De glemte fag

Disse faner er alle fra en tid hvor intet fag var for småt til at have en fane og sin egen organisering. Der var lidt flere sider i “Hvad kan jeg blive”-bogen dengang, i hvert fald udi de håndværksmæssige fag.

Herunder kan du se de smukke faner i et samlet galleri. Under galleriet kan du læse mere om de enkelte fagforeningers historie ↓

Billede 2Billede 3Billede 4Billede 5Billede 6Billede 7Billede 8Billede 9

Vattæppesyernes fagforening

Fagforeningen blev stiftet i november 1907, men fanen blev først indviet 10 år senere ved en fest på Frederiksberg. I sin tale for fanen sagde formanden fru Hilda Sten, at vattæppesyerne på ti år havde forbedret deres løn med 100%. Det vakte stor jubel blandt de tilhørende, som derefter festede til kl. 23. Fagforeningen havde godt 100 medlemmer, alle kvinder, men i 1948 var det slut med at fremstille vattæpper i større stil, og de resterende medlemmer af fagforeningen kom i Konfektionssyerskernes Fagforening.

Sandlossernes fagforening 

Sandlosserne, der udførte alt arbejde i akkord på både sejlskibe og dampskibe, var den mindste brancheafdeling under Arbejdsmændenes Forbund i København. Afdelingen var meget anonym og der er kun meget få meddelelser om den i Arbejdsmændenes Fagblad. Efter 55 års virke blev afdelingen slettet af fortegnelserne i Dansk Arbejdsmandsforbund, og det fremgår ingen andre steder, at fagforeningen var blevet lukket.

Hue-og Kasketsyernes fagforening

Fagforeningen samledes d. 30. juni 1923 i Blegdammens selskabslokaler for at fejre foreningens nye fane. I invitationen lød det, at fagets udøvere skulle feste for fanen og “for en Stund glemme Hverdagslivets Fortrædeligheder”. Fanens motto havde været genstand for diskussion. Et motto “Hvis din stærke Haand vilde, Staar alle Hjul stille” faldt til fordel for det mere kendte “Enighed gør stærk”.

Læder- og Skindarbejdernes Fagforening

Læder- og Skindarbejdernes Fagforening holdt indvielsesfest for den nye fane d. 19. marts 1938. Det var foreningens tredje fane, men de to foregående var blevet så slidte, at en ny fane var blevet en nødvendighed (De to ældre faner opbevares også på museet.) De gamle garvere der gjorde skind til læder, stod oprindeligt i et lav, indtil de dårlige arbejdsforhold og lange arbejdstider havde fået arbejderne til i november 1883 at danne fagforening.

Portefeuille- og Rejsetøjsarbejdernes Fagforening

Fagforeningens fane er anskaffet i tiden mellem 1917 og 1928, hvor foreningen eksisterede som selvstændig afdeling i Skandinavisk Sadelmager- og Tapetsererforbund. For at blive udlært i branchen skulle lærlingen stå i lære i fem år, og der kunne vælges mellem at blive udlært i seletøjsarbejde eller rejsetøjs- og porteføljearbejder. Fanen er den eneste efterladte effekt fra branchen.

Skraatobakarbejdernes Forbund

Tobaksspinderne havde en god portion faglig stolthed, og de følte sig spunden af en lille smule bedre tobak end cigarmagerne. Spinderne havde ikke haft et lav, men var blevet industriarbejdere nogle årtier før. De accepterede derfor et nyt navn, men der var fortsat nogle problemer med at være i samme organisation som tobaksarbejderne. Fra 1900-1949 havde skråtobaksarbejderne selvstændigt forbund.

Møllernes Fagforening

Møllersvendene i København vedtog i begyndelsen af 1890’erne at anskaffe en fane med et motiv der illustrerede fagets udvikling. Det blev til en gammeldags vindmølle og en ny fabriksbygning med dampmølle, som symboliserede den ny tids industrialisering af faget. Godt 30 år senere måtte den gamle fane udskiftes med en ny, men motivet fra den gamle blev fastholdt.

Possementmagernes syge- begravelses – og hjælpekasse

Possementmagerne lavede besæstning af silke-, guld- og sølvtråde på kirketekstiler eller tøj. Og var hyppigt benyttet i den mere svungne tid omkring Chr. 4.

Kafferiarbejdernes Klub

Kaffebrænderiarbejderne havde deres egen klub og var organiserede omkring deres særegne fag. Nu er faget opslugt af enten storproduktion eller kaffebarernes egen salg af økologisk (næsten-) hjemmedyrkede bønner.