De ufaglærte

Selvom arbejderbevægelsen fremstår som en enhed, går der alligevel et skel mellem faglærte og ufaglærte. De ufaglærtes levevilkår er ofte ringere, og både de faglærte svende og mestrene ser på de ufaglærte med en vis foragt. Men da de ufaglærte danner Dansk Arbejdsmandsforbund med M.C. Lyngsie i spidsen, bliver det et af de største forbund i Danmark.

Ufaglærtes arbejdsforhold og levevilkår

I sidste halvdel af 1800-tallet er et at være født som en del af arbejderklassen, et helt andet at tilhøre den ufaglærte del, ikke mindst for kvinder og landarbejdere. De ufaglærte befinder sig socialt og økonomisk på bunden af samfundet. Når man er født ind i en given klasse er den almindelige holdning, at sådan er det så, og gængse ordsprog som “skomager bliv ved din læst” eller “det er ikke for svin at komme i kancelliet” er meget kendetegnende.

Det er svært at sende sine børn i lære, for mange mestre vil have penge for at tage drengene, og i 1896 ligger lærlingelønnen på 2-3 kroner om ugen. En arbejdsdreng eller et bybud kan tjene 12-15 kroner, penge familierne dårligt kan undvære. Arbejdsforholdene for de ufaglærte er hårde. De får dårlig løn, og bliver sat til at lave det tungeste og farligste arbejde. For at holde det hårde arbejde ud, drikker en del af de ufaglærte arbejdere sig fulde, og det er med til at fastholde familierne på bunden af samfundet. En sukkerarbejder fortæller om forholdene: “Ofte blev folk antaget kl. 6 om morgenen, men de gik sommetider igen til frokost, for hvis de kom til at bære toppe til tørrestuerne, så havde de så store sår på skuldrene, at de ikke kunne holde ud at have tøj på.”

Ofte kan en ufaglært arbejder kun regne med korte ansættelser. Mange arbejder som løsarbejdere, hvor de bliver ansat om morgenen og fyret samme aften, og arbejdsløsheden er altid en større risiko for den ufaglærte arbejder. Arbejdsgiverne har kun lidt respekt for de ufaglærte, og føler det er under deres værdighed at forhandle med dem. En ufaglært arbejder beskriver tiden omkring slutningen af 1880’erne på denne måde: “Vi blev hundset og foragtet af alle, hvor vi kom. Der var ingen der tog hensyn til os og spurgte om vores mening.”

Forholdet mellem faglærte og ufaglærte

En af den unge arbejderbevægelses helt store opgaver er, at øge arbejdernes bevidsthed om, hvilken klasse de tilhører, og at solidaritet er nødvendig, hvis der skal opnås resultater. Kampen for at vinde en plads i de faglærte organiseredes arbejderbevægelse er i sær hård for de ufaglærte arbejdsmænd og arbejderkvinder. De faglærte arbejdere ser ned på de ufaglærte, og det er svært at få de faglærte til at bakke op, når de ufaglærte forlanger 5 øre mere i timen. Det er almindeligt at faglærte arbejdere betragter dem som andenrangsmennesker.

Skellet mellem de faglærte og ufaglærte viser sig også ved, at de har hver deres skur, og at der en bred kløft imellem dem. Selv efter at Arbejdsmandsforbundet er blevet stiftet hersker disse forskelle, og i en artikel i Arbejdsmanden 1908 går de ufaglærte arbejdsmænd i rette med Socialdemokratiet. De siger at partiet, som kæmper for at ophæve klasseforskellene i samfundet må starte ved ondets rod i egne rækker. “Det kan ikke nytte, at gøre forsøg på at udslette forskellen på en professor og en arbejdsmand, når man ikke først har forsøgt på, at få en håndværkersvend og en arbejdsmand til at betragte hinanden som klassefæller.”

Forskellen mellem ufaglærte og faglærte gør det svært at skabe en egentlig solidaritetsfølelse i fagbevægelsen, og det gør det svært at organisere sig på en handlekraftig måde.
Gustav Bang sammenligner i 1909 lønningerne for faglærte, arbejdsmænd og kvinder og han konstaterer at arbejdsmænd ligger 15 pct. og arbejdskvinder 53 pct. under den gennemsnitlige løn for en faglært arbejder.

