Hvidovres historie

Efter 1. Verdenskrig er bolignøden stor. Mange flytter fra de overfyldte byer ud til omkringliggende landsogne, der i løbet af få årtier bliver til forstæder. I Hvidovre mister partiet Venstre den politiske magt. Socialdemokratiet vil bruger kommunerne til at påbegynde opbygningen af velfærdssamfundet.

Lysthusbeboerne

Hvidovre er en lille landkommune i Københavns nærmeste omegn. I 1901 består Hvidovre kommune af ca. 500 indbyggere, der lever af at dyrke den fede landbrugsjord eller gartneridrift. I sidste del af 1. verdenskrig er bolignøden i Danmark stor. I slutningen af 1923 er der noteret 30.000 boligløse alene i København. Der etableres husvildebarakker, hvor det kan lade sig gøre. Kvinder og børn indkvarteres på skoler, i Sundholms fattigbarakker og selv kvindefængslet på Christianshavn bliver taget i brug.

Med den store bolignød øjner bønderne bl.a. i Hvidovre mulighed for at tjene penge på at udstykke dele af deres jord. I perioden fra 1918-24 bliver de 3.226 parceller, af de i alt 3.900 der findes i 1924, udstykket. De københavnske arbejdere, der kan skrabe penge sammen til en lille udbetaling, kan købe en jordlod på afbetaling. I løbet af få år vokser en helt ny by frem, der består af små kolonihavelignende huse, op. Mange af husene er bygget op af Chevrolet- og Fordkasser, der er brugt til at beskytte bildelene på transporten fra Amerika. Kasserne er billige og bliver transporteret ud til Jordlodden. “Derefter lavede man så husets skelet af noget tømmer, og så beklædte man huset med Fordkassebrædderne, og uden på dem slog vi tagpap på, som vi enten malede hvidt, grønt eller rødt, alt efter hvordan man ønskede, huset skulle se ud”.

Fordkassehusene er små og primitive, men for mange er de bedre alternativer end husvildeboligerne eller små overbefolkede baggårdslejligheder i København. En anden gruppe af kommunens nye tilflyttere, bor i allerede opførte sommerhuse. Ens for alle tilflytterne er, at de bor ulovligt i kommunen. I 1923 udgør de ulovlige tilflyttere 45 pct. af kommunens husstande.

Kampen mellem Socialdemokratiet og Venstre

Hvidovres befolkning består frem til 1920 hovedsageligt af bønder, der traditionelt stemmer på Venstre. I perioden mellem 1920-25 begynder Hvidovre at ligne en bymæssig bebyggelse, fordi gårdmændene sælger udstykkede jordlodder til københavnere, der er ramt af den store boligmangel. Det begynder at gå op for Hvidovres sogneråd, der er styret af Venstre, at de har fået helt nye problemer. Pludselig står sognerådet med en gruppe arbejdere og funktionærer med mange børn, de gerne vil have i skole.

Der er gamle, der vil have alderdomsunderstøttelse, og arbejdsløse, der har brug for hjælp, og oven i det hele stiller de nye beboere, der ikke er vant til landbrugskulturen og ikke pr. tradition tilhører Venstre, krav om at kunne udnytte deres stemmeret. Tilflytterne er en belastning for kommunen. I første omgang forsøger sognerådet at tackle problemerne ved at betragte de tilflyttede som ulovlige beboere, der som sådan ikke har nogle rettigheder. Det betyder at børnene ikke kan komme i skole, at der ikke bliver udbetalt sociale ydelser, og at de ikke har stemmeret.

Et udvalg i Indenrigsministeriet bliver sat til at arbejde med tilflytterproblematikken, og hårdt presset beslutter venstreregeringen, at Hvidovre- og Rødovre kommune skal modtage tilflytterne. Men først i 1924, da den første Stauning-regering kommer til magten sker der noget for alvor. Forholdene bliver bragt i orden og ved sognerådsvalget i Hvidovre i 1925, er sidegevinsten ved socialdemokraternes indgriben, at de erobrer magten i sognerådet og har haft den lige siden i Hvidovre kommune.

