Lærlinge i 1970’erne

I 1972 stifter lærlingene på eget initiativ Lærlingenes og Ungarbejderens Landsorganisation LLO. LLO’s selvstændighed i forhold til fagbevægelsen gør, at organisationen får karakter af en massebevægelse for ungdommen, hvor det i høj grad er venstrefløjen og især medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom DKU, der er aktive.

Lærlingebevægelsen radikaliseres

1960’erne er ungdommens årti. Det er et årti med en stor materiel vækst, hvor de unge får deres helt egen musik -rocken – og hvor adgangen til en uddannelse bliver mere fri. Der er mulighed for at vælge. Med ungdomsoprøret bliver kampen mod de voksne og autoriteterne central. Den udvikling fører til at unge bliver meget mere politiske bevidste end før, og i starten af 70erne er de politisk bevidste unge placeret på venstrefløjen, hvor der opstår en lang række forskellige marxistisk orienterede partier. Radikaliseringen af ungdommen bliver også tydelig blandt lærlingene.

Ungdommens nye værdier virker som en chokbølge på det etablerede samfund og på fagbevægelsen, som bliver betragtet som en stivnet del af samfundet. LO iværksætter forhandlinger med de unge i Faglig Ungdom om stiftelsen af en landsorganisation for faglige unge, men der er for store uenigheder, så de voksnes støtte til lærlingene bliver i første omgang økonomiske tilskud. I 1972 stifter lærlingene på eget initiativ Lærlingenes og ungarbejderens Landsorganisation LLO. LO får en plads i hovedbestyrelsen og de første par år er samarbejdet forholdsvist gnidningsløst.

Men LLO’s selvstændighed i forhold til fagbevægelsen gør, at organisationen får karakter af en massebevægelse for ungdommen, hvor det i høj grad er venstrefløjen og især medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom DKU, der er aktive. LLO laver mange aktioner og selvstændige politiske initiativer også i fredsbevægelsen og på andre områder som ikke er direkte fagpolitiske, og i 1976 beslutter LO endeligt at slå hånden af LLO, som de ikke længere kan kontrollere. LO’s økonomiske støtte forsvinder, og LLO må klare sig med tilskud fra venstreorienterede forbund og fagforeninger.

Mesterlære

I 1970’erne er der en afmatning i antallet af unge, der søger i mesterlære, men alligevel er der mangel på lærepladser. Det skyldes bl.a. at en lang række små virksomheder er blevet tvunget til at lukke, fordi de er blevet udkonkurrerede af større og mere specialiserede. Mange unge ser en mesterlæreplads som meget lidt attraktiv. Mesterlæreuddannelsen er ikke fulgt med tiden. Det, en lærling får ud af at være i et læreforhold, er nærmest fuldstændigt afhængig af mesters velvilje.

Det er kun i meget få lærepladser, at man som lærling stifter bekendtskab med alle fagets facetter. De fleste steder indgår lærlingen i produktionen i virksomheden fra første dag, og da den tit er specialiseret bliver den faglige uddannelse meget begrænset. Der er også mange svende, der nægter at have en lærling gående. Svendene er ofte på akkord, og det går ud over dem, hvis de skal bruge tid på at lære en lærling op. I mesterlæreuddannelsen er der et krav om, at en del af læreforholdet skal foregå på teknisk skole. Men heller ikke her er undervisningen fulgt med tiden, på trods af at både folk fra fagforenings- og arbejdsgiverside er med til at udforme indholdet i den.

Et samarbejde mellem Faglig Ungdom og en gruppe studenter i Århus fører i begyndelsen af 1970’erne til en undersøgelse af lærlinges forhold, der senere udgives. Af undersøgelsen fremgår det at 22 pct. af lærlingene udfører “ikke fagligt” arbejde i arbejdstiden, som f.eks, at gå mesters kone til hånde eller ordne mesters have. En lærling fortæller: “Vi er 8 lærlinge på min arbejdsplads, og jeg tror ikke. der er to, der får den samme behandling og uddannelse. Man kan sige det på den måde, at hvis man ikke er svineheldig og forstår at sno sig på den rigtige måde over for mester og svende, så bliver man røvet konstant og får en helveds dårlig uddannelse”.

