Kulturelle strømninger i slutningen af 1800-tallet

I 1800-tallet er borgerskabets kultur præget af national-romantiske strømninger. På landet opstår andelsbevægelsen og der bliver bygget højskoler, forsamlingshuse og landbrugsskoler. En arbejderkultur baseret på solidaritet og en kollektiv livsopfattelse vokser langsomt frem i byerne.

Borgerskabets Kultur

1800-tallets begyndelse er præget romantisk-nationale ideer i kunsten. Det er en glansperiode for det borgerlige åndsliv: Den danske litteratur har en romantisk blomstringsperiode med digtere som Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann, Blicher og H.C. Andersen. Perioden er præget af en national kultur, der vægter de “gode dyder”, som er knyttet til kirken og magtens symboler.

Substansen i den romantiske forestillingsverden er ideen om den besjælede natur og den uberørte, oprindelige naturs guddommelighed. Naturen har en ånd og sjæl, som i sidste instans er Gud, og som finder sit udtryk i alt. Således er der en sammenhæng mellem mennesker og naturen. På den måde er der tale om en naturfascination som fx Oehlenschläger dyrker i sin digtning i denne periode. Det enkelte menneske er et unikt væsen med privilegiet til at udøve og realisere sine muligheder.

Efter nederlaget i 1864 afløses den romantiske-nationale kunst af realistiske strømninger. Banebrydende er navnlig Georg Brandes (1842-1927), hvis forelæsninger i 1871 indleder det litterære gennembrud, der sammen med nye befolkningslags fremtrængen medfører en sprængning af borgerskabets enhedskultur.

Bondekulturen

Højskoler, landbrugsskoler, forsamlingshuse og missionshuse ligger stadig i dag i det danske landskab som monumenter over landbefolkningens og ikke mindst gårdmændenes græsrodsaktiviteter i det 19. århundrede: bondekulturen. Det er fælles for disse aktiviteter, at de er organiseret og finansieret lokalt, og at de i en vis udstrækning er et udtryk for protest mod de dominerende grupper, interesser og ideer i samfundet.

Højskolebevægelsen, der bygger på Grundtvigs og Chr. Kolds tanker, kan opfattes som en protest mod bykulturen og specielt mod den lærde skoles indhold, undervisningsmetoder og overklasserekrutering. I stedet for latin og græsk indlært med terpemetoder skal de unge vækkes menneskeligt, nationalt og religiøst gennem “det levende ord”. Og i stedet for at indføres i den græsk-romerske kulturverden skal modersmålsundervisningen, kristendomskundskab, fædrelandshistorie og nordisk mytologi placeres i højsædet sammen med mere praktiske fag som landbrugskundskab og regnskabsføring. Landbrugsskolerne er nærmest specialiserede højskoler, hvor vægten i endnu højere grad er lagt på de landbrugsfaglige kundskaber og færdigheder.

Den første højskole oprettes i 1844 i Rødding i Sønderjylland. I begyndelsen af 1870erne er der over 50 højskoler med mere end 3.000 elever. Da eleverne selv skal betale for opholdet på højskolen kan det ikke undre, at gårdmandsbørnene og især sønnerne er i overtal, men op gennem 1880erne vokser både de lavere sociallags og kvindernes andel af eleverne.

Arbejderkultur

I den tidlige håndværkerindustri har arbejderen ikke nogen større fælles identitet. Men efterhånden som industrien vokser frem, opstår der en fælles identitet mellem de mennesker, der arbejder i den. Set fra arbejdernes synsvinkel, er manglende tryghed et generelt træk. Usikkerhed, og manglende mulighed for at kunne planlægge sit liv, er et dominerende træk ved arbejderfamiliernes hverdag. Denne usikkerhed fører til bevidstheden om den nødvendige organisering for at klare problemerne i fællesskab.

Begge sider er derfor tilstede i arbejderkulturen: usikre vilkår, tilpasning til konstante skiftende udfordringer og så kollektivet, solidariteten, ikke som en romantisk følelse, men som en strategi.
Arbejderbevægelsens forhold til kulturen er i hvert fald i begyndelsen udtryk for en bestemt klasses kamp og for dens holdning til samfundet og dets udformning. Det er et univers som skal være en modkultur til tidens fremherskende kulturelle strømninger.

Dels til borgerskabets nationalistiske kultur, der fra 1870erne samler sig i partiet Højre under feltråbet “Gud, Konge og Fædreland” med det militære forsvar som hjertesagen. Dels til bondekulturen med højskolerne og Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningerne, der fremhæver den enkeltes ansvar for sin tilværelse i modsætning til arbejderbevægelsens kollektive livsopfattelse.

Synet på arbejderne

Et solidarisk syn på arbejderne i kunsten kan ses i Aksel Jørgensens tegninger, træsnit og raderinger, hvor han finder sine emner i Nørrebros yderkvarterer i 1920- og 1930erne. Det er ikke fagforeningsarbejderens sejrrige fremgang han beskæftiger sig med, det er nærmere de iøjnefaldende virkninger af proletariatets kår: Konernes forslidthed og kamp for at holde hjemmene oppe. Den erhvervsmæssige udnyttelse af børn, de mindst modstandsdygtige mænds drikkefældighed og brutalitet.

Sat ud. Maleri af Erik Henningsen.
Sat ud. Maleri af Erik Henningsen.

En anden kunstner, der viser et solidarisk syn på arbejderne er maleren Peter Hansen, i sine skildringer af Vesterbros gade- og folkeliv omkring 1900-tallet. Han indkredser tidens almenmenneskelige situation via en kras byrealisme: Vagabondernes og de prostitueredes bedøvelse af sanserne på beværtningerne og rundt på de lossepladslignende småfælleder. Der er ikke tale om nogen fordømmelse rettet mod de mennesker, hvis ofte forhutlede tilværelse han gengiver, men mod de samfundsmæssige forhold, der ligger bag.

Der er et helt samfund omkring de personer der bliver portrætteret, skønt det ikke er tegnet med. Og maleren Erik Henningsen henleder i 1880-90 borgerskabets opmærksomhed på byproletarens lod gennem sine effektfulde arrangerede skildringer af københavnske arbejdere, deriblandt det kendte “Sat ud”, der er en aktuel illustration til ejendomsspekulanternes behandling af værgeløse fattigfolk.