Velstand uden velfærd

I 1960’erne stiger velstanden i Danmark i et uhørt tempo. Reallønnen fordobles og folk køber bil, tv, køleskab og rejser syd på. Men goderne er ulig fordelt og tempoet på arbejdspladserne bliver sat op. Den offentlige sektor vokser hurtigt og nye grupper kommer ud på arbejdsmarkedet.

1960’ernes velstandsvækst

Op gennem 1960’erne stiger velstanden i Danmark. Fra omkring 1958 er der højkonjunktur og det fører vækstfremgang med sig. Der bliver vedtaget en række love f.eks om gunstige afskrivningsregler og skattelettelser for erhvervslivet, og det øger investeringslysten i nye maskiner og bygninger. Loven om egnsudvikling er med til at fremme industrialiseringen i de egne af landet, hvor arbejdsløsheden er særlig høj. Den økonomiske fremgang kan ses på alle områder. Hvor den årlige gennemsnitlige fremgang i industrien i 1955-58 var på 3-4 pct, er den fra 1958-73 steget til 11 pct. Produktionen i industrien bliver næsten tredoblet, men antallet af ny industriarbejdere følger ikke med. Der kommer kun ca. 50.000 nye til, fordi industrien automatiseres samtidig med en voldsom rationalisering af arbejdsprocesserne, hvor arbejdskraften bliver presset til det yderste.

I byggesektoren bliver der i 1958 opført ca. 17.000 nye lejligheder. Op gennem 60’erne kommer der for alvor gang i byggeriet og i 1973 er antallet af nyopførte lejligheder tredoblet til 55.000. Eksporten af industrivarer til udlandet ottedobles i perioden fra 1957-73. For landbruget går det langsommere og Danmark udvikler sig i perioden fra at være et landbrugsland til at blive et industrisamfund.

Danskernes forbrug stiger, fordi reallønnen i perioden fordobles. Folk køber bil, fjernsyn, køleskab og de begynder at rejse på charterferier syd på. Fra 1960 er der fuld beskæftigelse i Danmark og efterspørgslen på arbejdskraft fører 300.000 kvinder ud på arbejdsmarkedet. De bliver især ansat i den offentlige sektor – i daginstitutioner, på sygehuse og kontorer. Vækstens bagside bliver miljøødelæggelse, stress, et stort offentligt bureaukrati og følelsen af fremmedgjorthed.

Velstand uden velfærd

I 1969 udkommer bogen “Velstand uden velfærd”. Bogen er skrevet af chefredaktøren for Aktuelt, Bent Hansen. Bogens hovedpåstand er, at det samfund der er bygget op siden 2. verdenskrig med socialdemokratiet i spidsen snarere er et velstandssamfund end et velfærdssamfund. Bent Hansen tager udgangspunkt i kapitel 1 i FN-pagten, som Danmark har tiltrådt: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. de er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets ånd”. Det er denne artikel, Bent Hansen mener, bliver krænket hver dag i Danmark. Han mener, at klassesamfundet, med sin ulige fordeling af goderne, stadig er en realitet i 1969.

På 2. udgave af bogens bagside formulerer han det sådan: “En lille privilegeret overklasse ejer størstedelen af de private firmaer. Trods næsten hundrede års kamp for at skabe økonomisk lighed er der næsten ingen udjævning sket. En arbejdsmand med kone og børn har lavere indkomst end en folkepensionist. Vort retssystem knuser de små og lader de store gå fri. Nogle børn fødes stadig til et risikofyldt liv i underklassen, mens andre automatisk fødes ind i en tryg tilværelse i overflod”.

Bent Hansen skriver videre: “Kvinderne på arbejdsmarkedet er et dårligt behandlet proletariat midt i velstandssamfundet. Kulturgoderne kommer stadig fortrinsvis den velbjergede og veluddannede overklasse til gode. Stik imod al forventning tyder meget på, at kløften mellem rige og fattige graves dybere i vor tid”. Bogen er en dokumentationaf, at der på trods af forbedringer af de sociale goder, stadig er en ligeså skæv fordeling som tidligere, og at den sociale arv stadig er en realitet i det moderne velstandssamfund.

