvdel af 1941. Baggrunden herfor var Gestapos oprulning af den såkaldte Afsnitsledelse Nord og som skærpede den allerede eksisterende konflikt om den politiske linie blandt de tyske kommunistiske Hitler-flygtninge. De indbyrdes stridigheder var dog vidtgående plakat150blevet overvundet i de sidste måneder af 1942. Under ledelse af Alfred Drögemüller, Willi Adam og Karl Winkel fandtes der en forenet tysk kommunistisk partigruppe på 23 medlemmer, der levede i dybest illegalitet, mens forbindelserne til de øvrige kommunistiske flygtninge, der ikke var blevet arresteret i 1940/41, var blevet dels afbrudt, dels gået tabt.

Antinazistisk oplysning
Gruppen knyttede nu an til de forudgående års mere sporadiske forsøg på en antinazistisk oplysningsvirksomhed overfor værnemagten. I 1947 skildrede Alfred Drögemüller situationen således: “I de første år var det ikke let at knytte forbindelser til tyske soldater eller medlemmer af den tyske koloni. Troen på sejren var stadigvæk for stærk. Antifascister følte sig med deres holdning endnu meget isoleret, således at mange ikke turde at bekende kulør eller endda at tage vores flyveblade og materialer med i kasernerne. I begyndelsen var vi henvist til at fordele materialet temmeligt på må og få…”

Samstemmende har Ernst Pudlich, der opholdt sig i Odense fra 1942-45, berettet, at det i særdeleshed var vanskeligt at få de unge blandt soldaterne i tale. De udtrykte tværtimod foragt og afsky for antinazistiske synspunkter.

De første tryksager som blev fremstillet var ud fra deres indhold næppe særlig velegnet til en dialog. En lille tryksag med Stalins tale af 3. juli 1941, der blev udgivet efter Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen, blev indledt med en yderst bombastisk proklamation, der opfordrede til at forsvare den socialistiske Sovjetunion og et ‘leve kampen mod det fascistiske tyranni, for fred, frihed og brød’.

På linie hermed var budskabet på en række strøsedler udtryk for en alvorlig fejlvurdering af stemningerne og holdningerne inden for værnemagten. Omvendt var parolerne et vidnesbyrd om den fremherskende selvforståelse hos de illegale tyske kommunister.

Et af de første større tryksager som blev fremstillet var et flyveblad med en tale af Wilhelm Florin fra juni 1942 (se kilderne). Flyvebladet blev spredt mere end 24 steder over hele landet. I Fredericia påtog en lille gruppe danske kommunister, heriblandt Niels Ladegård, Jan Kolding og Christian Olsen, sig opgaven. Ifølge Ladegård modtog de materialet fra en tysk kommunist i Odense (dvs. Ernst Pudlich). Nok så meget grundet manglende erfaringer udvistes der ved uddelingen at materialet ikke fornøden forsigtighed og Christian Olsen blev anholdt. Kort tid efter blev også Kolding og Ladegård, der ikke var gået under jorden, sat fast. Sagen endte med at de to førstnævnte blev idømt hhv. 5 og 10 års tugthus af den tyske krigsret for at have uddelt kommunistiske flyveblade, der opfordrede til mytteri og til at nægte militærtjeneste. Ladegård blev grundet manglende beviser frifundet.

Først på baggrund af dels krigens udvikling på østfronten i 1942, dels en politisk nyorientering som den kom til udtryk gennem dannelsen af ‘Nationalkomiteen Frit Tyskland’ (NKFD) i Sovjetunionen (juli 1943) og tilsvarende af ‘Danmarks Frihedsråd’ (sept. 1943), blev oplysningsarbejdet i højere grad afpasset efter de faktiske virkemuligheder. Vanskelighederne med at finde en ‘passende tone’ viste sig også i forbindelse med navngivning af det blad, som de tyske kommunister i forlængelse af mødet i februar 1943 besluttede at udgive. Diskussionen stod mellem et traditionelt navn som ‘Røde Fane’ eller et mere neutralt navn. Der blev – efter nogle kraftige meningsudvekslinger – enighed om at kalde bladet ‘Deutsche Nachrichten’. Fortalerne for dette navn fremhævede blandt andet, at det ville være vanskeligt at få værnemagtssoldaterne til at interessere sig for et blad med et tradionelt ‘revolutionært’ navn, ligesom det ville være nemmere og mindre risikabelt for soldaterne at tage et blad med et neutralt navn med sig ind på kasernerne.

