Daginstitutioner

Allerede omkring år 1900 arbejder mange kvinder uden for hjemmet. Børnene må passe sig selv eller kommer på asyl. Fagbevægelsen vil have flere børnehaver og foreningen Frie børnehaver bliver dannet i 1949. I løbet af 1960erne bliver der flere og flere kommunale børnehaver. I 1998 lover den socialdemokratiske regering en pasningsgaranti.

Når mor gik på arbejde omkring 1900

Omkring 1900 flytter mange unge kvinder fra landet ind til byerne, for at komme væk fra det hårde slid, der er hverdagen for en pige på en gård. Det betyder bl.a. at de gifte landarbejderkvinder må påtage sig meget af det arbejde de unge piger før har haft f.eks. malkning: “Mine forældres arbejdsdag begyndte om morgenen kl. 4, der skulle fodres og malkes. Min mor var færdig kl. halv otte. Hun begyndte igen kl. 4 om eftermiddagen og var færdig kl. 6. Den øvrige tid af dagen skulle hun passe hjemmet, lave mad, lappe og stoppe om børneflokken, der efterhånden voksede til otte.”

Men det er ikke kun de ugifte unge kvinder og mænd, der tager ind til byerne. Hele familier bryder op fra landet, og de fleste finder bolig i lejekasernerne. En del kvinder laver hjemmearbejde, hvor børnene deltager f.eks. ildtænderproduktion. Men mange kvinder må tidligt om morgenen forlade hjemmet, for at gå på arbejde på fabrikken. For de indvandrede landarbejderfamilier er problemet ofte, at de ved at flytte til byen har forladt deres sociale netværk af familie og naboer. Det er ellers dem, der kigger efter børnene, når forældrene arbejder.

I byen er det tit større søskende, der kigger efter de mindre, og det er ikke ualmindeligt, at de må lege i gården eller på gaden. Som konsekvens af at flere og flere kvinder arbejder i industrien, og at mellem 20 og 30 pct. af familierne har en kvinde som eneforsørger, bliver der på privat initiativ oprettet Asyler. Omkring 1900 er der ca. 100 i de større byer. Asylerne er store institutioner, ofte med et par hundrede børn og kun få voksne til at kigge efter dem. Der hersker en hård disciplin. For det meste optager Asylerne kun børn fra 3-6 år, men i særlige tilfælde optages spædbørn.

Folke- og menighedsbørnehaver

I 1901 oprettes den første folkebørnehave. Det er en halvdagsinstitution, der i modsætning til asylerne, forsøger at bruge moderne pædagogiske ideer. Folkebørnehaven bliver til i et samarbejde med bl.a socialdemokratiet og ledende fagforeningsfolk. I 1912 findes der 12 folkebørnehaver. En anden forening er Folkebørnehaveforeningen af 1915 som bliver stiftet i 1915. Den arbejder for at oprette folkebørnehaver i forbindelse med menighedsrådene. Der er tale om heldagsbørnehaver, der får en del af deres økonomiske tilskud fra menighedsrådene, og ofte også benytter kirkens lokaler.

Folkebørnehaverne og menighedsbørnehaverne bliver den mest almindelige institutionstype, og de afløser asylerne, der bliver kritiseret for hård disciplin og manglende pædagogisk indsigt. Der findes også enkelte virksomhedsinstitutioner. Nogle fabrikker med mange kvindeligt ansatte, bygger daginstitutioner i tilknytning til fabrikken. I begyndelsen af 1930’erne er der knapt 300 institutioner koncentreret i de større byer. 250 af dem er børnehaver, resten er vuggestuer og fritidshjem.

Men situationen i 1930’erne er, at det stadig kan være svært for en kvinde at få passet sine børn, når hun skal på arbejde. I 1935 arbejder 83.988 kvinder indenfor industri og håndværk. Dele af fagbevægelsen begynder at stille krav om flere daginstitutioner. Samtidig er der en voksende kritik af menighedsbørnehaverne. Børn er blevet afvist fordi, de enten ikke er døbt eller forældrene ikke er gift. Den tætte tilknytning til kirken betyder, at børnene dagligt skal bede bøn og at menighedsrådet har stor indflydelse på dagligdagen. Mange opfatter menighedsbørnehavernes pædagogiske holdninger som stivnede og forældede.

