Påskekrisen I: Stauning, Borgbjerg og fabevægelsen

Hvad skete der egentlig det forår i 1920 hvor kongen kom i uføre, arbejderne truede med generalstrejke og partierne sloges om regeringsmagten? På denne og de næste sider folder vi den historie ud og ser særligt nærmere på Staunings rolle i hele miseren.

Regeringen blev afsat

Mandag den 29. marts 1920 omkring kl. 11.45 afskedigede Kong Christian den 10. regeringen med Zahle i spidsen efter en forudgående strid mellem folketingets ledende partier om det sønderjydske grænsespørgsmål og uenighed om en ny valglov. Et par dage forinden var Thorvald Stauning, efter nogle hårde grundlovsrevisionsforhandlinger, taget på påskeferie i sit sydsjællandske sommerhus, men da han fik overbragt nyheden af postvæsnet, som på grund af sommerhusets manglende telefonforbindelse holdt ham orienteret, hastede han straks mod hovedstaden.

Efter sin ankomst kl. 17 til Københavns hovedbanegård ilede Stauning videre til Social-Demokratens redaktion, der allerede kl. 13. ved redaktør Frederik Borgbjerg havde udsendt ekstranummer af Social-Demokraten med overskriften ”Kongen begaar Statskup”.

Borgbjerg, der i Staunings fravær var blevet informeret om begivenhederne af den afsatte regering, orienterede omgående Stauning om det skelsættende møde mellem kongen og statsministeren der havde fundet sted på Amalienborg, og som nu havde udløst et af danmarkshistoriens største parlamentariske kriser – men hvilken rolle spillede Stauning, Borgbjerg og den øvrige fagbevægelse i dagene, som fulgte, og i genoprettelse af parlamentarismens spilleregler?

Gå til næste side i temaet>>