Én samlet arbejderklasse?

Vejen til en mulig sammenlægning af LO og FTF har været præget af mange stridspunkter. En af de centrale konflikter bundede i, at LO og FTF repræsenterede vidt forskellige medlemsgrupper, der ikke havde samme forestillinger om deres identitet som lønarbejdere.

Et LO for alle lønarbejdere?

LO ønskede at være organisationen for alle lønarbejdere. Man betragtede FTF som splittere af arbejderbevægelsen og anerkendte ikke eksistensen af en såkaldt tredjestand, som skulle ligge imellem arbejderne og kapitalisterne. I realiteten havde LO dog svært ved at favne både den traditionelle arbejderklasse bestående hovedsagelig af faglærte og ufaglærte i produktive erhverv, og så den voksende gruppe af funktionærer. Kulturelt, politisk og økonomisk var der store forskelle mellem disse grupper af lønarbejdere.

Også inden for LO skete der et skifte i medlemssammensætningen efter 1960’erne, hvor funktionærgruppen voksede forholdsmæssigt mere i antal end de traditionelle arbejdere.

Graf baseret på tal i Arbejdernes Historie i Danmark 1800-2000,af Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansen, SFAHs skriftserie nr. 46, 2007, s. 255.

FTFs forestillinger om en tredjestand

FTF havde en mere klart afgrænset selvforståelse som repræsentant for en tredjestand, der hverken var arbejdere eller kapitalister. Deres medlemmer havde begrænset tilknytning til den traditionelle arbejderbevægelses fag eller ideologi. FTF-medlemmerne så ikke sig selv som ”arbejdere”, men derimod som funktionærer og tjenestemænd, de ønskede ikke at indgå i en organisation, der støttede Socialdemokratiet så direkte som LO.

FTF havde ikke LO’s fokus på, at der var en interessemodsætning mellem lønarbejderne og arbejdsgiverne. Dette kom også til udtryk i de forsøg FTF i løbet af 1950’erne gjorde på at ændre funktionærloven fra et horisontalt princip til et vertikalt princip. Hermed kunne alle lige fra yngste mand til lederen organiseres under samme fagforening. LO protesterede stærkt mod dette, da man mente, det ville undergrave hele den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere organiserede sig hver for sig.

“Det rumles og spekuleres i funktionærspørgsmålet, og desværre er der organisationsdannelser [FTF, red.], som er villige til at deltage i den spekulation i splittelse og deling af lønmodtagerne, som man øjner mulighed for, ved at forsøge at placere tjenestemænd og funktionærer i en gruppe, der er afvigende fra de øvrige lønmodtagere. En sådan deling vil vi ikke anerkende i LO.”

-Citat fra LO-formand Eiler Jensen i maj 1960 (Fællesrådet 1960, nr. 6 s. 93)

“Spørgsmålet er ikke et enten eller, men et både og. FTF har placeret sig på organisationsmarkedet, og her agter FTF at blive”

-Leder i FTF’s Fællesrådet (Fællesrådet 1960, nr. 3 s. 35)

De offentlige ansatte fra kald til kamp

Med årene blev det dog vanskeligere for FTF at fastholde tanken om, at man repræsenterede en særskilt tredjestand. 1960’ernes opbrud i traditionelle autoritetsmønstre og en voksende offentlig sektor bidrog til, at funktionærernes selvforståelse ændrede sig i retning væk fra kaldstanken og hen i mod en højere grad af lønarbejdermentalitet.

Også de fortsatte kampe med både LO og Socialdemokratiet påvirkede FTF’s strategi, og organisationen skiftede gradvis spor i løbet af 1960’erne i retning væk fra tanken om en særskilt tredjestand. I stedet så FTF sig som et supplement til LO, der kunne organisere grupper i samfundet uden for LO’s rækkevidde.

 

Kom til næste side i temaet