Den Kolde Krig

Allerede inden krigen er slut har USA, England og Sovjetunionen aftalt, hvordan Europa skal deles i en Sovjetisk og en vestlig interessesfære. Danmark ligger vest for jerntæppet og det fører dels til Danmarks tilslutning til NATO, dels til fornyede slagsmål mellem socialdemokrater og kommunister.

Europas deling

I februar 1945 mødes de tre topledere Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta på Krim, hvor de fastlægger krigens slutfase og Europas fremtidige deling på trods af kolossal gensidig uenighed og mistillid. Jalta-topmødet er indledningen til den kolde krig, hvor de forskellige politiske interesser mellem øst og vest for første gang bliver endog meget synlige. Året efter, i 1946, står det klart, at verden er ved at blive delt op i to blokke, et jerntæppe, som Churchill formulerer det, er gået ned mellem øst og vest. I øst befæster Sovjet sin stilling i de østeuropæiske lande, og i vest forsøger USA at knytte de øvrige europæiske lande til USA.

Det er særligt i Tyskland at konfrontationen mellem USA og Sovjetunionen er meget markant. Medens russerne gennemfører en økonomisk omvæltning i den sovjetisk besatte østzone ved statsovertagelse af alle større industrivirksomheder, forbliver strukturen i de vestlige zoner i det store hele uændret. Men hele Vesteuropa lider under Tysklands økonomiske vantrivsel, og den politiske stabilitet i flere lande er truet af social uro i forbindelse med de økonomiske vanskeligheder.

Marshall-planen, der bliver iværksat i juni 1947 med tilbud om økonomisk bistand fra USA til Vesteuropa, er et vigtige led i den tiltagende blokopbygning mellem øst og vest, da den bliver betragtet som en provokation af Sovjetunionen. Både i Frankrig og Italien er de kommunistiske partier meget stærke og muligheden for, at kommunisterne kan komme til magten også vest for jerntæppet, synes nærliggende. Derfor udformes Truman-doktrinen i 1947, der tilsiger amerikansk støtte til lande og stater, som bliver truet af kommunistiske omvæltninger indefra, eller udsat for pres udefra.

Første valg efter besættelsen

I efteråret 1945, fem måneder efter befrielsen, finder det første folketingsvalg, efter besættelsens ophør, sted. Det bliver et valg hvor Socialdemokratiet lider et betydeligt nederlag. De mister 18 folketingsmandater og går fra 66 ned til 48. De 18 mandater bliver alle vundet af DKP, som er valgets ubetinget store sejrherre. 255.236 danskere stemmer på DKP, hvilket er 200.000 mere end ved valget i 1939.

Resultatet er et gigantisk chok for Socialdemokratiet, der dog stadig er landets største parti, men efter nederlaget ikke ønsker at danne eller at deltage i et samlingsministerium. Et tab til kommunisterne har socialdemokraterne ventet, men til gengæld har de antaget, at de vil få stemmer fra mellemgrupperne i den danske befolkning. Men det skete ikke.

For første gang siden 1929 bliver der den 7. november dannet en venstreregering under ledelse af Knud Christensen. Regeringen er en mindretalsregering og må derfor søge støtte både hos de konservative og de radikale, og til en del af den økonomiske politik får de også støtte fra Socialdemokratiet, hvorimod kommunisterne står i skarp opposition.

Danmark går med i Atlantpagten

I de første år efter krigen er Danmark indstillet på at balancere mellem stormagterne, men snart bliver de danske politikere stillet overfor et svært valg. En blokopdeling af Europa i en østlig og vestlig del er tydeligvis på vej. I Danmark hersker der blandt de danske politikere en betydelig frygt for de sovjetiske hensigter. USA opfordrer de vesteuropæiske lande til at forene sig med USA i et defensivt forbund. Skal Danmark deltage i et skandinavisk forsvarssamarbejde eller i en vestlig militærblok?

Den socialdemokratiske statsminister, Hans Hedtoft, er så sent som i januar 1949 modstander af dansk deltagelse i en vestlig militæralliance, men året efter ændrer socialdemokraterne holdning. Begivenheder i udlandet får afgørende betydning for denne ændring. I februar 1948 foregår der i Tjekkoslovakiet et kommunistisk kup og fra juni 1948 foregår der i Berlin en konfrontation mellem Sovjet og vestmagterne. Endvidere er Storbritannien, Frankrig og Beneluxlandene indgået i et militært forbund som samarbejder med USA og Canada om et atlantisk forsvarsforbund. På dette grundlag og fordi de svenske og norske synspunkter er uforenelige, bliver ideerne om et skandinavisk forsvarsforbund opgivet.

NATOs flag
NATOs flag.

I januar 1949 søger Danmark om optagelse i Atlantpagten (senere kaldet NATO). I folketinget støttes beslutningen af Socialdemokratiet, Venstre og de konservative; – de radikale og kommunisterne stemmer imod, medens Danmarks Retsforbund står splittet på spørgsmålet. Med undertegnelsen af Atlantpagten er Danmarks udenrigspolitik i krigstilfælde nu bundet sammen med 11 andre lande.

Arbejdernes Informations Central

AIC (Arbejdernes Informationscentral), der oprindeligt hedder HIPA (Hovedorganisationernes informations og propagandaafdeling), bliver oprettet i september 1935 af Socialdemokratiet, LO og den københavnske fællesorganisations forretningsudvalg. Opgaven for denne lille afdeling er, at iværksætte en kraftig agitationsvirksomhed vendt mod især kommunisterne. Under besættelsen i 1944 ændrer HIPA navn til AIC, bl.a. fordi, det ikke længere er passende at benytte ordet propaganda som betegnelse for en dansk organisation, da det minder for meget om de nazistiske metoder.

Brev til Hans Hedtoft om efterretningstjenesten, 12. november 1948
Brev til Hans Hedtoft om efterretningstjenesten, 12. november 1948.

Det er den senere socialdemokratiske statsminister, Hans Hedtoft, der tager initiativet til oprettelsen af HIPA (AIC). Hedtoft er i 30’erne en yderst initiativrig leder af HIPA’s propagandaarbejde, der i socialdemokraternes øjne er et forsvar for de demokratiske spilleregler imod kommunisterne, der er rivaler til socialdemokraterne ude på arbejdspladserne. Efter krigen foretager AIC registreringer af kommunister ude på arbejdspladserne. Senere følger AIC også fredsbevægelsen og den øvrige danske venstrefløj og dermed ikke kun DKP.

De kommunistiske tillidsfolk bliver i 50’erne indberettet til AIC, som derpå orienterer de ledende socialdemokrater og fagforeningsfolk. Men AIC’s personoplysninger om navngivne kommunistiske tillidsfolk på de danske arbejdspladser er ikke kun forbeholdt Socialdemokratiet, de går også videre til den amerikanske ambassade, der oversætter rapporterne og sender dem videre til CIA i 20 eksemplarer. AIC samarbejder i denne periode også med Forsvarets Efterretningstjeneste.