Deutsche Nachtrichten
‘Deutsche Nachrichten’ blev hjørnestenen i de tyske kommunisters bidrag til modstandskampen. Bladet udkom – i starten en gang om måneden og i besættelsens sidste fase endda med 14 dages mellemrum – uden afbrydelse fra september 1943 til befrielsen. Kontinuiteten i udgivelsen er unik i sammenligning med andre besatte lande. Bladet blev redigeret af Alfred Drögemüller og Karl Winkel, der fra tid til anden også inddrog Willi Adam i diskussionen af den indholdsmæssige tilrettelæggelse. Et helt afgørende indholdsmæssigt element baserede sig på de informationer man fik gennem radioudsendelserne fra dels KPD, dels NKFD. Det var Max Spangenbergs opgave at aflytte og nedskrive udsendelserne. På grund af nazisternes støjsender, måtte han ofte lytte til udsendelserne flere gange for at få fat i alle informationer. De stenograferede tekster blev skrevet ind på maskine af Spangenberg. Hjælp hertil fik han af Else Krog, der var søster til Spangenbergs danske kæreste Karen Dreyer. De maskinskrevne sider blev afleveret til bestemte adresser, hvorfra de så igen blev afhentet og viderebragt til Drögemüller og Winkel. Som kurer fungerede bl.a. Kurt Kreuz, Paul Werther, Karl Thumm. Else Krog, der ikke selv var hverken kommunist eller politisk organiseret, deltog også i denne del af arbejdet. Hun transporterede teksterne i bunden af sin barnevogn, godt skjult af sin førstefødte.

Redaktionslokalet var placeret i en privat lejlighed på P.D. Løws Allá på Nørrebro hos en mand, der ellers ikke var politisk organiseret.

Når redaktionsarbejdet med det enkelte nummer var afsluttet, blev det færdige manuskript ved hjælp af kurersystemet bragt til forskellige trykkesteder. Hertil og ikke mindst selve trykningen fik de tyske kommunister udstrakt hjælp af både DKP og ikke mindst modstandsgruppen “De Danske Studenter”. Bladet blev således trykt to forskellige steder i København og senere blev enkelte numre genoptrykt af både DKP-grupper og ‘De danske Studenter’ i Århus og andre steder i provinsen.

Med et oplag på først 1.000 og siden hen 2.000 eksemplarer pr. nummer var der sat naturlige grænser for udbredelsesmulighederne. I arbejdet med at sprede ‘Deutsche Nachrichten’ deltog den tyske partigruppes medlemmer, men også her fik man hjælp gennem samarbejdet med DKP og ‘De danske Studenter’. Dele af oplaget blev sendt med post til tyske adresser – som var blevet indsamlet af Kurt Vieweg – i både Sønderjylland og andre steder i landet. Bladet blev stukket i uniformsjakker i garderoberne på beværtninger, som blev besøgt at værnemagtssoldaterne, det blev kastet ind på kaserneområdet og lagt andre steder, hvor tyske soldater færdedes. I det omfang det lykkedes at etablere egentlige kontakter til værnemagten, søgte man at overtale de pågældende til at tage bladet med sig ind på kasernerne. Ernst Pudlich stod for distributionen i Odense. En særlig rolle spillede Niels Rickelt, da han var kommet tilbage til Danmark som værnemagtstolk. Idet han havde udstrakt mulighed for at rejse uden større risiko for at blive kontrolleret blev han partigruppens mest sikre kurer mellem København, Fyn og Jylland.

Læs Deutsche Nachtrichten

Bladets indhold
Hvad indholdet angår valgte de tyske kommunister at lægge en linie i tilslutning til NKFD. På denne måde søgte de også at optræde som en gruppe tilhængere af NKFD indenfor værnemagten i Danmark.

Bladets artikler informerede om krigens udvikling ved fronterne, forholdene i Tyskland og til dels også situationen i Danmark. Nok så vigtig en plads indtog artikler der søgte at øve politisk indflydelse. Bladet diskuterede krigsperspektivet og søgte at påvise det uundgåelige militære nederlæg. Samtidig tilbagevistes nazisternes påstande om, hvad der skete med krigsfangerne i Sovjetunionen. Endvidere agiteredes der for om ikke at følge ordre om den brændte jords politik i forbindelse med tilbagetrækningen på østfronten.