Frie Børnehaver

I 1936 afholder en gruppe forældre i samarbejde med bestyrelsen i Arbejdernes Andelsboligforening i Brønshøj en basar, der har til formål at indsamle penge til oprettelsen af en børnehave. Der bliver indsamlet 911 kr. og 18 øre. 19. maj 1937 bliver Brønshøj-Husum frie børnehaveforening stiftet. I formålsparagraffen fremgår det klart, at foreningen ikke har antydning af filantropi eller velgørenhed. Den er udformet i forhold til de mest moderne pædagogiske strømninger, og skal virke som et alternativ til datidens menighedsinstitutioner, der er stærkt prægede af et kristent livssyn.

Grunden til at boligforeningens forældre tager initiativ til den nye børnehave, der kommer til at ligge i en nedlagt afdeling af Brønshøj Brugsforening, er naturligvis at de har behov for pasning af deres børn. Mange af initiativtagerne har selv oplevet, at de er blevet afvist i en menighedsbørnehave, fordi barnet ikke er døbt eller forældrene ikke er gift. Men det er ikke kun børnepasning, der står på dagsordenen, det er også indholdet og formen for pasning, der er centralt for forældrene. Ordet frie, som indgår i foreningens navn, skal tages meget bogstaveligt.

I den nye børnehave er alle velkomne uanset forældrenes ægteskabelige status, tro eller politisk tilhørsforhold, og de pædagogiske holdninger er præget af en respekt for det enkelte barn. I de følgende år dukker flere institutioner af samme type op, og det fører til at landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem bliver stiftet 17. maj 1949. Viola Nørlev, som er én af initiativtagerne til børnehaven og foreningen i Brønshøj, bliver landsforeningens første formand. Frie Børnehaver og Fritidshjem har sin rod i fagbevægelsen, og der er stadig tætte forbindelser til Socialdemokratiet.

Pasningsgaranti

Fra 1960 og frem til i dag er der sket en rivende udvikling i daginstitutionsbyggeriet. Stigningen i børnetallet i slutningen af 1990’erne fremmer en voksende efterspørgsel på pasningspladser til børnene. Ved præsentationen af Nyrup-regeringens første program fra 1993 giver statsminister Poul Nyrup en “pasningsgaranti” til borgerne. En lang række kommuner har dog også selv udstedt den slags garantier – på stærke opfordringer fra Folketingets talerstol.

Det medfører, AT kommunerne må afsætte store beløb til denne post på trods af at der i 1990´erne er skabt 160.000 nye pladser i vuggestuer, børnehaver osv. Udgifter er i samme periode steget med 26% fra omkring 12 til 18 milliarder kroner på børnepasning i de seneste ti år. Forældre er utrættelige, når det gælder børnepasningsbehovet. Og de reagerer skarpt, hvis kommunerne slækker på garantien – hvilket adskillige kommuner gør: De udskyder starttidspunktet for garantiordningen. De laver begrænsninger for, hvilke aldersgrupper garantien omfatter. Og de laver pauser i garantiperioden. Den sidste metode benytter Århus kommune i 1998. Byrådet har gennemført en pasningsgaranti for alle børn, der er ældre end et år.

Hvad de færreste i kommunen er klar over, er imidlertid, at garantien ikke gælder fra den 1. marts til den 1. august. Forældre der søger pasningsplads i denne periode har ikke nogen garanti for at få en, fordi der er langt flere børn, der søges plads om foråret end om efteråret. Sektorchefen fra Århus kommune siger: “Vi kan i kommunen godt mærke, hvis politikerne på Christiansborg har tændt nogle forventninger blandt folk.” I 1998 har i alt 224 af landets 275 kommuner en eller anden form for pasningsgaranti – med større eller mindre forbehold for garantien. Allerede i oktober 1998 strækker 34 kommuner våben og aflyser at opfylde pasningsgarantien.