Baggrund

Ordforklaring og baggrundsmateriale for temaet om Stormen på Børsen

Syndikalisme. Syndikatet er fagforeningen, de organiserede arbejdere. Syndikalisme er en retning inden for arbejderbevægelsen, der betoner den fagligt-økonomiske praksis frem for den parlamentariske i kampen for socialisme. Græsk; syn: sammen, med. dike: ret. isme: en holdning, politisk bevægelse. 

“I Aarene 1916 og indtil den første Verdenskrigs Slutning havde vi en hel Del Ballade med Kommunisterne. Det vil sige: Etiketten ”Kommunister” var ikke opfundet endnu – de kaldte sig ”Syndikalister” – men Indholdet var det samme.” skriver Politiinspektør Einer Mellerup i sin erindringsbog.

Direkte aktion. Kunne antage udtryk som obstruktion, boykot eller sabotage, og gik ud på at vise at organiserede arbejdere havde andre våben end strejken. Direkte aktion vendte sig også imod tendensen til at gå forhandlingsvejen under faglige konflikter. 

Generalstrejken. Den fuldkomne arbejdsnedlæggelse. Hos syndkalisterne ses generalstrejken som en optakt til den revolutionære omvæltning.  

Fagoppositionens Sammenslutning

Syndikalisternes historie går tilbage til 1904 hvor Socialistisk Ungdomsforbund blev stiftet. Det var en ungdomsorganisation, der var tilknyttet Socialdemokratiet men som samtidigt var uafhængig. Organisationen virkede kun få år, men var meget aktiv i det antimilitaristiske arbejde. Man udgav bl.a. bladet Ny Tid med den ufaglærte arbejder Christian Christensen som redaktør. I 1910 oprettede Christian Christensen den syndikalistiske organisation Fagoppositionens Sammenslutning sammen med en lille gruppe revolutionære socialister.

Den syndikalistiske bevægelse voksede fra de knap 30 personer ved det stiftende møde i Rømersgade den 22. september 1910 til, otte år efter, at tælle 4000 af arbejderbevægelsens mest militante og radikale arbejdere.

Fagoppositionens Sammenslutning udgav ugebladet Solidaritet, der i løbet af 1918 blev til et dagblad og udkom i et oplag på 15000 eks. Det lykkedes der for syndikalisterne, med deres parole om direkte aktion, at blive den første større revolutionære oppositionsbevægelse i arbejderbevægelsens historie. 1918 bliver det år, hvor syndikalisterne er absolut mest aktive med en række mindre, men alligevel spektakulære aktioner; kampen mod udsættelse af fattige lejere, angrebet på Børsen og hvervekontorerne og de store friluftsmøder samt gadekampe med politiet.

Samtidig var syndikalisternes pres medvirkende til at få indført 8 timers arbejdsdag. Siden arbejderbevægelsens start havde kravet om 8 timers arbejdsdag altid været centralt, men det var først efter at syndikalisterne orkestrerede, at bygningsarbejderne begyndte at gå hjem efter 8 timers arbejde, at den endelig blev indført.

Foreningen for konsekvente Antimilitarister

Både før og efter udbruddet af Første Verdenskrig var syndikalisterne, i Danmark som i resten af Europa og USA, stærke modstandere af krigen, og de stod bag en del antimilitaristisk propaganda for militærnægterne. Flere af syndikalisterne var med til at starte Foreningen for konsekvente Antimilitarister i 1915. Det var blandt andet Andreas Fritzner, Poul Gissemann, Niels Johnsen og Thøger Thøgersen.

Samtidig var syndikalisterne militante og voldsparate, når det kom til gadeoptøjer og kampe mod politiet – især i forbindelse med de arbejdsløses kamp. Stormen på Børsen er syndikalisternes mest symbolske udtryk for direkte aktion. Som ved mange andre af syndikalisternes aktiviteter handlede det om at iscenesætte konflikten mellem arbejderklassen og kapitalismen.

Arbejderkvindens oprør

I de syndikalistiske blade og små udgivelser diskuteres arbejdernes drukkultur også. Christian Christensen voksede op på Nørrebro med en alkoholisk far, der ofte drak ugelønnen op. Dette var et stort problem for arbejderfamilierne, som tit havde børneflokke på op mod 12 eller flere børn. Derfor agiterede syndikalisterne mod drukkulturen og udgav seksualoplysning ligesom der reklameredes for prævention i dagbladet Solidaritet. Det var forbudt at agitere eller reklamere for prævention, men syndikalisterne mente, at prævention og seksualoplysning var et vigtigt led i arbejderkvindens oprør.

1918 var et revolutionsår. Man skulle bare kigge syd for grænsen for at se revolutionære omvæltninger, og i Danmark var der også en udbredt skræk for revolution. Dette bevirkede bl.a., at politiet slog meget hårdt ned på den revolutionære bevægelse. Fra august til november lavede politiet en arrestationsbølge, der var så omfattende, at næsten alle de revolutionære ledere blev sat i fængsel. De fleste blev anklaget for, hvad de havde sagt i taler eller skrevet i deres aviser, anklager om “anstiftelse til lovovertrædelse, mytteri og voldsanvendelse”, der udløste langvarige straffe.

Den lange varetægt blev ikke, som i dag, trukket fra i strafudmålingen, man kunne derfor tale om en dobbelt straf i manges tilfælde. Fængslerne og forbedringshusene, som de blev kaldt, havde ikke ændret sig i de sidste hundrede år. De revolutionære ledere gik en hverdag i møde, som var præget af dårlig kost, isolation, hårdt fysisk arbejde og kolde, uhumske celler.

Bonus

Hør Andreas Fritzner fortælle om sin fængsling i Vridsløselille efter Slaget på Grøntorvet. Kilde: Arbejdermuseet & ABA

Læs mere

Syndikalismen som oppositionsbevægelse på Arbejdermuseets hjemmeside

Kampen om den 8 timers arbejdsdag på Arbejdermuseets hjemmeside