Socialdemokratiet, Verdenskrig og Revolution

1910’erne var en hektisk periode for det danske Socialdemokrati. Til trods for at partiet nød fremgang på den politiske scene i Danmark, skabte nye idéer udefra intern uenighed i partiet og nye socialistiske begyndte at se dagens lys. Kildepakken omhandler perioden omkring Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution og giver indblik i, hvordan disse begivenheder påvirkede partiet.

Af Thomas Bolbroe

Socialdemokratiet

Stauning ved Rigsdagen, 1916
Thorvald Stauning ved den midlertidige Rigsdag i Bredgade 1916.

Den danske arbejderbevægelse og den politiske venstrefløj var i starten af det 20. århundrede lig med Socialdemokratiet. I 1910 fratrådte handskemageren Peter Knudsen (1848-1910) sin formandspost for partiet og blev erstattet af cigarsortereren Thorvald Stauning (1873-1942). Partiet havde omkring 40.000 medlemmer og var talrigt repræsenteret i både kommuner såvel som i Folketinget. Dog led det danske samfund under høj arbejdsløshed, nedsat adgang til fødevarer og boligmangel grundet Første Verdenskrig (1914-1918).

Socialdemokratiet fulgte Oktoberrevolutionen i Rusland tæt med høje forventninger. Håbet var, at ’Fredsrevolutionen’ kunne bringe en ende på krigen, der havde kostet arbejderne dyrt på de europæiske slagmarker. Social-Demokraten, Socialdemokratiets partiavis, støttede i de første måneder stærkt op omkring det nye bolsjevikstyre. Revolutionen blev som udgangspunkt anset som værende et skridt i retning mod et socialt retfærdigt og demokratisk Rusland. I starten af 1918 skete der et brat skifte i Socialdemokratiets syn på, hvad der foregik i Rusland. Bolsjevikkerne opløste i januar Den Grundlovgivende Forsamling, hvor de var i mindretal, hvilket Socialdemokratiet opfattede som et direkte brud med den demokratiske socialismes ånd. Kort tid efter tog partiet også skarp afstand fra Sovjet-Ruslands indblanding i den finske borgerkrig.

Marie Nielsen

Marie Nielsen
Marie Nielsens politiske kompromisløshed var svært at kombinere med et partimedlemskab. I 1918 meldte hun sig ud af Socialdemokratiet, senere blev hun af flere omgange ekskluderet af DKP. Billedet er dateret til omkring 1910.

En af de ledende skikkelser i Socialdemokratiet, der ikke støttede op om partiets nye linje, var den læreruddannede Marie Nielsen (1875-1951). Hun blev medlem af hovedbestyrelsen i 1916 og var aktiv på partiets venstrefløj. Nielsen støttede Zimmerwald-bevægelsen – en international organisation af revolutionære socialister, deriblandt de russiske bolsjevikker ledet af Vlademir Lenin (1870-1924) – og meldte sig ud partiet i protest mod  den “borgerlighedens politik” samt “Feighedens og Forræderiske” kurs, hun mente, partiet havde taget i forhold til “de kæmpende proletariske arbejdere i Finland og Rusland”. Kort efter hendes udmeldelse var hun medstifter af Socialistisk Arbejderparti (SAP), hvor hun bl.a. var redaktør for partiets avis Klassekampen. I 1920 deltog hun i Kominterns 2. kongres i Petrograd og Moskva som repræsentant for Kommunistisk Lærerklub, hvorefter hun rejste det danske land rundt med lysbilledforedrag om socialismens komme i Sovjet-Rusland.

Socialdemokratisk Ungdomsforbund

SUF demo 1915
SUF-demostration i 1915 med politieskorte. Demonstranterne bærer bannere med teksten “Fred” og “Send Sikringsstyrken Hjem”.

Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) var en ungdomsorganisation tilknyttet Socialdemokratiet, der blev stiftet i 1906. Organisationen stod fra 1907 bag publiceringen af bladet Fremad, hvori det præsenterede og diskuterede sine holdninger til den samtidige politiske dagsorden. Det lykkedes i midten af 1910’erne SUF at opbygge en ganske stærk ungdomsorganisation, der talte mellem 9-10.000 medlemmer fordelt i afdelinger spredt ud over hele landet. SUF havde allerede inden 1914 gode forbindelser til venstreoppositionen inden for Socialdemokratiet, og de mange politiske uenigheder, der opstod omkring verdenskrigen og Oktoberrevolutionen, skulle vise sig at trække linjerne yderligere op mellem moderpartiet og ungdomsorganisationen.

SUF var indædte modstandere af “militarismens væsen”, der blev betragtet som et vigtigt led i den privatkapitalistiske samfundsbygning. I stedet blev der agiteret for antimilitarisme samt retten til at være militærnægter. Derudover havde ungdomsorganisationen det svært med den borgfred, der herskede i krigsårene, hvor Socialdemokratiet under ledelse af Stauning havde indtrådt i regeringen i 1916. Socialdemokratiet havde ifølge SUF forrådt den internationale solidaritet med beslutningen om at indgå valgalliance med det “kapitalistiske saakaldte ”Radikale” Venstre”. Ungdomsorganisationen anklagede ligeledes Stauning for at føre ministersocialisme.

Ernst Christiansen i Bern
Ernst Christiansen (nr. 3 fra venstre) udsendt som SUFs repræsentant ved Ungdomsinternationalens konference i Bern, Schweiz, 1915.

Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var typografen Ernst Christiansen (1891-1974) formand for SUF – en stilling han var blevet valgt til året før. Christiansen var ikke blot en central skikkelse i organisationens daglige arbejde, men også en fremtrædende person i det internationale ungdomssamarbejde. Han repræsenterede organisationen ved forskellige internationale socialistkongresser rundt omkring i Europa – bl.a. ved en række skandinaviske konferencer mellem ungdomsforbundene i Sverige, Norge og Danmark. I efteråret 1918 besøgte Christiansen også det nye Sovjet-Rusland, hvilket efterlod et stort indtryk på hans videre politiske overbevisninger.

Lenin
Portræt af Lenin, bolsjevikkernes leder, der stod i spidsen for Oktoberrevolutionen. Præcist årstal for billedet er ukendt, men fra 1910’erne.

Med Oktoberrevolutionens udbrud i 1917 forværredes forholdet mellem Socialdemokratiet og SUF drastisk. I den periode udgav bladet Fremad i stigende grad artikler, der omtalte den politiske situation i Rusland positivt, samtidig med at flere fremtrædende personer inden for Socialdemokratiet, deriblandt Marie Nielsen, kritiserede partiets stillingtagen. SUF, under ledelse af Ernst Christiansen, Sigvald Hellberg (1890-1962) og Johannes Erwig (1891-1926), krævede således i 1919, at Socialdemokratiet fandt tilbage til socialismen idealer, samt at Stauning skulle udtræde af regeringen. Ved partikongressen i 1919 stod det klart at forsoning mellem moderparti og ungdomsorganisation var umulig. Socialdemokratiet ville ikke have noget at gøre med Syndikalisterne og Bolsjevikkernes revolutionære idéer, og som resultat heraf besluttede SUF (med et snævert flertal) at ophæve overenskomsten med Socialdemokratiet. Den 9. november 1919 dannes Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP), der i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti og i mange år fremover repræsenterede det yderste venstre. Ernst Christiansen blev kommunistpartiets formand. Marie Nielsen meldte sig også ind i partiet, men havde svært ved at tilpasse sig og blev af flere gange ekskluderet – sidste gang i 1936 for trotskisme.

Klik her for at gå til kilderne.

Relaterede emner

Læs mere om Syndikalisterne og ‘Stormen på Børsen’ i 1918 her.

Læs mere om Socialdemokratiet i det 20. århundrede her.

Læs mere om Kommunisme i Danmark her.