Kommunesocialisme

På den internationale socialistkongres i Paris i 1900 vedtager de delegerede en resolution, der fastslår vigtigheden af at gøre en stor indsats på det kommunalpolitiske plan. I mange europæiske lande og i Danmark er socialdemokrater blevet valgt til byrådene. Her har de mulighed for at arbejde aktivt for, at kommunen påtager sig at bygge badeanstalter, offentlig transport, sygehuse m.v. De kommunale mønsterinstitutioner skal være det konkrete eksempel på den socialistiske ide, og være med til at tiltrække nye folk til den socialistiske bevægelse. For når den slags goder kan blive virkelighed i en socialdemokratisk styret kommune, hvordan kan det så ikke blive, hvis partiet opnår statsmagten.

Udbygningen af skolevæsenet var en vigtig del af tanken om kommunesocialisme.
Udbygningen af skolevæsenet var en vigtig del af tanken om kommunesocialisme.

Strategien er først at erobre magten i kommunerne. Når det er sket, kan der gennemføres en række reformer i samarbejde med fagbevægelsen og de kooperative virksomheder. De skal fører til overtagelsen af statsmagten. I Danmark er der i perioden 1900-1920 en række danske byer, der går forrest i den begyndende udbygning af velfærdsstaten. Der sker en markant forbedring og udvidelse af de offentlige goder og tilbud, f.eks. bygning af nye kommunale skoler, biblioteker, alderdomshjem, sygehuse m.v.

Det sker oftest i byer, hvor arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet står stærkt. Det tiltag bliver af nogen kaldt kommunesocialisme. I Hvidovre vinder Socialdemokratiet magten i sognerådet i 1925, året efter den første danske socialdemokratiske regering har fået magten. Det nye sogneråd får meget hurtigt sat gang i udbygningen af skolesystemet, der laves togstation, bibliotek, vandværk med mere. I de følgende 50 år udvikler Hvidovre sig til at blive en socialdemokratisk mønsterkommune.

Fra landsogn til forstad

På kun få år udvikler Hvidovre sig fra at være et rent bondesamfund, til at blive en forstad til København. Fra 1918-25 sker der en befolkningseksplosion i landsognet. De københavnske arbejdere, der er ramt af bolignøden øjner chancen for at få tag over hovedet. På få år udvikler landsognet sig til et Klondike, der er domineret af de nyopførte interimistiske huse. Udviklingen i Hvidovre er sket uden en egentlig plan, og det betyder at Hvidovre i slutningen af 1930’erne, på trods af at der bygget skoler, togstation, vandværk m.m. er en kommune uden centrum.

Hvidovres Byvåben.
Hvidovres Byvåben.

Kommunekontoret med administrationen ligger i den gamle landsby, de fleste mennesker bor syd for byen, biblioteker og forsamlingssale ligger vest for og rundt omkring på villavejen ligger de handlendes små forretninger. Der er ingen erhvervsvirksomheder, så arbejderne pendler mellem jobbet i København og hjemmet på vestegnen. Hvidovre fungerer ikke som en by, men mere som en københavnsk bydel. Efter 2. verdenskrig er bolignøden igen stor, og da Hvidovre stadig har mange ledige arealer bliver kommunen rammen for en enorm vækst i det almennyttige boligbyggeri. det er etagebyggeri som f.eks. Bredalsparken fra 1950’erne, der er af meget høj kvalitet.

Befolkningen 3-dobles på 15 år fra 13.000 i 1945 til 39.000 i 1960. De nye indbyggere er nystiftede familier med børn og flere i vente. Hvidovre vokser så stærkt, at Københavns kommune dropper planer om indlemmelse, og i første halvdel af 1950’erne får Hvidovre og en række andre forstæder en særlig status. Det betyder at sognerådet erstattes af en kommunalbestyrelse og sognerådsformanden bliver borgmester. Hvidovre får en helt ny selvbevidsthed.