Påskekrisen IV: Afslutningen

<<Gå til forrige side i temaet

Stauning på Amalienborg

Kongen indkalder partiformændene til konference

Delegationen fra Borgerrepræsentationen havde kun lige forladt Amalienborg, før Kongen indkaldte alle partiformændene i Rigsdagen til konference kl. 21. Kongen indledte mødet med at opfordre partiformændene til enighed om situationen, hvilket af Stauning blev tolket på den måde, at Liebe-ministeriets fremtid nu var til forhandling, og at truslen om en generalstrejke kunne anvendes som våben, til at Liebe-ministeriet kunne afsættes.

Mødet gik ikke stille for sig. Særligt meningsordvekslingerne mellem Venstres partiformand I.C. Christensen og Stauning var højlydt. I.C. forsøgte at afvæbne Stauning ved ikke at udvise frygt for en generalstrejke og gjorde det klart overfor Stauning, at det i sidste ende ville være arbejderklassen, der ville tabe kampen, hvis det måtte komme til en generalstrejke. Truslen om generalstrejken var reel, da De samvirkende Fagforbund (DsF) fra den 6. april var beredt til strejke, men I.C. var klar over at de faglige organisationer uden for DsF, herunder særligt syndikalistiske bevægelser var svære at tøjle i fælles front.

Efter et par timers forhandlinger blev kongen, der nu for alvor var ved at være mør, inddraget, og som det første og stik imod sandheden fortalte kongen Liebe i enrum, at alle partiformændene ønskede hans afgang. Det var dog fortsat alene socialdemokraterne og de radikale, der i sandhedens verden havde fremsat det krav, men trods kongens pres på Liebe appellerede Liebe fortsat til kongen om ikke at give efter og indkaldte som et sidste opråb om hjælp regeringens ministre i håb om at skabe betingelser for at kunne fortsætte – enden var dog nær for Liebe.

Påskekrisen blev tilendebragt

Klokken skulle blive tre om natten, før kongen bøjede sig for kravet og afskediget Liebe-ministeriet. Venstre og De Konservative beklagede Libes afgang, men afværgelse af en generalstrejke og udsigt til afholdelse af folketingsvalg var tilstrækkelig for de to partier til at indgå aftale.

Stauning foreslog overformynder M.P. Friis som statsminister i en kommende overgangsregering. Friis blev udnævnt af kongen, men havde som krav dertil gjort klart, at situationen på arbejdsmarkedet var uholdbar og straks måtte forsøgt løst. Parlamentarismen var genoprettet, kongens politiske magt elimineret, og eftersom natten mellem den 4. og 5. april kunne bringe et forlig mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne i hus, fandt Social-Demokraten anledning til at proklamere: “Den herligste Sejr i vor Bevægelses Historie er Vundet”.

Fagbevægelsen og Borgbjerg havde bidraget afgørende til påskekrisens udvikling og ophør, men selvom omfanget her kan diskuteres, synes det uden for enhver tvivl, at Stauning spillede en helt særlig rolle. Stauning så tidligt i forløbet det givtige ved og nødvendigheden af at indtage en forhandlingsorienteret tilgang til modpartens synspunkter, alt imens at fagbevægelsen organiserede og forberedte sig til generalstrejke. Staunings fremtoning, forhandlingsevne og tillidsskabende forhold til kongen må tillige anses for væsentlige faktorer, der gjorde, at påskekrisen forblev en parlamentarisk krise og ikke udviklede sig voldelig.

Ved det efterfølgende folketingsvalg, der blev afholdt den 26. april blev Venstre, Det Konservative Folkeparti og Erhvervspartiet kraftigt styrket med vælgeropbakning på over 60 %. Venstres Niels Neergaards regering sad frem til 1924, hvor Stauning blev statsminister.

Se vores billedgalleri omkring påskekrisen i vores fotodatabase

Påskekrisen I>

Kongen fyrer statsministeren

Påskekrisen I

Læs mere
Påskekrisen II>

Forhandlingernes tid

Påskekrisen II

Læs mere
Påskekrisen III>

"Ned med Christian"

Påskekrisen III

Læs mere