Påskekrisen II: Forhandlingernes tid

< <Gå til forrige side i temaet

Stauning og Borgbjerg
Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg

Generalstrejke?

Redaktør Frederik Borgbjerg havde i Social-Demokratens ekstranummer proklameret fagbevægelsens reaktion og herunder mere end antydet muligheden for generalstrejke med formuleringen: ”Reaktionen skal blive Vidne til en Folkerejsning af uanet Vælde”. Inspirationen var formentligt hentet fra Tyskland, hvor en lignende hændelse, var blevet mødt af to dages folkestrejke og endt med genindsættelse af koalitionsregeringen og rigspræsident og saddelmager Friedrich Ebert. I modsætning til Borgbjerg, der ønskede folkestrejke udløst prompte, synes Stauning at anlægge en mere pragmatisk og strategisk holdning, og gjorde over for Borgbjerg det klart, at et så alvorligt skridt skulle besluttes og grundigt forberedes af fagbevægelsens ledende organer og ikke deklareres i Social-Demokraten. Og sådan blev det. Under et møde samme aften mellem Socialdemokratiet, De samvirkende Fagforbund (DsF) og Arbejdernes Fællesorganisation blev det besluttet at meddele kongen, at såfremt Zahle-ministeriet ikke blev genindsat, vil forslag om en generalstrejke blive fremsat den 30. marts kl. 09.30.

Mellem Konge og Folkevalgte

En deputation med Stauning i spidsen overleverede budskabet til kongen inden midnat, men efter betænkningstid afviste kongen allerede tidligt den næstfølgende morgen fagbevægelsens krav og udnævnte i stedet samme dag kl. 16 ministeriet Liebe. Liebes forretningsministerium lovede få nogen chance, og det blev også det korteste siddende ministerium i danmarkshistorien.  Ministeriet, som aldrig sov, blev det efterfølgende også kaldt.

Onsdag den 31. marts klokken 21 om aftenen åbnede Carl F. Madsen DsF’s generalforsamling med ordene:

”Det er den mest vanskelige og mest alvorlige Situation, vi nogen Sinde har været i”.

Alvorligt, men samtidig interessant, at DsF’s forretningsudvalg sideløbende med den parlamentariske krise natten forinden havde forhandlet med arbejdsgiverne om en aftale, der synes at indfri hovedparten af fagbevægelsens krav. Stauning var klar over, at en aftale ville besværliggøre iværksættelse af en generalstrejke, og i modsætning til Borgbjerg, der ønskede det ske hurtigt, undlod Stauning også i sin tale derfor på den ene side at efterlade indtrykket af, at muligheden for generalstrejke var svækket og på den anden side afviste Borgbjerg og andres iver efter at bringe det ultimative våben ind i kampen.

Thorvald Stauning forhandler

Stauning, der nu indtog en helt central figur i den krise, som udspillede sig, vendte tilbage til DsF efter et møde med Kongen og den nye statsminister, Liebe, med et budskab om, at Liebe synes påvirkelig oven på Staunings annoncerede generalstrejke. Der var forskellige reaktioner på Staunings analyse af situationen efter mødet med kongen og Liebe. Ikke mindst Borgbjerg var fortsat uenig med Stauning om tidspunktet for en generalstrejkes iværksættelse, men Stauning synes netop i sin modvilje mod at fastsætte en bestemt dato at give sig en strategisk styrke over for kongen og Liebe.

Gå til næste side i temaet>>

Påskekrisen I>

Kongen fyrer statsministeren

Påskekrisen I

Læs mere
Påskekrisen III>

"Ned med Christian!"

Påskekrisen III

Læs mere
Påskekrisen IV>

Krisens afslutning

Påskekrisen IV

Læs mere
x

Du kan trygt besøge Arbejdermuseet – læs om vores tiltag for din sikkerhed 🤚🏻