EFG – De Erhvervsfaglige Grunduddannelser

Fra slutningen af 60’erne begynder diskussionerne om en revidering af lærlingeuddannelserne. Den nye teknologi og dermed øgede specialisering af arbejdsprocesserne i industrien gør, at både fagbevægelsen og arbejdsgiverne kan se, at en almindelig mesterlæreplads, hvor lærlingen indgår i virksomhedens forefaldende arbejde, ikke længer kan danne basis for en lærlinge uddannelse, hvor lærlingen lærer alle fagets områder at kende. Fra lærlingeside er mesterlæresystemet blevet kritiseret kraftigt, og færre og færre unge søger en håndværksmæssig uddannelse.

Efg-lærling.
Efg-lærling.

Fra begyndelsen af 1970’erne bliver der iværksat en række forsøg med en erhvervsfaglig grunduddannelse efg. Tanken er at alle, der begynder et lærlinge forløb, bruger det første år på en teknisk skole. Basisåret skal have en stor faglig bredde, så man f.eks. inden for bygge- og anlægsområdet stifter bekendtskab med murer-, snedker-, tømrer og elektrikkerfaget. Samtidig skal basisåret være præget af almendannende fag som dansk, matematik og samfundsfag.

Først i 1977 bliver loven om efg vedtaget, og vejen bort fra mesterlæresystemet ser ud til at være lagt. Men efter 1973 er Danmark præget af en stor økonomisk krise, hvor virksomheder lukker, og arbejdsløsheden stiger. Det betyder at det bliver meget svært at finde praktikpladser for de nye efg-lærlinge. I nogle fag, f.eks. blandt smedene, ser man skævt til efg-systemet – en “rigtig” læreplads er stadig en mesterlæreplads. Der har været mange reformer på lærlingeområdet og det er forventet at erhvervsuddannelserne i løbet af år 2000 igen skal have grundforløbsindgange, i stil med basisåret på efg.

Restgruppen

Mulighederne for at få en uddannelse i 1990’erne er blevet bedre, også for de socialt dårligst stillede. Der er flere og mere varierede uddannelsestilbud, end der har været før. Der er blevet gjort en indsats for at også unge, der ikke traditionelt før i tiden har taget en uddannelse, påbegynder en nu.
Flere og flere går i skole i længere tid. Alligevel er der stadig en gruppe unge, der aldrig kommer videre i uddannelses-systemet end til afslutningen af folkeskolen Den gruppe unge bliver ofte kaldt restgruppen.

Der findes mange forskellige bud på, hvor stor denne gruppe er. I følge en undersøgelse fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut AFK er der stadig 10.000 unge i hver ungdomsårgang, der aldrig får gennemført en erhvervsuddannelse. De er i fare for at ende på overførselsindkomst. Torben Pilegård, der har været ansvarlig for AFK’s undersøgelse, peger på at udover “den sociale arv” er det erhvervsudannelsernes form og indhold, der rummer en stor del af forklaringen.

I en kronik i Politiken 24. april 1998 slår undervisningsminister Margrethe Vestager fast, at der er sket fremskridt i forsøget på at minimere restgruppen. Kun 5 pct. af de unge forlader uddannelsessystemet efter folkeskolen. Det svarer til en halvering i forhold til for 15 år siden. 80 pct. af de unge, der starter på en erhvervs- eller gymnasial uddannelse, gennemfører. For 15 år siden var tallet 70 pct. Men det betyder, at der stadig er 20 pct. af de unge, som kommer videre efter folkeskolen, der dropper ud af uddannelsessystemet. Margrethe Vestager mener, at man fremover skal satse på at gøre noget for de svageste unge. Det er indsatsen i forhold til dem, der skal være den reelle måde at opgøre velfærd på.