Et andet vigtigt emne var skyldspørgsmålet. Her kan der aflæses en udvikling i artiklerne, der understreger at det tyske folk pådrager sig mere og mere ansvar i lyset af det udeblivende opgør med nazisterne. Samtidig fastholdes dog en klar skelnen mellem skyld/medskyld på den ene side og krigsforbrydelser på den anden side.

Et tredje emne for artiklerne var handlemulighederne. Her kan der konstateres en udvikling fra meget generelle paroler til forsøg på mere konkrete anvisninger for dels hele det tyske folk, dels soldaterne og officererne. Bladet agiterede mod nazisternes etableringen af ”Volkssturm” og for at vælge side i opgøret med nazisterne. Nazistyrets forsøg på at udnytte den tyske befolknings frygt for fremtiden til en perspektivløs forlængelse af krigshandlingerne, blev imødegået ved at fremhæve at krigsskadeerstatninger og godtgørelse i enhver henseende er at foretrække frem for krig.

Mod slutningen af besættelsen indeholder ‘Deutsche Nachrichten’ også artikler om fremtidens Tyskland ved at diskutere spørgsmål som demokratisering, flerpartisystem og begrænsninger af finanskapitalens magt.

Mens mange artikler direkte tog udgangspunkt i modtagne informationer via radioudsendelserne, fik spørgsmålet om forholdet mellem danskere og tyskere og mellem de tyske soldater og modstandsbevægelsen en mere selvstændig behandling. Dette problemfelt fik særlig betydning, da de tyske krigsflygtninge begyndte at ankomme til landet.

Andre illegale tryksager
Ved siden af ‘Deutsche Nachrichten’ udgave partigruppen også en række flyveblade, strøsedler, miniplakater og en større pjece. Mens de førstnævnte tryksager blev fremstillet som supplement til bladet i forskellige aktuelle anliggender, var pjecen et større selvstændigt arbejde. Under overskriften ‘Ist Russland unser Feind’ argumenteres der på basis af historiske erfaringer og ved at sammenligne Bismarks,  den sidste tyske kejsers og nazisternes politik og krig for det ønskværdige i gode og venskabelige relationer mellem Rusland og Tyskland.

Læs nogle af udgivelserne her.

I juli 1944 og de følgende måneder kom det over flere numre til en polemik mellem ‘Deutsche Nachrichten’ og værnemagtens officielle blad ‘Kopenhagener Soldatenzeitschrift. Herigennem blev det attesteret, at den kommunistiske partigruppes arbejde ikke var omsonst. Betragtet under ét er partigruppens virke et tydeligt vidnesbyrd om, at det kan nytte ‘at bekæmpe uretten med selv de svageste midler’ (Bertolt Brecht).

Det kom som bekendt ikke til meningsløse kamphandlinger op til befrielsen, selv om bl.a. kommandanten for kastellet havde udgivet parolen om at ‘kastellet bliver vores grav’. I hvilket omfang partigruppens virke og paroler i den sidste fase af besættelsen har bidraget til denne udgang kan næppe måles direkte. Men det må konstateres, at det ikke lykkedes at få dannet egentlige modstandsgrupper inden for værnemagten. Partigruppen var i stand til at etablere mere faste forbindelser til enkelte soldater og officerer. Det ser dog ikke ud til, at det lykkedes at få dannet en egentlig tværpolitisk NKFD-komite i Danmark.

Som et umiddelbart resultat af partigruppens virke, fik den ikke alene Frihedsrådets officielle anerkendelse, men hovedparten af gruppens medlemmer blev inddraget i flygtningeadministrationens arbejde blandt de tyske krigsflygtninge.

Læs Deutsche Nachtrichten
ABA digitaliserede for år tilbage sin samling af Deutsche Nachtrichten. Det drejer sig om alle blade fra 1. årg. nr. 4 til 3. årg. nr. 12. i alt 28 blade udgivet i perioden september 1943 til juli 1945.

Læs andre illegale tyske udgivelser 1942-45
Gruppen udgav desuden en række andre løbesedler og pjecer, som du kan downloade.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her