Sociale forskelle mellem faglærte og ufaglærte

Den store vækststigning i industrien op gennem 1960’erne, fører til at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. Og i den automatiserede og rationaliserede industri har man brug for ufaglærte arbejdere. En af dem fortæller: “På min arbejdsplads fik jeg både akkordarbejde og skifteholdsarbejde, en kombination, der ikke er videre heldig for helbredet. Jeg havde konstant dårlig mave. Akkordræset var også hårdt, og jeg nærer ingen tvivl om, at det var med til at ødelægge mit første ægteskab. Jeg blev pirrelig og nervøs.”

En kvinde, der er kommet ud på arbejdsmarkedet og har fået job i industrien fortæller om, hvordan fællesakkorder – akkorder hvor en gruppe skal præstere et vist resultat – skaber dårligt arbejdsmiljø: “Det sted, jeg sad, var man næsten nødt til at arbejde i pauserne for at følge med. Og så det had det skabte mellem os. De tre, jeg sad sammen med, tog demonstrativt elementer fra båndet, når der ikke var nogen. så sad man der og hadede de piger, fordi man syntes de var onde.” Det er stressende og opslidende at være ufaglært arbejder. De ufaglærte får væsentlig lavere løn end de faglærte arbejdere, og de har ikke samme mulighed for at forhandle lønkrav igennem som deres faglærte kolleger.

Kvinderne, der er de lavstlønnede, kæmper for at får kravet om lige løn for lige arbejde gennemført. Mange faglærte arbejdere har fået råd til at købe eget hus, og deres sociale status og interesser ændrer sig. Skellet mellem faglærte og ufaglærte udviskes ikke, tværtimod begynder flere faglærte at opfatte sig selv som en del af middelklassen med parcelhus, bil, carport og en årlig tur til sydens sol som de synlige statussymboler. Solidariteten hersker mest inden for egne rækker.

Sociale forskelle mellem middel- og arbejderklasse

Væksten i 60’erne udvidder gruppen af lønarbejdere med et stort antal offentligt ansatte både som funktionærer på kontorer, på skole- og daginstitutionsområdet og indenfor sundhedssektoren. Den nye gruppe lønarbejdere har ikke samme tradition for tilknytningen til fagbevægelsen, som det f.eks. gør sig gældende for industriarbejdere og håndværkere. På trods af at skolelærere, sygeplejersker og kontoransatte har en meget høj organiseringsgrad betragter de sig mere som lønmodtagere, der er en del af middelklassen. Det er med til at påvirke hvilke normer og værdier, der sættes i højsædet.

I 1960'erne stiger antallet af offentligt ansatte kraftigt.
I 1960’erne stiger antallet af offentligt ansatte kraftigt.

En undersøgelse om “Fritidsvaner i Danmark” fra 1960’erne viser at det uddannelsesmæssige niveau er afgørende for, hvor meget folk går i teatret, til koncerter og hvor mange bøger de læser. Det fører til mange debatter om, hvad der egentlig er kultur. Er f.eks. et besøg i Det Kongelige Teater finere eller bedre end en fodboldkamp på Fremad Amagers hjemmebane. I en undersøgelse af de 14-20 årige unges uddannelse, som Socialforskningsinstituttet laver i 1965 viser det sig, at halvdelen af de unge fra laveste socialgruppe går ud af skolen efter 7. klasse og ikke senere får en uddannelse. Det er typisk børn af ufaglærte arbejdere.

Det er også markant, at over halvdelen af de unge fra de øverste socialgrupper går i gymnasiet, mens det kun gælder for ca. 2 pct af de ufaglærtes børn. Trods udbygning af uddannelsessystemet er der ikke rokket særligt ved den sociale arv. Mange børn af uuddannede følger i forældrenes fodspor ved ikke selv at få en uddannelse, og det er med til at cementere de sociale forskelle.