Børnearbejde i 1930’erne

I byerne i 1930’erne er det mest udbredte børnearbejde husarbejde for pigernes vedkommende, mens drengen er bybude. Men langt de fleste børn arbejder i landbruget, en dreng fortæller: Jeg fik ingen værelse at være på i fritiden. Oppe på stuehusets loft havde de sat en bredt opredt seng henne ved gavlvinduet.

Svajere – cykelbude

Foruden arbejdet i landbruget og pigernes børnepasning er arbejde som bybud – svajer – det mest udbredte børnearbejde. Bybudet bringer varer ud rundt i byen for en butik. Det kan være købmand eller en slagter, som skal have bragt varer ud til kunderne. På denne tid er det meget almindeligt, at man bestiller sine varer hos de handlende og får dem bragt lige til døren. Omkring 1900-tallet foregår det med en trækvogn, som bydrengen trækker af sted med. Senere begynder de at bruge cykler med lad foran.

Walther Nielsen husker: “Jeg startede som 8-årig med at være bydreng hos købmanden efter min bror. Forretningen lå i en halvhøj kælder. Der var forskellige kolonialvarer, sild i tønder, mel og gryn i skuffer, optændingsbrænde i ruller, koks med mere. Dengang bragte man jo alt ud til kunderne. Jeg gik med varer i store kurve på en lille trækvogn. Der var ingen af os børn, der blev opfordret til at tage pladser, men jeg tror, vi selv følte, vi måtte hjælpe til. Der var en trang til at gøre sig gældende. Når min storebror og storesøster afleverede penge derhjemme, fik de jo også lidt lommepenge.

“Det er hårdt arbejde, at cykle af sted i al slags vejr, og drengene risikerer at blive fyret, hvis de ikke er hurtige nok eller hvis de kommer til at vælte eller tabe noget undervejs. Det er almindeligt helt op i 1960’erne at se små drenge cykle rundt med tungt læssede budcykler – de såkaldte “longjohn´s”. De cykler rundt med købmandsvarer, handelsvarer.

Tjenestepiger

Mange piger har plads i huset. Her arbejder de som tjenestepiger nogle timer hver dag før eller efter skoletid. Det kan være tungt og slidsomt. Pigens arbejde kan fx bestå i at slæbe koksspande fra kælderen og op i lejligheden. Hun skal vaske op, vaske gulve og banke tæpper. Hun skal pudse familiens fodtøj og sølvtøj. Måske skal hun også løbe ærinder for kokkepigen.

“Min søster og jeg måtte også tidligt ud og bestille noget. Vi gik i skole fra klokken 1 om middagen, så skulle vi skynde os hen i pladsen, som var husligt arbejde. Jeg var lille og spinkel, men jeg måtte bære brændsel op til en fireværelses lejlighed, gå med askespand, vaske op, og gå alle byærinder og passe børn, og havde først fri klokken 6 om aftenen.” Nogle piger hjælper også med at passe gamle mennesker, som ikke længere kan klare sig så godt alene. Man har ikke alle de plejehjem, som vi har i dag.

De gamle må blive boende hjemme, indtil de dør, og klare sig med familiens og venners hjælp. Så er det godt, hvis der er en pige, som kan gå i byen for én og hjælpe lidt til.Det er typisk kvindearbejde pigerne har: husarbejde og børnepasning. På den måde bliver de opdraget til at blive “gode husmødre”.

Tørvemoserne

1930’ernes og 1940’ernes alternative energi ligger rundt omkring i landets tørvemoser. Det er særligt under besættelsen at tørv bliver benyttet som opvarmningskilde i hjemmene. Derfor er det nødvendigt, at få arbejdskraft til moserne. Der opstår små bopladser omkring moserne, hvor arbejderne efter bedste formåen forsøger at bo og leve i små hjemmelavede skure. Der er familier, der bor i telte, barakker eller hurtigt opførte træhuse omkring moserne.

Tørvene skal rejses, så de kan tørre.
Tørvene skal rejses, så de kan tørre.

Børnene flytter med ud på de små midlertidige bopladser. Ved enkelte af moserne opstår der børnehaver i barakkerne. Der er ingen tvivl om, at det er primitive forhold børnene lever under og hygiejnen er ikke i top. Ofte er der ikke lys og vand og rigtigt wc. Ved mange af moserne kan der ikke skaffes tilstrækkeligt voksen arbejdskraft, så der deltager de lidt større børn også i arbejdet. Det er tit at børn under 14 år arbejder mere end otte timer dagligt.

Tørvefabrikanterne opnår på denne måde billigere lønninger. Under besættelsen bliver myndighederne opmærksom på problematikken, men der er ikke megen hjælp at hente her: Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet ser i 1943 gennem fingrene med at drenge under 14 år anvendes til at køre med tørvedynd.

Børn på landet

I 1930’erne er der krise, også på landet, hvor den fører til, at folkeholdet bliver indskrænket. Op til 70.000 landarbejdere søger i denne tid til byerne. Men der er stadig børn i arbejde på landet, da de er en billig arbejdskraft. Børnearbejde på landet er fortsat tilladt i 1930’erne. Richard Larsen fortæller, at han som 12-årig i 1930, tjener på en ny, gældbehæftet ejendom på 19 tønder land, hvor han skal have en løn på 50 kr.:

Arbejdsdagen for børn, der kommer ud at tjene, er ofte meget lang.
Arbejdsdagen for børn, der kommer ud at tjene, er ofte meget lang.

“Jeg fik ingen værelse at være på i fritiden. Oppe på stuehusets loft havde de sat en bredt opredt seng henne ved gavlvinduet. Ved siden en stol. Der lagde jeg mit tøj. Mine yderst få personlige ejendele fik plads på gulvet, indtil en papkasse kom mig i hænde. Hele loftet lå åben ud til lade og stald. Mange mærkelige lyde kunne høres natten igennem, selv om jeg lå under dynen med både krop og hoved. Jeg kom derop ved at bruge en almindelig løsstående stige, som stod i laden.” Hver anden søndag får Richard fri efter morgentjenesten og kan cykle hjem. Også Karen fra Fyn kommer ud at tjene som 14-årig på landet:

“Jeg fik 20 kroner om måneden plus kost og logi. Dengang var der ikke så mange maskiner som i dag. Det var tidligt op om morgenen og ud at hente brænde til komfuret. Det meste af formiddagen var jeg med i marken. Så hjem og lave middagen til. Karlene havde pause fra klokken tolv til halv tre; men det havde vi piger ikke. Vi skulle vaske op og servere eftermiddagskaffen. Derefter gik vi i marken igen, indtil vi skulle begynde på aftensmaden.”