Lejerforeninger

Den stigende bolignød og de barske forhold på boligmarkedet under 1. verdenskrig får lejerne til at organisere sig. De forskellige foreninger slutter sig sammen i De Sammenvirkende danske Lejerforeninger, der bliver dannet ved krigens afslutning. I 1966 kommer der et nyt boligforlig og lejerbevægelsen samles i den Lejernes Landsorganisation (LLO).

Statslig byggestøtte og huslejeregulering

I 1887 bliver byggestøtteloven en realitet. Det er første gang, at der fra samfundets side ydes økonomisk støtte til at løse boligproblemerne. Med denne lov er det formålet, at skabe bedre og sundere boligforhold, da store dele af den Københavnske befolkning bor under kedelige forhold i lejekaserner. Og lykkes det en arbejderfamilie at anskaffe sig en toværelses lejlighed er de oftest nød til at leje det ene værelse ud til en lejer for at finansiere huslejen.

Byggestøtteloven omfatter et lån på 1 million kr. som alle landets kommuner får mulighed for at søge om andel i. Beløbet er måske beskedent, men det er første gang, at boligsituationen bliver stadfæstet som et offentligt anliggende. Under 1. verdenskrig stiger huslejerne voldsomt, hvorfor der gennemføres en lejereguleringslov i 1916. Dvs. at alle lejestigninger og opsigelser i ejendomme fra krigens begyndelse, skal reguleres og godkendes af nedsatte huslejenævn. Nævnene skal i hver enkelt sag vurdere lejen og derefter fastsætte huslejestigningen i forhold til, hvordan lejen i 1914 vil have udviklet sig under normale forhold.

Under Venstre-regeringen fra 1920 til 1924 sker der en gradvis udhuling af reguleringsmulighederne. Lejeforhøjelser på 35% i forhold til 1914-niveauet bliver tilladt. Fra 1931 bliver huslejereguleringen ophævet, og fra 1931 til 1937 eksisterer der ingen egentlig huslejelovgivning i Danmark.

Lejernes værn

Den stigende bolignød og de barske forhold på boligmarkedet under 1. verdenskrig får lejerne til at organisere sig. “Lejernes Værn” bliver stiftet i 1917 som organisation for lejerne i Københavns kommunale ejendomme og tildels også for de husvilde. Organisationen er en proletarisk bevægelse, der sigter mod at gøre boligspørgsmålet og især de husvildes situation til en del af arbejderbevægelsens kamp. “Lejernes Værn” har ingen direkte forbindelse til den boligbevægelse, som arbejderne har etableret og heller ikke til arbejdernes politiske organer, men der er sympati for lejerkampen fra flere sider på venstrefløjen.

Syndikalisterne, der er meget aktive under krigen med hurtige og direkte aktioner mod statsmagten og den etablerede fagbevægelse, laver også aktioner for lejerne. Når Kongens Foged sætter en familie på porten, så kan det hænde at syndikalisterne kommer og hjælper familien med at flytte møblerne tilbage i lejligheden igen.

Da det danske kommunistparti bliver stiftet i 1920, gør det straks fælles sag med “Lejernes Værn”. Et fælles krav fra de to organisationer er bl.a. en boligrationering gående ud på, at ingen husstand har ret til mere end ét rum pr. person, så længe der findes mennesker helt uden bolig.

De samvirkende Lejerforeninger

F.C. Boldsen
F.C. Boldsen.

Omtrent samtidig med “Lejernes Værn” bliver stiftet opstår “Københavns Huslejerforening” på initiativ af sagfører F.C. Boldsen fra Randers. Den præsenterer sig som en upolitisk organisation, der vil arbejde for lejernes sag med legale midler. Foreningen er også blevet karakteriseret som den borgerlige del af lejerbevægelsen, og det er denne del, der bliver grundlaget for den senere indsats for lejernes vilkår. De forskellige foreninger slutter sig sammen, først i “De Sammenvirkende danske Lejerforeninger”, der bliver dannet ved krigens afslutning.

I 1920 tæller denne organisation ca. 50.000 medlemmer fordelt på 81 lokalafdelinger. Oprindelig er organisationen tværpolitisk og har med hensyn til opbygning og virkemåde karakter af en moderne interesseorganisation. Organisationsformen er centralistisk og foreningen skal dels via forhandling med de modstående grundejerforeninger opnå rimelige lejekontrakter dels øve politisk indflydelse på udformningen af lejelovgivningen.

Desuden skal foreningen yde medlemmerne assistance i konkrete lejespørgsmål ved at føre sager for huslejenævnene og virke for en samlet løsning af boligproblemet bl.a. ved at støtte almennyttige byggeforetagender. Udenfor organisationen står i København en række græsrodsorganiserede lokale husvildeforeninger, der har tætte forbindelser til det nystiftede DKP

Lejernes Landsorganisation

De sammenvirkende Lejerforeninger er en succes fra sin begyndelse. Men under besættelsen i 1940erne opstår der politisk splid mellem lejerorganisationerne, som slutter med dannelsen af Danmarks Lejerforbund. Officielt har Danmarks Lejerforbund ikke forbindelse med Socialdemokratiet, men en forbindelse har der dog været. I 1966 kommer der et nyt boligforlig og lejerbevægelsen samles i den nye organisation Lejernes Landsorganisation (LLO).

Efter oprettelsen begynder LLO at udgive bladet "Bolignyt".
Efter oprettelsen begynder LLO at udgive bladet “Bolignyt”.

Fra sin stiftelse har LLO to arbejdsområder: “Lejernes Landsorganisation mange foreninger og afdelinger hjælper medlemmerne med de konkrete problemer, der kan opstå, når man bor til leje. Men da ingen er i stand til at hjælpe mere end lovgivningen giver mulighed for, er det Lejernes Landsorganisations hovedopgave at søge at forbedre boliglovene,” hedder det i en LLO-pjece fra starten. Lokalt ligger LLO-afdelingernes hovedopgave i et omfattende retshjælpsarbejde, hvorigennem foreningen hjælper lejerne med at håndhæve de rettigheder, som boligloven giver.

På landsplan ser LLO det som sin hovedopgave at få indflydelse på lovgivningen for derigennem at forbedre lejerbefolkningens retslige og økonomiske vilkår. Det sidste betragter LLO som sin primære opgave. Men forsøget på at få indflydelse på boligpolitikken er en yderst vanskelig opgave i en tid, som er præget af en stigende liberalisering på boligmarkedet.