Arbejdsmandsforbundet i Danmark

I løbet af 1880’erne opstår der ligesom indenfor andre fag, lokale fagforeninger for arbejdsmænd. Fagforeningerne i de større byer begynder at slutte sig sammen til forbund og i midten af 1890’erne er der tre arbejdsmandsforbund i Danmark, nemlig et der dækker Jylland og Fyn, et der dækker Sjælland og Øerne og et der dækker København. Der er en række forhandlinger om at slå forbundene sammen til et landsdækkende forbund, men forhandlingerne strander på, at provinsforbundene ikke vil ind “under” København.

Lyngsie er formand for de københavnske arbejdsmænd. Han er en utrolig ihærdig og farverig agitator, der forstår at tale arbejdsmændenes sprog “der skal skarp lud til skurvede hoveder”. Lyngsie får en meget stor betydning for, at sammenlægningen af de tre arbejdsmandsforbund lykkes. Han bliver brugt meget som taler i provinsen, og det er med til at gøre provinsfolkene mindre skeptiske overfor københavnerne. Efter kongresser i de forskellige arbejdsmandsforbund træder de 3 forbunds hovedbestyrelser sammen 27. december 1896, og beslutter at det samlede landsdækkende Dansk Arbejdsmands Forbund skal begynde sin virksomhed 1. januar 1897.

Fagbladet fra marts 1897
Fagbladet fra marts 1897.

M.C. Lyngsie bliver den første formand. Med sine 14.000 medlemmer i 1897 er Dansk Arbejdsmands Forbund landets største fagforbund, og det bliver slået fast, at en fagforening ikke blot er sammenslutning af faglærte arbejdere med svendebrev. Allerede 20. januar udgiver det nye forbund deres eget fagblad Arbejdsmændenes Fagblad. Forbundet kommer godt fra start, og laver en række aktiviteter for bedre løn og arbejdsforhold, og på den første kongres i august 1897 er medlemstallet forøget med 6.100 medlemmer så man nu har rundet medlem nr. 20.000.

Konflikten mellem de Samvirkende og arbejdsmændene

7. september 1899, kun to dage efter De Samvirkende Fagforbund DsF og Dansk Arbejdsgiverforening har indgået forlig efter storlockouten, er arbejdsmændenes formand M.C. Lyngsie taler ved støberiarbejdsmændenes generalforsamling i København. Han kritiserer i skarpe vendinger DsF for at have godkendt et for magert forlig. Fra omkring 1910 spiller spørgsmålet om grænsekonflikter en helt central rolle mellem de faglærte og de ufaglærte. Lyngsie og arbejdsmændene er ikke særligt vellidt i den øvrige fagbevægelse. De er kendt for at være kritiske overfor Socialdemokratiet, når det indgår aftaler, som ikke gavner arbejderne.

Arbejdere under konflikten i 1925
Arbejdere under konflikten i 1925.

De jævnlige konflikter mellem DsF og Dansk Arbejdsmandsforbund og de kulminerer i 1925. I foråret bryder en stor transportkonflikt ud, og fra 15. maj er 100.000 arbejdere berørt af konflikten, de fleste er arbejdsmænd. Arbejdsmændene ønsker at fortsætte konflikten modsat DsF som deltager i utallige mæglingsforsøg. I juni bliver der lavet et mæglingsforslag, som vedtages af arbejdsmændenes hovedbestyrelse med 23 stemmer for og 17 i mod, blandt andre Lyngsie.

Under konflikten er arbejdsmændene blevet harme på DsF, der selv om Lyngsie sidder i forretningsudvalget, har ført natlige mæglingsforhandlinger, uden at han har været til stede. DsF’s ledelse er gået bag om ryggen på Lyngsie. Harmen blandt arbejdsmændene udmønter sig i, at Dansk Arbejdsmands Forbund på sin kongres i september 1925, mod Lyngsies anbefaling, beslutter at melde sig ud af DsF og først kommer med igen 5 år efter.