1930’erne – Staunings årti

I 30’erne er Thorvald Stauning ikke bare den ubestridte leder af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen – han er hele Danmarks landsfader. Socialdemokratiet går fra at være et arbejderparti til at blive et folkeparti, og har aldrig været og bliver aldrig senere så stærkt som i 30’erne.

Danmark for Folket

I 1934 forfatter Stauning selv socialdemokratiets arbejdsprogram Danmark for Folket. Heri understreges det nærliggende og jordbundne i partiets politik og ønsket om at være et folkeparti og ikke et klasseparti. Det er meget forsigtig med at sætte nationalisering på den politiske dagsorden – ud over Nationalbanken. Ellers er nationalisering eller socialisering noget der først skal overvejes, men det skal være via de parlamentariske reformers vej. Vægten ligger på kontrol og planlægning, fremme af beskæftigelsen, opdyrkning af nye afsætningsmarkeder, rentelettelser til landbruget og bedre løn- og arbejdsforhold til arbejderne.

Arbejdsprogrammet omdefinerer også socialdemokratiets holdning til forsvarsspørgsmålet med mere forsvarsvenlige ønsker, og det urealistiske i det hidtidige ønske om isoleret afrustning erkendes. Det er primært den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933, der har fremkaldt denne udvikling i Socialdemokratiet. Det nye i arbejdsprogrammet er, at folkepartitemaet er afrundet og sat ind i en helhedsopfattelse af det danske samfund, og at Socialdemokratiet entydigt bekender sig som et nationalt parti for folket.

Arbejdsprogrammet Danmark for folket slutter således: “Vi er Smaafolk i Danmark, men der er Vilje, Arbejdsmod og Fremdrift i Folket, og det skal ogsaa ses paa det politiske Arbejde. Frem til Dagens Gerning. For Hjem og Børn, for Folk og Land. Danmark for Folket.”

Kampen mellem Socialdemokratiet og DKP

Modsætningerne mellem Socialdemokratiet og DKP er betydelige i denne periode. DKP leder i 1920’erne en beskeden opposition mod den socialdemokratiske ledelse i fagbevægelsen. Antallet af tillidsposter i fagforeningerne, som bliver overtaget af kommunisterne, stiger betydeligt i 1930’erne, hvilket fører til, at socialdemokraterne efter valget i 1932, hvor DKP får to mandater i folketinget, fører en energisk indsats mod kommunisternes fremmarch blandt arbejderne. På Kominterns 6. kongres i 1928 er socialdemokratierne blevet udpeget som kommunisternes taktiske hovedfjende.

Fascismen vil ifølge kommunisternes historieopfattelse bukke under af sig selv, når kapitalismen vil medføre en gennemgribende krise, som fascismen vil stå magtesløs overfor. Derfor er DKP’s langsigtede politik, at svække Socialdemokratiet, så de ikke står i vejen, når det kapitalistiske system bryder sammen. Det er baggrunden for, at socialdemokraterne systematisk bekæmper kommunisterne bl.a. gennem Hovedorganisationernes Informations og Propagandaafdeling, HIPA.

HIPAS formål er at iværksætte en kraftig agitation vendt mod nazister og kommunister. Fra 1936 leder HIPA den løbende skriftlige informationstjeneste for partiets tillidsmænd, der rapporterer fra arbejdspladserne om de politiske stemninger, og registrerer kommunistiske tillidsmænd. DKP beskylder i denne periode socialdemokraterne for klassesamarbejde, og for at have mistet den socialistiske målsætning.

Europa 1930’erne

Mens 30’erne politisk forløber forholdsvist roligt i Danmark, foregår der i landene i Europa en dramatisk udvikling. I 1922 kommer den fascistiske leder Mussolini til magten i Italien. Mussolini får uindskrænket magt og tager titlen “duce” (fører). I de første år er der ikke synderlig modstand mod hans diktatur. Efterhånden bliver Mussolinis udenrigspolitik mere og mere imperialistisk. Italien foretager en betydelig militær oprustning og i 1935 erobrer Mussolini Abessinien.

Adolf Hitler
Adolf Hitler.

I 1933 kommer nationalsocialisterne under ledelse af Adolf Hitler til magten i Tyskland. Den tyske rigsdag overdrager Hitler den enevældige magt, og Hitler har snart titlen som “Fører” og rigskansler. En skånselsløs forfølgelse af politiske modstandere og jøder går i gang, tale- og trykkefriheden ophæves, domstolenes uafhængighed bliver afskaffet og på den måde er al magt samlet i Hitlers hånd. Østrig bliver indlemmet i Tyskland i 1938. Hitler kræver at Bøhmen i Tjekkoslovakiet skal forenes med Tyskland, og i foråret 1939 opløser han resten af Tjekkoslovakiet. Det tyske mindretal i Nordslesvig agiterer ivrigt for Nordslesvigs tilbagevenden til Tyskland. Hitler indgår forlig og bryder traktater så snart det passer ham, den tyske hær er i slutningen af 1930’erne stærk som aldrig før.

Hitler indgår sammen med de to andre diktaturstater, Italien og Japan en Berlin-Rom-Tokio akse. Den spanske folkefronts valgsejr i 1936 bringer et længe undertrykt had og stor forbitrelse til udløsning hos de spanske fascister med Franco i spidsen og en borgerkrig, der skal vare 3 år bryder ud. De tre års borgerkrig er et skrækindjagende blodigt opgør mellem på den ene side socialister, kommunister og republikanere og på den anden side fascister og monarkister.

De danske Spaniens-frivillige

Danmark vælger sammen med en række andre stater en ikke-interventionspolitik over for borgerkrigen i Spanien, og dermed støtter de ikke den lovligt valgte spanske regerings bestræbelser på at blive ved magten. Dette på trods af at oprørerne, fascisterne, får hjælp fra det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien. Den officielle begrundelse er, at det foregår i Spanien er en borgerkrig og derfor et internt anliggende. Den virkelige årsag er nok nærmere den, at regeringen ikke tør foretage udenrigspolitiske handlinger, der kan provokere Tyskland.

Det officielle Danmark holder sig stadigvæk til neutralitetspolitikken og ønsker at stå neutralt i en eventuel kommende storkrig – ligesom under 1. verdenskrig. Sovjetunionen beslutter at hjælpe republikanerne med våben og rådgivere, og det er de kommunistiske partier, der tager sig af rekrutteringen til Den Internationale Brigade, som består af socialister, kommunister og borgerlige liberale, der frivilligt melder sig til kampen mod fascismen.

Danske Spaniens-frivillige
Danske Spaniens-frivillige.

Fra dansk side deltager ca. 550 unge danskere i Den Internationale Brigade, hvoraf halvdelen ikke kommer tilbage – den gennemsnitlige levetid for en soldat er 30 dage. Det officielle Danmark har ikke meget til over for de danske frivillige fra den spanske borgerkrig, da de vender hjem. Adskillige må en tur på politistationen til forhør, og nogle bliver idømt hæftestraf for deres indsats mod fascismen, da der nogle år forinden er vedtaget en lov mod deltagelse i den spanske borgerkrig.